Nu er det fire år, 36 uger samt fem døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

… endda meget hårdt at blive krammet så længe samt især så meget, man eller i hvert jeg …

… bliver så slidt af det, så det er rigtigt godt, der er et helt år til, det igen er Den International Krammedag, for så kan det være, at nogle af alle mine skrammer er blevet hele, før jeg skal til at finde mig i alt det krammeri igen.

“Kram mig !”

“Vil du ikke nok give mig et kram !”

“Og gerne et af de helt store varme af slagsen !”

Sådant siger den allermindste af de snemænd …

… der normalt står under vores juletræ. Så hver gang min elskede Skat og jeg kommer forbi den lille krammeønskende størrelse, så opfylder vi hans ønske samtidigt med vi jo så får et kram af ham.

Det er der også helt vildt skønt at få et kram og især hvis det bliver givet af en, man holde af. Så måske skulle vi allesammen i anledning af, det er Den Internationale Krammedag i dag, giver alle dem, vi holder af, et ekstra stort varmt kram.

Den Internationale Krammedag blev opfundet i midten af 1980erne af den amerikanske præst Kevin Zaborney fra Clio i Michigan, da han gerne ville gøre en indsats for, at hans hæmmede landsmænd skal dele flere følelser offentligt og det håbede han på, Den Internationale Krammedag ville ændre på og det på trods af han egentligt selv troede, at hans idé ville mislykkes.

Kevin Zaborney lagde Den Internationale Krammedag den 21. januar, da det er sådant cirka rundt regnet lige midt i årets allerkoldeste og allermørkeste måned og årstid samt imellem alle festligheder i forbindelse med jul og nytår samt Alle Hjerternes dag og Sankt Valentine.

Den Internationale Krammedag var første gang medtaget i Chases Kalender i 1986, hvilket nok mest af alt skyldes, at en af Kevin Zaborneys venner er barnebarn af indehaveren af det forlag, der udgiver den.

Efterfølgende er den 21. januar blevet offentligt anerkendt som Den National Krammedag i hele USA og i løbet af de seneste år har blandt andre Bulgarien, Canada, Danmark, England, Rusland samt Tyskland taget Den Internationale Krammedag til sig og forhåbentligt bliver den endnu mere udbredt rundt omkring i hele verden i løbet af de kommende år.

For selv om Den Internationale Krammedag er opfundet af en præst, så har den intet religiøst budskab, da dens eneste budskab er, at vi alle samme skal blive lidt bedre til at vise vores følelser samt kramme dem, vi holde af.

Nu er det 4 år, 36 uger samt 4 døgn siden, rustvognen kørte med Poul og jeg er stadigvæk så ufattelig ked af det samt et stort følelsesmæssigt kaos indeni.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har det lige som den topegoistiske tegneserie hankat Garfild, der hader mandage, men jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke lige frem er fan af dem. For når det er mandag morgen, betyder det, at weekenden allerede er helt overstået og en hel ny arbejdsuge truer samtidigt med der er så uendelig lang tid til den kommende weekend og begge dele er der dybt deprimerende.

Sådan er der nok mange rigtigt mange, der har det, og især i den alt for både kolde, lange samt mørke januar, så derfor har man mere eller mindre officielt vedtaget at udnævnt både januars samt årets tredje mandag til være en vaskeægte Blue Monday, hvilket kan oversættes til deprimerende mandag.

Blue Monday betragtes altså som årets allermest deprimerende dag og den er forbundet med følelser af tristhed, total mangel på energi samt lav motivation.

Da mange har kritiseret konceptet med Blue Monday på grund af dens manglende videnskabelige validitet, er den mere og mere blevet til en dag, der bruges på at fremme bevidstheden samt vigtigheden af den mental sundhed og især psykisk egenomsorg.

Verden blev introduceret for Blue Monday i 2005 som en del af en reklamekampagne for et engelske rejseselskab, hvis marketingafdeling havde regnet sig frem til at årets tredje mandag ligger så langt fra julens og årsskiftets mange glæder samt alle de mislykkedes nytårsforsætter samtidigt med at man befinder sig cirka midt i vinteren med alt hvad det medføre af kulde, sne og andre vejrmæssige ubehageligheder, at man nu skal forkæle sig selv med en rejse til varmere himmelstrøg.

Jeg vil dog påstå, at man sangens kan forkæle sig selv på en både langt billigere samt miljøbevist måde ved for eksempel at bruge lidt af dagen på at foretage sig noget enten alene eller sammen med en eller flere, der står en nær, man godt kan lide at bruge tid på.

For 25 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Fabians og Sankt Sebastians dag, jeg her vil bringe et par tre små udklip fra …

I dag er det Sankt Fabians dag.
Ifølge legende blev Sankt Fabian i år 236 udnævnt til pave Fabian den 1., da en flok kristne var forsamlet i Rom for at vægle en ny pave, pludseligt satte en due sig på Fabians hoved og på trods af at han var en fremmed i byen samt at der var flere kendte mænd imellem kandidaterne til det ledige embede, så tog man det som et tegn på, at han skulle udpeges til det høje embede, hvilket han besad frem til sin død den 20. januar 250.

Det siges, men det vides dog ikke med sikkerhed, at pave Fabian den 1. døbte kejser Philip Araberen og hans søn, at han stod for byggearbejdet i katakomberne, at han styrkede kirkens organisering i Rom samt at han udnævnte embedsmænd til at registrere martyrernes bedrifter.

Rent faktisk ved man ikke ret meget med sikkerhed om pave Fabian den 1., men der er dog tegn på, at hans embedsperiode havde stor betydning i den kristne kirkes tidlige historie samt at han blev højt værdsat af Cyprianus, der var biskop af Karthago.

Pave Fabian den 1. led martyrdøden under kejser Decius forfølgelser af kristne den 20. januar 250, og han blev begravet i Callistus katakomber, hvor der er fundet et mindesmærke for ham.
 
 
I dag er det også Sankt Sebastians dag.
Ifølge legende var Sankt Sebastian officer i kejser Diocletians hær af livvagter samt hemmelig kristen, men da dette i år 286 blev afsløret, blev han dømt til døden ved skydning og derfor blev han overgivet til mauretanske bueskytter, der bandt ham til et træ samt efterfølgende gennemborede ham med pile, men på trods af at han blev ramt af adskillige pile, så døde han ikke.

Det siges, at en enke plejede ham tilbage til livet, men at kejser Diocletian endnu en gang dømte ham til døden og denne gang skulle han dræbes af kølleslag. Bagefter blev Sankt Sebastians lig smidt i en kloak, hvor det blev fundet af en from kvinde, der drømte, at Sankt Sebastian bad hende om at begrave hans lig i nærheden af katakomberne.
 
 
I det gamle danske bondesamfund troede man, at safterne begynder at stige i alle væksterne på Sankt Fabians og Sankt Sebastians dag og det er jo rigtigt dejligt at vide, at på trods af vinternes frost og sne, så er forårets godt nok meget langsomt så småt ved at ankomme til vores breddegrader.

… og så var årets tredje weekend desværre allerede brugt helt op samt vel overstået og det er atter blevet hverdag igen med alt hvad det nu indebærer af diverse forskellige former for arbejdsopgaver til både min elskede Skat og mig.

Til gengæld kan vi jo så begge to glæde os over, at der til al held kun er fem arbejdsdage til den kommende weekend samt at der kun er tolvte hele arbejdsuger altså i alt kun 60 arbejdsdage tilbage, før vi forhåbentlig kan tage hul på årets ti dage lange påskeferie.

Nu er det fire år, 36 uger samt tre døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.