Min Skat nåede ikke på arbejdet i dag. For på det tidspunkt, hvor vores clockradio gik i gang, havde han fået alt for dårligt og alt for lidt søvn til, det ville være forsvarligt af ham, at han satte sig bag et ret og kørte til arbejdet. Så han slog uret fra og vi sov videre.

Næste gang vi vågnede, havde han det ikke spor bedre og samtidigt med det ville den halve af hans arbejdsdag være gået, inden han nåede ind til sin arbejdsplads, og han valgt derfor at sygemelde sig. Det er til al held ikke særligt tit højst nogle ganske få gange om året, min Skat er så sløj, at han ikke ser sig i stand til at tage på arbejdet. Han er faktisk rigtigt mange gange i årenes løb taget af sted, selv om det efter min mening ville have været meget klogere af ham, at han var blevet hjemme.

Først på eftermiddagen kørte min Skat, Anne og jeg ud til Farmor dels for at besøge hende og dels for at få en god snak med personalet om, hvad de skal gøre og især hvad de ikke skal gøre for Farmor. Vi kan jo desværre ikke gøre hverken fra eller til, for det her kommer til at gå, som det gør uanset, hvad vi andre gør, siger eller ønsker.

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at vi faktisk meget gerne vil beholde Farmor og at vi meget gerne vil have, at hun har det så godt som muligt. Det har hun det som sådant også, men hun er blevet gammel og både hun samt hendes krop er blevet så trætte, at de ikke længere orker at være i live. Det bedste, vi kan gøre for hende nu, er at være der for hende og tale hendes sag, når nu hun ikke længere selv er i stand til at gøre det.

Som jeg skrev i morges, så er det bestemt ikke nogen hverken særlig nem eller spændende situation, min Skat lige nu befinder sig i. På den ene side, vil han jo meget gerne beholde sin farmor så længe som muligt og helst for evigt. På den anden side vil han ikke have, at hun lider samt at hun når at tabe at sin værdighed fuldstændigt, før hun forlader denne verden. Jeg prøver på at være der samt støtte op omkring min Skat og for hans Farmor, og jeg håber, at jeg dermed kan være medvirkende til, at gøre denne absolut ikke spor spændende tid nemmere for dem begge to.

Min Skat havde det lidt bedre psykisk, da vi kom hjem ude fra Farmor af. Det er lige som om, han er lidt lettet over, at personalet er indforstået med, at de skal føje Farmors ønsker og at de skal gøre det hele så let og smertefrit for hende, som det over hovedtaget er muligt.

Det siges: "at livet skal gå videre uanset, hvad der sker" og det gør det jo også. Så både min Skat og jeg nåede ud at løbe i løbet af eftermiddagen og min Skat …

… nåede også at potte de sidset af det første hold blomster-babyer om, så der kunne blive sået et nyt hold i minidrivhuset. Lige nu er han i fuld gang med at tilberede vores middagsmad og lige om lidt, når jeg har nået at dække bordet, er maden klar til at blive spist.