… den tredje dag i den anden uge af vores fire uger lange sommerferie sørme allerede ved at synge på sidste vers. Jeg aner simpelhen ikke, hvor tiden den bliver af lige for tiden. Jeg har i hvert fald mere end svært ved at følge med den.

Hvis jeg skal komme med en meget kort beskrivelse af denne dag, så har den lige som i går og i forgårs mest af alt stået i oprydningen og rengøringens tegn. For min Skat og jeg har nået at aflive en god håndfuld af diverse små og mindre hængepartier, og jeg har der ud over nået at vaske samt stryge fire maskinefulde ( 103 stykker ) tøj, der er blevet hængt og lagt på plads i diverse skabe og skuffer.

… vi har fået lov til at se samt mærke solen varme livgivende stråler i dag. Så derfor gælder det om at fasteholde et af de meget få øjeblikke med et billede … dagens spændende solnedgang over Køgevej klokken cirka 20:00 …

… som jeg lige har oplevet, nydt samt fotograferet den fra vores altan.

Skal jeg være 100% helt ærlig, så vil jeg altså meget heller have at dags temperaturen ligger imellem de 25 til 30 plus grader og at solen bager fra en høj klar blå skyfri himmel, end jeg vil have at dags temperaturen ligger imellem de 15 til 20 plus grader og vi kun i meget korte perioder i løbet af dagen får lov til at hilse på solen, fordi det primært er overskyet med masser af små og store regnbyger.

… luksus udgaven af frugtsalat ala Tine med ananas og melon, kogte kartofler, skinkesnitter kryddert samt stegt som bøf og dertil nogle skiver rugbrød.

Så er det sørme allerede blevet onsdag morgen igen og dermed er vi endnu en gang nået til midten af en uge. Godt nok holder min Skat og jeg sommerferie lige for tiden, men det forhindre os bestemt ikke i at undre os over, hvor tiden dog bliver af.

Vi ved ikke rigtigt, hvad der er galt med os, men lige for tiden så føler vi begge to, at tiden simpelhen bare flyver af sted og vi har mere end almindeligt svært ved at følge med den. Lige for tiden skulle vi vel ellers som sådant i hvert fald i teorien have muligheder nok for at kunne følge med tiden, når vi holder vores længe ventede sommerferie.

Årsagen er jo nok, at vi bruger det meste af tiden på at komme til bunds i samt på andre måder få løst alle de alt for mange både små og store hængepartier, der har nået at hobe sig op i vores hjem og som kræver, at vi løser dem i fællesskab. Noget vi jo ikke lige frem har mulighed for at gøre i det daglige, hvor min Skat jo er på arbejdet.

Ting tager som bekendt tid og visse ting tager meget mere tid, end man måske lige er klar over eller vil være ved.

Jeg har for øvrigt ladt mærke til, at hver gang min Skat og jeg i fællesskab eller en af os alene får aflivet et af vores alt for mange hængepartier, så er vi enten kommet i tanke om noget "nyt", som vi også lige skal have klaret, eller også så har vi fundet ud af noget helt nyt, som det også lige ville være skønt, hvis vi kunne få klaret. Så hver gang vi få slette et punkt på vores "vil gerne nå at få ordnet liste", så har vi nået at tilføre to nye punkter og på den måde bliver listen jo kun længere og længere.

På den anden side … så længe man har drømme og ønsker om ting, som man gerne vil nå en gang ude i fremtiden, så er man i live. For den dag, hvor man ikke længere ser fem til noget, så har man opgivet og så er man dødende eller død.

For ni år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Kjelds dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er der rent faktisk lidt rod i navene, for i virkeligheden er det en helgen, der hedder Sankt Kilian, der har helgendag i dag, men her i Danmark er der det altså vores egen Sankt Kjeld, der har fået tildelt den 8. juli som helgendag også selv om det egentlige burde være den 11. juli, der er datoen for hans kanonisering, eller den 27. september, der er hans dødsdato.

For at vende tilbage til Sankt Kjeld så ifølge legende blev han født i begyndelsen af 1100-tallet og han voksede op på Randersegnen, hvor hans forældre, der var velstående, boede på en gård.

Da Kjeld var en meget gudfrygtig dreng, blev det allerede tidligt i hans liv besluttet, at han skulle have en fremtid inden for kirken og han blev derfor sendt til Viborg, hvor han blev optaget i domkapitlet ved domkirken, hvor han kom til at trives.

Kjeld blev senere valgt som leder af domkapitlets skole og omkring år 1145 blev han valgt til provst af de øvrige kannikker.

I Sankt Kjelds helgenbiografi fortælles det, at da Viborg by i år 1145 var truet af en brand, løb Kjeld op i domkirkens tårn, hvor han bad inderligt til Gud om at skåne både byen og kirken, hvorefter brandens rasen dæmpedes mærkbart.

Kjeld var tilsyneladende en meget barmhjertig, gavmild samt omsorgsfuld person og han gav alt det, han kunne, til de fattige, nødlidende samt syge.

På trods af at kannikkerne jo rent faktisk selv havde udvalgt Kjeld til at være deres provst, kom det meget snart til stridigheder mellem dem og ham, højst sandsynligt fordi de ikke brød sig om hans store gavmilde uddeling af domkapitlets midler til de fattige, nødlidende samt syge og kannikkerne valgte derfor en ny provst, hvorefter Kjeld flyttede til Ålborg, hvor han boede i et stykke tid.

Selvom Kjeld også blev populær i Ålborg, længtes han efter at udbrede den kristne tro samtidigt med han så en muligheden for at opnå et martyrium blandt venderne. Derfor begav Kjeld sig på en pilgrimsfærd til Rom, hvor han besøgte apostlenes grave samt fik foretræde for pave Eugenius den tredje, der var pave fra og med år 1145 samt til og med år 1153.

Kjeld bad pave Eugenius den tredje om tilladelse til at drage på mission blandt venderne, men selv om paven gav ham denne tilladelse, udtrykte paven, at han altså hellere så, at Kjeld vendte hjem til Viborg for at fortsatte sit arbejde som provst ved domkapitlet. Derfor skrev pave Eugenius den tredje til Viborgs domkapitlet, der så måtte bøje sig for paven ønske samt tage Kjeld tilbage, men allerede den 27. september 1150 altså kort tid efter Kjeld var vendt tilbage til Viborg, døde han og han blev efterfølgende gravsat i byens domkirke.

Nogen tid efter Kjeld gravsætning i Viborg domkirke begyndte diverse fortællinger om mirakler ved hans grav at florere. For syge blev tilsyneladende raske efter et besøg ved han grav og især synes blinde at have gavn af et besøg ved graven, for ifølge den officielle helgen-biografi havde mindst tolv blinde mennesker fået synet tilbage efter et besøg ved Kjelds grav. På grund af disse mirakler ønskede de kirkelige myndigheder i Danmark at få Kjeld kanoniseret og de sendte derfor en ansøgning herom til paven i Rom.

I år 1188 tillod pave Clemens den tredje, der var pave fra og med år 1187 samt til og med år 1191, at den danske ærkebiskop Absalon gav Kjeld en lokal helgenkåring, hvilket skete den 11. juli 1189.

Ifølge folkeovertroen i det gamle bondesamfund … så skoldes byggen, hvis der er megen sol på Sankt Kjelds dag og derfor kaldes dagen også for Kjeld Sviebyg.