Da min Skat kom hjem fra arbejdet, smurte samt spise han lige meget hurtigt to skive brød, hvorefter han og jeg kørte ud til Farmor for at se, hvordan hun har det.

Farmor sov, da vi kom derud, men hun vågnede lidt derefter, men lige så snart hun havde set, at det var os, der kom, og min Skat havde givet hende det ønskede håndtryk, skubbede hun ham væk, hvorefter hun vendte sig væk fra ham og lagde sig til at sove igen. Så derfor forlod vi hende nogle få minutter senere.

Vi fik talt lidt med Susanne, der har været fast aftensvagt lige siden Farmor flyttede ind derud for små fire års tid siden. Susanne har været på arbejdet både i fredags, i lørdags og i går og hun har observeret Farmor og hendes handlinger alle tre dage. Susanne er stadigvæk og hun bliver kun mere og mere af den samme opfattelse som min Skat og mig, for hun føler også, at Farmor selv siger fra og at hun nok har et meget stort ønske om at få fred og lov til at dø.

Alene det at Farmor ikke vil tage hverken føde eller væske til sig, og at hun snarper munden sammen samt vender sig væk fra dem, når de tilbyde hende mad eller væske, og at hun skubber dem væk, når de prøver på at få noget i hende, må vel siges at være en ret så bevist form for opførelse.

Farmor er jo en ældre dame på 95½ år og hun er ikke senil eller på nogen som helst anden måde ude af stand til at overskue den yderste konsekvensen af sine handlinger, og når Farmor, der altid har elsket alle former for søde ting, ikke vil drikker sød rød saft eller have et bolcher, så ringer alarmklokkerne hos os.

Min Skat og jeg talte lidt frem og tilbage med Susanne og hendes kollega om Farmors tilstand, og endnu en gang kunne vi mødes på midten i hvert fald med de to faste aftenvagter, der er til stede i dag. Vi vil ikke have, at man modarbejder Farmors ønske om at dø, hvis det er det, hun helst vil, og vi er imod, at man imod Farmors vilje begynder at tvangsfodre hende eller ved tvang prøver at hælde væske ned i hende.

Derfor endte det også med, at min Skat og jeg aftalte med de to faste plejer, der er på arbejdet i aften, at Anne ( der udover at være min veninden også er min Skats yngste kusine og Farmor tredje yngste barnebarn ) og jeg i morgen kører derud og får en snak med en af de tilstedeværende faste dagvagter eller med lederen af den boenhed, som Farmor bor i. For på den måde ønsker vi at fortælle personalet, hvad de skal gøre og havde de ikke skal gøre med hensyn til Farmor. Selvfølgelig skal de ikke hverken sulte eller tørste hende, men på den anden side, hvis Farmor ikke ønske at tage hverken føde eller væske til sig, fordi hun ønsker at få fred og lov til at dø, så skal hun under ingen som helst omstændigheder tvangsfodres eller på andre måde holdes i live.

Måske kan det overfor stående se både barsk og hårdt ud i andres øjne, og vi vil meget gerne have, at Farmor har det godt, men vi kan også godt se, hvad vej det har gået i det sidste halve års tid, hvor hun er blevet mere og mere træt samt oftere og oftere har fortalte os, at hun har haft alt for mange fødselsdage og at hun kun ønsker at død. Og vi vil gerne have, at Farmor får en så værdig som overhovedet taget muligt afslutning på sin tid i denne verden.

Det her handler i allerhøjeste om kærlighed til Farmor. At elske et andet menneske indeholder også evnen til at skue ud over sine egne behov og dække den andens behov også selv om dette behov går imod en eget behov. Selvfølgelig vil der komme en sorg over Farmor og måske også en skyldfølelse over vores beslutning den dag Farmor har fået fred, men dette skal bestemt ikke udsætte hende for noget fuldstændigt umenneskeligt og uværdigt bare fordi vores behov skal dækkes lige her og nu.