Lige så grå, kedelige og trist en vejrmæssigt start denne dag fik, mindst lige så farverig, glad og smuk en vejrmæssigt slutning fik den. For i løbet af formiddagen besluttede solen, at nu ville den simpelhen bryde igennem skyerne og jo ældre dagen blev, jo mere magt fik solen.

🙂

Dagens helt enkelte og dog så flotte solnedgang over Køgevej klokken cirka 20:55 …

… klokken cirka 21:05 …

… samt klokken cirka 21:15 …

… som jeg oplevede, nød og især fotograferede den via et af de lukkede vinduer ude på vores altan samtidigt med jeg lige nussede lidt rundt, imens jeg gererede ned til natten.

… er en genudsendelse fra i går …

… frugtsalalt ala Tine, kogte kartofler, kogt hamburgerryg samt nogle skriver rugbrød.

For så absolut allerførste gang i år har alle vores små planterbabyer fået lov til at stå ude på altanen lige siden klokken lidt i 12:00, hvor jeg besluttede, at nu var solen nok nået så højt op på himlen, at den nok havde nået at varme luften ude på vores altan så meget op, at der nok ikke ville være for koldt for de små pusser at være der ude, hvis jeg prøvede at stille ud på altanen.

Se der var godt nok noget, de kunne bruge. I hvert faldt har de fjorten små pyntegræskarbabyer samt vores lykkekløver …

… de tre små agurkebabyer, de tre små tomatbabyer, de fire små ærtebabyer, den lille bitte lupin samt purløget og ranunklerne …

… stået og på det nærmeste helt uhæmmet slugt solens dejlige energirige samt livgivende stråler.

Endelig fik jeg også plads til micro-drivhuset med de små jordbærbabyer, den ensomme røde solsikke …

… der er så svag i stænklen, at den er nødt til at klamrer sig til sin pind, samt minidrivhuset, hvor nogle ganske få af de såede planter allerede er begyndt at titte frem.

Jeg nåede at få det så meget bedre i løbet af morgen, at jeg i løbet af formiddagen nåede at vaske en maskinefuld finvask, der blev hængt til tørre på vingetørrestativet ude på altanen. Det vil nu sige, de ting, der bliver pænest, når de bliver strøget, imens de stadigvæk er våde, blev det, hvorefter de blev hængt til eftertørring på det lille tørrestativet på døren ind til soveværelset.

Jeg nåede også at tale i mobiltelefon først med Anne i lidt over en halv times tid og derefter med Wivi i næsten en halv times tid. Så besluttede jeg, at jeg ville udfordre min ømme højre hæl ved at gå en omvej, når jeg alligevel skulle en tur i den lokale Fakta for at handle lidt ind, og når nu solen var kommet frem, tog jeg selvfølgeligt mit kamera med mig.

Det blev godt nok stort set ikke brugt under turen, for jeg havde så travlt med at suge alle indtrykkene til mig, at jeg helt glemte at fotografere dem.

Jeg startede med at gå ad stamvejen, før jeg krydsede Astersvej for at forsætte ad stien, der ligger imellem ungdomsboligerne og skole samt dens boldbane på den ene side og ungdomsboligerne og et parcelhuskvarter på den anden side.

Da jeg nåede til indgangen til skoven, måtte jeg simpelhen bare have et billedet af den …

… for der er blevet så skønt grønt derover, nu hvor lang de fleste af træerne endeligt er sprunget ud.

Jeg forsatte hen ad stien og flere stede langs med den, stod min så absolutte ynglingst blomst …

… og strålende om kap med selveste solen.

🙂

Jeg forsatte igennem skoven, til jeg nåede til den anden udgang, der hvorfra man kommer et lille smut igennem et parcelhuskvarter, før man når over til dammen …

… der er et regnvandbassin. Jeg fik øje på et lille andepar, der nød tilværelsen i en lille solbeskinnet plet oppe på breden og jeg tillod mig at stå og nyde dem i et lille stykke tid, før jeg gik igennem kolonihavehuskvartet for at komme hen til Fakta i Østervangs Centret, hvor jeg lige handlede lidt ind, før jeg gik den direkte vej hjem.

Åh … hvor var det dejligt med sådant en lille bitte gåtur i det grønne.

Jeg føler mig godt nok lidt mat samt træt her til morgen og jeg håber ikke, det skyldes, jeg er ved at overtage den omgang, min Skat "hyggede" sig med i hele vores Kristi Himmelsfarts ferie. Hvis jeg havde været et apparat eller en maskine, hvad det måske hjulpet, hvis man havde udskiftet mine batterier eller min strømforsyning, men nu er jeg bare et menneske og derfor kan lige præcist ingen af de to muligheder nok bruges i dette tilfælde.

Havde det været før, jeg kørte helt ned, havde jeg nok bare fuldstændigt totalt både ignoreret samt overhørt det, min krop prøver på at fortælle mig her til morgen, men i dag vælger jeg at passe på mig selv og derfor vil jeg tage den lidt med ro i hvert fald her til morgen, hvis jeg så får det lidt bedre i løbet af formiddagen kan jeg stadigvæk godt nå at klare de mest nødvendigste af dagens praktiske opgaver.

Se det er så bare endnu en af de mange dejlige fordele, jeg har, fordi jeg lige for tiden er 100% frivilligt fuldtids hjemmegående for min egen eller rettere min Skats regning, da det er ham og kun ham samt min meget lille opspring, der har forsøget i mig i de sidste små to års tid. For jeg skal altså ikke nødvendigtvis møde et bestemt sted til en bestem tid samt være der i et bestemt antal timer og jeg skal heller ikke nødvendigtvis nå at udføre som minimum et vist andtal opgaver i løbet af en dag som i dag.

Dette tillader jeg mig at nyde fuldt ud samtidigt med jeg føler mig meget heldig, fordi jeg har fået denne mulighed. Jeg er der også udemærket godt klar over, at jeg aldrig nogensiden havde fået denne dejlige mulighed, hvis ikke min Skat var kommet ind i mit liv og jeg er ham der også så dybt taknemmelig, som nogen kan være, fordi han af kærlighed har givet mig denne dejlige mulighed.

Så indtil videre er det ikke lige frem noget at skrive hjem om eller for den sags skyld om på bloggen, det jeg har nået her til morgen. For indtil videre har jeg stort set endnu ikke nået så forfærdigligt ret meget andet end lige præcist det allermest nødvendige.

Dette vagte så min nysgerrighed efter, havde min Skat og jeg for eksempel nåede den 17. maj sidste år og derfor har jeg igen brugt lidt tid på at læse tilbage i vores liv via min blog.

Den 17. maj sidste år var en søndag og det var den dag, hvor min Skat og jeg skulle til at finde tilbage til os selv og vores hverdag. Kort skrevet … skulle vi deaktivere den pauseknap, vi havde trykket på cirka halvanden måneds tid tidligere, da det gik op for os, hvad vej det ville gå med min Skats farmor.

Den 17. maj 2008 var en råkold lørdag og den dag nåede vi blandt meget andet en tur til Ikea, hvor vi købte nye hvide porcelæns urtepotteskjulere til vores planter. På hjemvejen besøgte vi for første og ind til videre også den eneste gang Hedeland, hvor vi gik en hygge lille tur, før vi atter satte kursen mod Roskilde. Vi fik blandt andet lige købt nogle nye landænder, før vi nåede hjem. Resten af dagen gik blandt andet med, min Skat fik pottet vores blomsterbabyer- samt børn om og ellers kunne vi nyde en nogenlunde solnedgang.

Den 17. maj 2007 var en torsdag og lige præcist den dag, havde den ene af vores to voksblomster valgt at lade en flot blomsterklase springe ud. Det er nu helt sjovt at se, hvor meget de to planter er vokset på bare tre års tid. Det var også den dag, min Skat fremstillede den nuværende header til min blog, og jeg er stadigvæk så glad for den, at jeg ikke kan se nogen grund til at skriften den ud. Selv nåede jeg den dag at blive færdigt med en lille fødselsdagsgave til Annes datter.

Den 17. maj 2006 var en onsdag og jeg har slet ikke skrevet noget på min blog den dag, men det var jo også i den periode, hvor min Skat og jeg ikke kun var i den grad ophængte på hver vores arbejdeplads samtidigt med vi også lige skulle sørger for at passe samt pleje min Skats framors hus samt have, så begge dele kunne fremstå så flotte som overhovedet taget mulig, hver gang ejendomsmægleren skulle vise det frem. Tre dage før har jeg dog glædet mig over, jeg har nået at hækle tolv små gule stjerner og tre dage efter glædede jeg mig over, jeg nu havde nået at hækle fire små og 27 store gule blomster.

Hvad mandag den 17. maj i år har at byde på, ved jeg til al held ikke noget om på nuværende tidspunkt af dagen, men jeg håber på, at hvis jeg næste år den 17. maj læser tilbage på min blog, at jeg så kommer til at huske dagen som en rigtigt dejlig en af slagsen, og nu må jeg vist nok heller se at komme i gang med noget fornuftigt. Jeg kan jo altid starte med at fylde vaskemaskinen samt sætte den i gang med arbejde.

Det ene øjeblik var det tirsdag eftermiddag, min elskede Skat var lige kommet hjem fra arbejdet og han var ved at skifte til træningstøj, så han kunne komme ud på ugens allerførste løbetur, imens vi talte om, hvor dejligt det var, vi nu, altså lige bort set fra vi lige skulle deltage i den yngste og dermed også den sidste af hans tre onklers bisættelse om onsdagen, havde fri de næste fem dages tid. Vi tillod os at håbe på, at fem sammenhængende fridage ville komme til at betyde, at vi måske lige kunne nå at klare bare en enkelt eller to af de mange meget forskellige praktiske opgaver, vi meget gerne meget snart vil havde klaret i vores hjem, men som vi desværre bliver ved med at mangle både det fysikske så vel som det psykiske overskud samt især tiden til at føre ud i livet.

Det næste øjeblik er det mandag morgen, min elskede Skat er lige gået hjemmefra på trods af han nok ville have haft meget bedre af at være blevet i sin seng, da han stadigvæk har lidt feber og ondt i halsen samtidigt med han ligeledelse stadigvæk hoster samt snotter en hel del, og lige om lidt møder han på sit job, hvor han vil gå i gang med de mange arbejdsopgaver med meget korte deadlines, der lige nu ligger og venter på ham og især på han skal løse dem.

Selv sidder jeg endnu en gang foran min computer, hvor jeg skriver lidt på min blog, imens jeg har selskab af min morgenmad samt min morgenthe og lige om lidt vil jeg sætte vaskemaskinen i gang med ugens allerførste maskinefuld finvask og derefter vil jeg vande alle vores små blomsterbabyer- samt børn.

Meget kort skrevet … så er en hel lang ny arbejdsuge med alt hvad sådant en nu en gang har at byde på lige begyndt og lige nu er den eneste formidlende omstændighed, både min Skat og jeg og kan finde ved den kendsgerning, at der "kun" er fem arbejdsdag til det igen er weekend og at den kommende weekend er udvidet med 50% – altså en hel dag – fordi det er pinse.

Det har regnet i nat og det småregner her til morgen, men når jeg ser op på himlen, er det lige som om, den lover, det måske vil kunne klare lidt op i løbet af dagen og hvis vi er meget heldige, får vi måske oven i købet lov til at hilse på selveste solen i løbet af eftermiddagen.

Når vi tager i betrækning, at vi nu er nået til midten af maj måned, så er det stadigvæk relativt koldt og der er i hvert flad ikke meget forår over det. For her til morgen er der kun plus cirka 7,00 grader i Roskilde og dagstemperturen når nok ikke længere end op end til maximalt de 12 grader i dag.

Det er stadigvæk ikke nået at blive rigtigt lyst, når min Skat og jeg står op om morgen, men det er dog nu efterhåndens nået at blive så lyst, at vi ikke længere har behov for at tænde lys for at kunne finde rundt i vores lejlighed om morgen, hvilket primært skyldes, vi nu er nået til den periode af året, der byder på de lyse nætter.

Så alt i alt er dette her nok bare endnu en hel almindelige mandag morgen, hvor vi alle sammen skal til at tage hul på en hel ny lang arbejdsuge med alt det, sådant en af slagsen nu en gang har at byde på, og dog …

… for da min Skat og jeg vågende i morges, kunne jeg lige med det samme fornemme en lidt sødelig duft i vores soveværelse og jeg var lige med det samme fuldt ud klar over, at denne sødelige duft kom fra den ene af de to voksblomster …

… vi har stående henne ved vinduet. For lige præcist på denne grå, kolde og trist mandagmorgen i midten af maj måned har den ene af vores to voksblomst valgt, at den allerførste af årets blomsterklaser …

… skulle have lov til at springe helt ud og dermed har den givet min Skat og mig en lille sød samt positiv oplevelse at starte dagen på.

🙂

For øvrigt har denne voksblomst endnu en blomsterklaser, der er lige ved at springe ud, samt yderligere tre blomsterklaser, der er i fuld gang med at vokse sig store nok til, de også kan springe ud.