Aftens solnedgang over Køgevej klokken cirka 20:10 …

… klokken cirka 20:15 …

… klokken cirka 20:20 …

… klokken cirka 20:25 …

… klokken cirka 20:30 …

… og klokken cirka 20:35 …

… som jeg oplevede og fotograferede den fra vores altan.

Solen er på vej ned og månen er på vej op. Fuglene har travlt med at synge deres glade aftensang og et par solsorte syger soloer med masser af små krøller på deres triller, imens nogle måger flyver hen over vores kvarter i deres søgen efter føde og en lille flok ænder trækker mod deres nattelogi.

Det kan nok ikke beskrives, for det skal opleves. Faktisk så synes jeg, at vi har et ret så varieret fugle- og dyreliv i vores kvarter, især når man tænker på, hvor tæt på Roskildes centrum og Holbækmotorvejen vi rent faktisk bor.

… er virkeligt begyndt at fylde hele deres hyld godt ud …

De to af vores fem små ærteplanter …

… har sat blomst og den ene af dem har sat en fin meget lille ærtebælg.

Alle fem solsikker …

… er efterhåndens ved at blive ret så høje, men de har jo også noget at gå efter, hvis de skal blive lige så høje og flotte som dem, vi havde sidste år.

Både iceberg-salaten og purløgen …

… er så småt begyndt at ligne det, de skal ligne, og det samme er vores tre tomatplanter …

… og kruspersillen …

De første otte Oxalis lykke kløver …

… er allerede blevet store og vi håber på, at de bliver lige så flotte som dem, vi havde sidste år.

🙂

Selv om det er lidt besværligt, at vores blomster-børn hver formiddag skal bæres ud på altanen, at vi skal huske at vande dem, samt at de skal bæres ind fra altanen hver aften, så giver de os allerede så meget glæde og spænding, at det er arbejde fuldt ud hvert.

… kogte babykarotter og fine ærter, kogte kartofler, stegte svinekoteletter og dertil nogle skive rugbrød.

Så er det allerede blevet torsdag morgen igen og dermed er vi endnu en gang nået til midten af en uge. Min Skat på hans arbejde og jeg herhjemme.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er galt med mig, men lige for tiden så føler jeg, at tiden simpelhen bare flyver af sted og jeg har mere end almindeligt svært ved at følge med den. Jeg skulle vel ellers som sådant i hvert fald i teorien have muligheder nok for at kunne følge med tiden lige for tiden, hvor jeg jo stadigvæk er 100% fuldtids hjemmegående.

Årsagen er jo nok, at jeg bruger det meste af tiden på at komme til bunds i samt på andre måder få løst alle de alt for mange både små og store hængepartier, som efterhåndens havde nået at hobe sig op i vores hjem, og at ting tager tid samt at visse ting tager meget mere tid, end man måske lige er klar over eller vil være ved.

Jeg har for øvrigt ladt mærke til, at hver gang min Skat og jeg i fællesskab eller en af os alene får aflivet et af vores mange hængepartier, så er vi enten kommet i tanke om noget "nyt", som vi også lige skal have klaret, eller også så har vi fundet ud af noget helt nyt, som det også lige ville være skønt, hvis vi kunne få klaret. Så hver gang vi få slette et punkt på vores "vil gerne nå at få ordnet liste", så har vi nået at tilføre to nye punkter og på den måde bliver listen jo kun længere og længere.

På den anden side … så længe man har drømme og ønsker om ting, som man gerne vil nå en gang ude i fremtiden, så er man i live. For den dag, hvor man ikke længere ser fem til noget, så har man opgivet og så er man dødende eller død.

For ni år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Sankt Jørgens Dag, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Drengenavnene George samt Jørgen er fordanskninger af det latinske drengenavn Georgius, der for eksempel blev til Jorge på spansk samt Göran på svensk.

Det er godt nok ikke ret meget, man ved om Georgius eller Jørgen, som han jo kom til at hedde på dansk, udover at han blev født i Kappadokien i det nuværende Tyrkiet. Senere blev han officer samt en fornem kriger i Diocletians hær, hvori han vandt stor respekt og dermed fik han indflydelse ved det kejserlige hof. Det lykkedes for ham at omvende kejserinde Alexandra til kristendommen, og dette kan have været en medvirkende årsag til den hidtil temmelig tolerante kejser Diocletian, der regerede fra 284 til 305, indledte sin blodige forfølgelse af de kristne.

I 303 blev Jørgen pågrebet samt torteret og til sidst blev han sammen med kejserinde Alexandra henrettet, hvilket fandt sted udenfor byen Diospolis i Palæstina. Jørgen blev derefter ophøjet til helgen.

Mange ridderordener har gjort Sankt Georgius eller på dansk Sankt Jørgen til deres skytshelgen, men det var først i begyndelsen af 1200-tallet, man begynder at få kendskab til legenden om Sankt Jørgen, som den store dragedræber.

I følge den middelalderlige legende reddede Sankt Jørgen, der var til hest, en hel by inklusiv en jomfru eller prinsesse fra en ondskabsfuld drage. Nogle mener, at denne jomfru eller prinsessen kan have været den hellige Margaretha, men det er ikke noget, man ved med sikkerhed.

Denne legende er af den kristne kirke blevet brugt som et symbol på kirkens og menneskernes kamp mod samt sejr over det onde, da dragen anset som et symbol for selve djævelen.

Lige som med så mange andre af årets højtider samt mærkedage begyndte man også fejringen af Sankt Jørgens Dag aften før. Det sket mange steder ved, at husholdningens madmor sange dette vers …

"Ridder Sankte Jørgen, du est min svend, du skal mit ærinde bortride til Kampadus den store stad imod dragen skal du stride".

Når husbonden i gamle dage så på Sankt Jørgens hest på sin primstav, var det ikke altid fromme tanker om den ædle ridder, der fyldte ham. I første omgang er han nok kommet til at tænke på, at det nu var ved at være på tide at få hestene parret samt sat på græs. For ifølge folkeovertroen så sætter engen græs ved Sankt Jørgen og på denne dag er hvert græsstrå så godt som et havrekorn !

Ligeledelse ifølge folkeovertroen skal det helst ikke være for midt vejr op til Sankt Jørgens Dag, for så længe frøerne kvækker før Sankt Jørgens Dag, lige så længe skal de tid efter den. Da man med andre ord mente, at en varm periode før den 23. april vil blive efterfulgt af en periode med kulde.

Selv om Sankt Jørgen blev smidt ud af den katolske kirkes helgenkalender, er han pudsigt nok ikke mindst her i Norden blevet flittigt anvendt som symbol på Kristus, der sejrer over alt det onde, og han er især meget populær i Rusland, hvor han er Moskvas skytshelgen, ligesom som han bland andet også kan findes i det russiske nationalvåben. Sankt Jørgen er for øvrigt også skytshelgen for både England, Litauen, Lod samt diverse ridderordner og spejderbevægelser.

I Danmark er flere kirker viet til Sankt Jørgen og i middelalderen påkaldte man Sankt Jørgen eller Sankt George mod spedalskhed. Den gang fandtes der udenfor mange danske byer en såkaldt Sankt Jørgens Gård eller et Sankt Jørgens Hospital. Disse to navne – altså Sankt Jørgens Gård og Sankt Jørgens Hospital – findes stadigvæk i flere byer.

Navnet Sankt Jørgen fra Sankt Jørgens Gård og Sankt Jørgens Hospital er ligeledes i tidens løb "smittet af" på mange stednavne i de aktuelle lokalområder som for eksempel Sankt Jørgensbjerg her i Roskilde og Sankt Jørgens Sø i København.