I dag er det så lige præcist et helt års tid siden, jeg sådant helt åbent samt 100% ærligt indrømmede, at jeg nok med 100% sikkerhed er det, man med rette vil kunne kalde for en rigtigt dårlig datter. For i stedet for at mere eller mindre at græde mine øjne ud af sorg samt skrive et langt tårevældet indlæg på min blog i anledningen af årsdagen for min mors død, hvori jeg udpenslelede min store dyb sorg over min mors død, så tillod jeg mig at forholde mig kritisk, men dog 100% saglig til både hende samt især hendes væremåde over for mig.

I det forløbende års tid har jeg talt meget både min psykolog, min Skat samt en håndfuld meget nære veninder, lige som jeg også har brugt mange rigtigt mange timer på at tænke over mit forhold både til min mor og på hendes indflydelse på både mig samt min barndom, og selv om det nok efter alle andres mening burde være ganske andreledelse, så har intet af det ændre på mit dårlige forhold til samt min opfattelse af min mor. Jeg har simpelhen ikke rykket mig så meget som bare en lille bitte brøkdel af en millimeter væk fra det synpunkt, jeg havde for et års tid siden.

Min psykolog har sat et par håndfulde psykiske diagnoser på min mor og selv om jeg af den vej er blevet klar over, at min mor ikke kun var en dybt alkoholisteret pillemisbrugenede egocentret anorektiker, men at hun også var alvor psykisk syg med adskillige diagnoser som om en ikke havde være mere end nok. At min mor rent faktisk var så syg, at min psykolog kom til at sige: "Hun var jo sindsyg. Hun skulle være spæret inde på den lukkede afdeling på Sankt Hans og hun skulle aldrig nogen siden været blevet lukke ud igen, for hun var til farer for alle, hun var i nærheden af", så har det godt nok været med til at forklarer, hvorfor hun behandlede mig, som hun gjorde, men det har desvære på ingen som helst måde været i stand til at legaliseret det og det har slet ikke været i stand til at forklare eller legalisere, at der ikke var så meget som bare en eneste person hverken i min familien eller udenfor, der på nogen som helt måde foretog sig noget som helst for at ændre på situationen.

Så derfor erkender jeg helt ud at skamme mig, at jeg nok forsat er det, man med rette vil kunne kalde for en rigtigt dårlig datter og at jeg på ingen som helst måde er flov over at være det. For skal jeg tror på min psykolog og hvorfor skulle hun lyve for mig ?, så har jeg været alt for sød og nuttet ( læs: alt for god af mig ) over for min mor og jeg har i den grad gjort samt været meget mere for hende, end hun havde fortjent også selv om man tager i betregning, at hun var dybt alvorligt psykisk syg med mindst et par håndfulde diagnoser.