Da min Skat kom hjem fra arbejdet med efterfølgende træning, smurte samt spise han lige to hurtige stykker mad, hvorefter vi kørte hen til Roskilde Sygehus for at besøge Farmor. Det viste sig at være en god ide, at vi havde taget bilen og at vi ikke var gået derhen lige som vi har gjort det de andre dage, for da vi gik hen til den seng, som Farmor under hele indlæggelsen har ligget i, viste det sig, at det var en anden ældre dame … vi fik fat på en sygeplejeske, som vi spurgte om, hvad der var blevet af Farmor og hun fortalte os, at hun var sendt hjem.

Her blev jeg lidt kort for hovedet og sagde: "Tak fordi I huskede at give os besked om det". Både i søndags, i mandags, i tirsdags og i onsdags bad vi udtrykkeligt om at få besked, inden de sender Farmor hjem igen, blandt andet for at vi kunne tage imod hende, når hun kom hjem, men også fordi vi gerne vil have at vide, hvor hun er, men det er åbenbart ikke nødvendigt at give besked til nærmeste pårørende om den slags ?

Vi kan jo så glæde os over, at Farmor denne gang ikke kom hjem til et tomt hus uden friske madvarer i køleskabet, men at hun derimod er kommet hjem til en plejebolig, hvor vi går ud fra, at personalet har kunnet tage imod hende og sørger for hende, men derfor ville vi nu alligevel gerne have været der, når hun kom hjem.

Vi kørte ud til plejecentret, det havde vi aftalte, vi ville gøre, når vi havde besøgt Farmor, dels så vi kunne komme til at tømme hendes postkasse og dels så vi lige kunne informere personalet lidt om, hvordan det går med Farmor.

Farmor var vågen, da vi kom, men lige så snart hun havde set, at det var os, der kom, og min Skat havde givet hende det ønskede håndtryk, spurgte hun: "Skal I ikke snart gå ?", så derfor forlod vi hende nogle få minutter senere.

Vi fik talt lidt med Susanne, der har været fast aftensvagt lige siden Farmor flyttede ind derud for små fire års tid siden, og hun kunne fortælle os, at Farmor intravenøst har fået cirka fire liter væske i døgnet i de dage, hun har ligget på hospitalet, men de har ikke fået kurret hverken hende blærebetændelse eller hendes svampeinfektion i munden, dem kæmper hun stadigvæk med.

Susanne er af den samme opfattelse som min Skat og mig, for hun føler også, at Farmor selv siger fra og at hun måske har et meget stort ønske om at få fred og lov til at dø. For når Farmor, der altid har elsket alle former for søde ting, ikke vil drikker sød rød saft eller have et bolcher, så ringer alarmklokkerne hos os. Vi talte lidt frem og tilbage om Farmors tilstand, og endnu en gang kunne vi mødes på midten i hvert fald med de to faste aftenvagter, der er til stede i dag. Vi vil ikke have, at man modarbejder Farmors ønske om at dø, hvis det er det, hun helst vil, og vi er imod, at man imod Farmors vilje begynder at tvangsfodre hende eller ved tvang prøver at hælde drikkevarer ned i hende.

Måske kan det overfor stående se både barsk og hårdt ud i andres øjne, og vi vil meget gerne have, at Farmor har det godt, men vi kan også godt se, hvad vej det har gået i det sidste halve års tid, hvor hun er blevet mere og mere træt samt oftere og oftere har fortalte os, at hun har haft alt for mange fødselsdage og at hun ønsker at død.