For 24 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Store Bededag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …
Det var Hans Bagger, der var biskop i Roskilde fra år 1675 til år 1693, der var idemanden bag Store Bededag. I løbet af sine to første år som biskop fik Hans Bagger indført hele 3 bede- og fastedage. Den midterste af disse dage blev lovfæstet ved en kongelig forordning den 27. marts 1686 og den blev placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den Femte nå at holde Store Bededag i København, inden han drog ud på årets sommerrejser til sine lande og riger.
Denne lovfæstede Store Bededag var kun en ud af mange bede- og fastedage i løbet af året, da der var spredt flere mindre bededage ud over hele kalenderen. For eksempel var hver onsdag bededag på landet. På bededagene bad præsterne i kirken for fred og dagene var bodsdage, hvor man fastede.
Store Bededags helt korrekte navn er Ekstraordinær Almindelig Bededag, og den blev indvarslet allerede aftenen før ved ringning med kirkens største klokke den såkaldte stormklokke. Ringningen var signal til, at kroer med mere nu skulle lukke og at der nu ikke længere måtte drives nogen form for handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt samt især ædru i kirke den næste morgen, sådan som forordningen krævede.
Man skulle faste indtil dagens gudstjenester inklusive aftensangen var vel afsluttede og man skulle i øvrigt også afholde sig fra alle former for arbejde, leg, rejser, spil samt alle andre former for såkaldt verdslig forfængelighed.
Det er en meget populær opfattelse, at det var Christian den Syvendes berømte livlæge med meget mere Friedrich Johann Struensee, der indførte Store Bededag, men dagen fandtes altså længe før hans tid. Grunden til, at Friedrich Johann Struensee ofte i eftertiden får æren for Store Bededagen, kan skyldes, at den var en af de få helligdage, der overlevede den store helligdagsreform af den 20. oktober 1770.
Forordningen afskaffede halvdelen af årets på det tidspunkt i alt 22 helligdage og det var Friedrich Johann Struensee, der var manden bag planen som efter andre protestantiske landes forbillede afskaffede blandt andre Hellig Tre Kongers dag, Kyndelmissedag, tredje påskedag, tredje pinsedag, Sankt Hans dag, Vor Frue dag, Mikkelsdag, Mortensdag og tredje juledag som officielle helligdage. Efter den 20. oktober 1770 skulle disse dage ikke længere være fridage, men derimod bruges til arbejde samt andre former for så kaldt nyttig gerning.
Skikken med at spise varme hveder Store Bededags aften kan dokumenteres til midten af 1800-tallet, men den er sandsynligvis meget ældre.
Baggrunden for at spise hveder Store Bededag er den, at selve dagen jo skulle være en arbejdsfri bede- samt bodsdag og derfor skulle bagerne også have fri. De kunne altså ikke bage brød med mere på selve dagen. Derfor bagte de hvedetvebakker aftenen før, som folk så kunne købe for at spise dagen efter, hvor de eventuelt kunne varme dem før, de spiste dem.
I København er der en særlig tradition med, at man helst skal ud og spadsere på volden aftenen før Store Bededag. Denne tradition kan sandsynligvis føres helt tilbage til 1700-tallets midte. I begyndelsen af 1800-tallet mente man i hvert fald, at skikken var af ældre dato og at den stammer fra den gang, hvor Frue Kirke endnu havde sit klokkespil. Frue Kirkes klokkespil blev sat i gang på Store Bededagsaften og klokkespillet klang lokkede københavnerne ud at spadsere.
Frue Kirkes klokkespil blev sat op i 1747, men det gik desværre helt til grunde efter englændernes bombardement af København i 1807. Spadsereturene på volden var i høj grad borgerskabets fornøjelse, selvom folk fra alle samfundslag efterhånden fandt vej til den. Efter Københavns volde blev sløjfede, blev spadsereturene forlagt til Christianshavns Vold eller Kastellet, der tidligere havde været studenternes særlige mødested
Store Bededag er ikke længere en helligdag samt dermed en tiltrængt fridag, da vores alt andet end hårdtarbejdende regering i 2023 besluttede, at vi alle som en altså selvfølgelige undtagen dem selv skal arbejde meget mere end vi allerede gør i forvejen.
