Arkiver

Lige midt i ugen


Hverdagen.

Så er det sørme allerede blevet onsdag morgen igen og dermed er vi endnu en gang nået til midten af en uge. Godt nok holder min Skat og jeg sommerferie lige for tiden, men det forhindre os bestemt ikke i at undre os over, hvor tiden dog bliver af.

Vi ved ikke rigtigt, hvad der er galt med os, men lige for tiden så føler vi begge to, at tiden simpelhen bare flyver af sted og vi har mere end almindeligt svært ved at følge med den. Lige for tiden skulle vi vel ellers som sådant i hvert fald i teorien have muligheder nok for at kunne følge med tiden, når vi holder vores længe ventede sommerferie.

Årsagen er jo nok, at vi bruger det meste af tiden på at komme til bunds i samt på andre måder få løst alle de alt for mange både små og store hængepartier, der har nået at hobe sig op i vores hjem og som kræver, at vi løser dem i fællesskab. Noget vi jo ikke lige frem har mulighed for at gøre i det daglige, hvor min Skat jo er på arbejdet.

Ting tager som bekendt tid og visse ting tager meget mere tid, end man måske lige er klar over eller vil være ved.

Jeg har for øvrigt ladt mærke til, at hver gang min Skat og jeg i fællesskab eller en af os alene får aflivet et af vores alt for mange hængepartier, så er vi enten kommet i tanke om noget "nyt", som vi også lige skal have klaret, eller også så har vi fundet ud af noget helt nyt, som det også lige ville være skønt, hvis vi kunne få klaret. Så hver gang vi få slette et punkt på vores "vil gerne nå at få ordnet liste", så har vi nået at tilføre to nye punkter og på den måde bliver listen jo kun længere og længere.

På den anden side … så længe man har drømme og ønsker om ting, som man gerne vil nå en gang ude i fremtiden, så er man i live. For den dag, hvor man ikke længere ser fem til noget, så har man opgivet og så er man dødende eller død.