Imens det så småt er ved at blive mørk udenfor, gå min Skat og jeg rundt inde i vores lejlighed og leder efter vores fire uger lange sommerferie. For det kan simpelhen ikke passe, at den allerede er brugt helt op eller kan det ? Går fire ugers tid virkelig så hurtigt ?

… den allersidste dag i den allersidste uge af vores fire uger lange sommerferie sørme også allerede ved at være brugt helt op. Min Skat og jeg synes, at tiden går helt vildt hurtigt lige for tiden. Vi aner i hvert fald ikke, hvad der bliver af den.

Hvis jeg meget kort skal fortælle, hvad vi har brugte denne søndag til … så er den primært gået med helt almindelige hverdags ting samt med aflivningen af en lille håndfuld af diverse små og mindre hængepartier samt oprydning. Dertil kommer, at jeg lige har nået at vaske og stryge to maskinefulde ( 47 stykker ) tøj, der er blevet hængt og lagt på plads i diverse skabe og skuffer.

Vi nåede begge to ud at løbe vores sædvandelige søndags ture samt spise frokost og i bad, før vi tillod os at bruge det meste af eftermiddagen på at se både optakten og nedtakten til samt dagens Formel 1 løb, som jo fik et noget andet slutresultat, end man første havde regnet med.

Vi har lige i fællesskab nået at rydde til side, vaske op, tørre af samt stille på plads efter vores aftensmad og jeg har været nede med skraldespanden samt rundt om containeren med pap, ligesom jeg også har nået at vande alle vores planter ude på altanen og lige om lidt så går vi begge to i seng. For i morgen "truer" enden en ny dag og det er oven i købet en helt almindelig hverdag, hvor min Skat skal møde på sit arbejde til det normal tidspunkt.

Jeg har lige opdaget, at det er ved at være rigtigt længe siden, jeg sidst har vist jer, hvordan alle vores planter ude på altanen har det. Så det vil jeg hermed lige gør noget ved.

🙂

I den tid, der er gået, siden jeg sidste gang betragtede alle vores planter ud på altanen via mit kamera, er de alle som nået at vokse sig så store, at der ikke lænegere er nogen af dem, der kan omtales som hverken baby eller barn.

Desværre er det stadigvæk overskyet, også selv om det ser ud til, at det måske også i aften vil nå at klare så meget op, at vi lige får lov til at hilse på solen, før den går helt ned. Så derfor blev billederne desværre ikke helt så gode, som de nok var blevet det, hvis de var blevet fotograferede i solskinsvejr.

Vores fem solsikker …

… der ellers har stået og strålet om kap med selv solen, er ved at være mere end trætte at se på. Den eneste grund til, vi ikke allerede har nået at sige: "Pænt farvel" til dem, er, at vi gerne vil kunne høste deres frø, så vi har "lidt" solsikkefrø, vi kan så næste år. Årets solsikker kom jo fra nogle frø fra sidste års solsikker og det kunne jo være sjovt, hvis vi kunne gøre det samme næste år. Så det dermed blev den tredje generation af de samme solsikker.

De tre mindste af vores ni tomatplanter har haft godt af at holde "flyttedag". De er i hvert flad blevet store og de er alle som en begyndt at blomstre lige som de første små helt grønne tomater er begyndt at vise sig, efter de er kommet til at stå for sig selv.

Hovedsalathovederne og icebergsalathovederne er der stadigvæk masser af liv i og det på trods af at vi regelmæssigt nipper de blade af dem, som vi skal bruge lige nu og her, men det ser tilsyneladende ikke ud til, at det "forstyrrer" deres forsatte vækst. Det ene hovedsalathoved samt det ene icebergsalathoved har for øvrigt sat en høj blomsterstand, hvorpå der sidder masser af små blomsterknopper. Så vi er ret så spændte på, hvordan de blomster kommer til at se ud, når de en gang springer ud.

Brudeslørene blomstrer stadigvæk mere end villigt og den ensomme regnbuelupin …

… bliver bare flottere og flottere for hver dag, der går. Desværre dufter den lidt for stræk efter min mening. Dens duft er i hvert fald en af den slags dufte, der godt vil kunne fremkalde et migræneanfald hos mig, hvis jeg er for tæt på den i for lang tid af gangen.

Der er stadigvæk masser af liv i det japanske blomsterbed …

… der stort set daglig glæder os med mindst en helt nyudsprunget blomst.

Ærteplanterne fra det første såvel som fra det andet hold, vi såede, er desværre mere eller mindre gået helt ud. Jeg ved ikke, om det simpelhen bare er sådant, at når de har givet frugt, så kan de ikke mere og så går de ud.

Til gengæld er der stadigvæk masser af liv i både de to hold purløg som i de to hold persille, og det på trods af at vi regelmæssigt klipper det af dem, som vi skal bruge lige nu og her, men tilsyneladende ser det ikke ud til, at det "forstyrrer" deres forsatte vækst. Min Skat håber på, at begge dele når at gå i blomst, så han får frø af eget avl til næste års såning.

De tre mellemstore tomatplanter trives stadigvæk rigtigt godt og jeg har efterhåndens opgivet at tælle, hvor mange små og mindre grønne tomater, der hænger på deres gerne. Det er lige som om, der bare kommer flere og flere nye grønne tomater på de tre planter hver eneste dag.

Den ene af vores tre agurkeplanter er for øvrigt ved at binde sig selv sammen med den ene af vores mellemstore tomatplanter …

… faktisk er det ret så sjovt at se, hvordan de tre agurkeplanter hele tiden prøver på overtage mere og mere af vores altan. For de spreder sig i både breden og højden.

Vores lykkekløver viser jeg jer en dag, hvor jeg kan fange den med mit kamera på et tidspunkt, når dens blomster er åbne. Dens blomster springer ud om morgen og allerede sidst på eftermiddagen lukker de sig igen, for aldrig mere at åbne sig.

Den ene …

… samt de to andre …

… af vores tre efterhåndens meget store tomatplanter er mere eller mindre fyldt helt oppe med både små gule nyudsprungne blomster samt små grønne tomater. Dog har den ene af planterne en tomat, der næsten er lige til at spise …

… den er i hvert fald ved at være solmoden og friskende rød.

Vores små jordbærplanter …

… som vi ikke rigtigt troede på, har lige pludseligt fået fart på og de første små hvide blomster …

… har allerede medført nogle meget små grønne jordbær. Så vi venter i spænding på, om vi måske alligevel kommer til at være så heldige, at vi kan smage jordbær af eget avl i løbet af sensommeren.

Endelig vil jeg lige vise jer denne lille burrede "tyksak" af en agurk …

… der hænger på den ene af vores tre agurkeplanter. Jeg er godt nok spændt på, hvor stor den ender med at blive.

… frugtsalat ala Tine, kogte kartofler, frikadeller ala Peter og dertil nogle skiver rugbrød.

Egentlige er det lidt pudsigt og ret så underligt så forskelligt man kan se på den samme ting … tag nu for eksemplet fire uger … når man sidder og skriver en aftale, der skal finde sted om fire ugers tid, ind i sin kalender, så føles de fire ugers tid som noget nær en evighed eller i hvert fald noget, der ligger meget langt ude i fremtiden. Hvis man derimod sidder og blader lidt tilbage i sin kalender og man dermed "falder" over en aftale, som fandt sted for fire ugers tid side, så er det jo stort set ikke ret længe siden.

Sådant har min Skat og jeg det også med vores fire uger lange skønne sommerferie. For før vi tog hul på den, synes vi, at det var helt vildt dejligt, at vi nu kunne se frem til fire uger ( 30 sammenhængende dage inklusiv weekenden i ugen før sommerferiens start ) og vi have masser af forskellige drømme, håb og planer for, hvad vi kunne og skulle bruge alle de mange skønne fridage til.

I dag fire ugers tid senere, kan vi så begge to blot konstatere, at de 30 sammenhængende fridage desværre allerede er ved at være brugt helt op og at vi langt fra har nået bare tilnærmelsesvis en brøkdel af alt det, vi havde drømt om, håbet på, planlagt samt regent med at vi kunne og skulle nå i løbet af indeværende års sommerferie.

Det er bestemt ikke fordi, vi ikke har nået noget. For faktisk har vi nået meget rigtigt meget. Det er mere det der gamle kendte med at ting som bekendt tager tid og visse ting tager meget mere tid, end man måske lige er klar over eller vil være ved.

Jeg har for øvrigt ladt mærke til, at hver gang min Skat og jeg i fællesskab eller en af os alene får aflivet et af vores alt for mange små og store hængepartier, så er vi enten kommet i tanke om noget "nyt", som vi også lige skal have klaret, eller også så har vi fundet ud af noget helt nyt, som det også lige ville være skønt, hvis vi kunne få klaret. Så hver gang vi få slette et punkt på vores "vil gerne nå at få ordnet liste", så har vi nået at tilføre mindst to nye punkter og på den måde bliver listen jo kun længere og længere.

På den anden side … så længe man har drømme og ønsker om ting, som man gerne vil nå at gøre eller opleve en gang ude i fremtiden, så er man i live. For den dag, hvor man ikke længere har drømme, håb og planer for eller ser fem til noget som helst, så har man opgivet og så er man enten dødende eller død.