I onsdags kunne jeg så fejre, at jeg nu har været 100% fuldtidshjemmegående i to hele års tid, og jeg indrømmer heller end gerne, at jeg simpelhen bare ikke fatter, at der allerede er nået at gå to hele år. For helt oprindeligt så var det altså bestemt ikke min mening, at jeg skulle være fuldtidshjemmegående i mere end et helt til maximalt halvanden års tid blandt meget andet på grund af økonomien.

Godt nok havde jeg fundet ud af, at min lille opsparing, som jeg havde kæmpet bravt for at spare sammen i løbet af de sidste fem års tid, ville kunne dække alle mine faste både kapacitet samt variable udgifter i cirka seks til ni måneders tid, hvilket så også kom til at passe rimeligt godt, men jeg havde altså ikke en gang turde håbe på, at jeg ville komme til at være fuldtidshjemmegående i bare seks måneders tid og da slet ikke i så lang tid som to hele års tid. Det blev bare sådant.

De første tre måneders tid som 100% fuldtidshjemmegående gik godt og jeg fik stort set nået alt det, jeg havde sat mig for, jeg gerne ville nå. For jeg fik blandt meget andet næsten ajourført min blog, før min Skat og jeg gik på sommerferie. For jeg manglede kun og jeg mangler for øvrigt stadigvæk at skrive indlægget om vores dejlige tur til Egeskov Slot tirsdag den 14. august 2007. Alle de andre indlæg havde jeg nået at skrive, før vores fire uger lange skønne sommerferie begyndte.

Jeg nød virkelig vores fire uger lange skønne sommerferie forrige år, og jeg nød især, at jeg ikke skulle tilbage til et job, hvor der lå kæmpe store bunker med uløste arbejdsopgaver, der kun ventede på, at jeg skulle gå i gang med at løse dem, når vores sommerferie var vel overstået.

Efter vores sommerferie i 2008 kom jeg for alvor i gang med at aflive nogle af alle mine alt for mange både små og store hængepartier, men så sket der et eller andet … for lige pludseligt gik det op for mit sind …

… at jeg ikke længere skulle står til rådhed for andre end stort set min Skat og mig selv.

… at jeg ikke længere skulle jage ud af hoveddøren på et bestemt tidspunkt hver eneste morgen, så jeg kunne nå at møde på mit faste job seneste til et bestemt tidspunkt.

… at jeg ikke længere skulle være parat til at jager ud af hoveddøren, hvis en agent fra et af de vikarbureauerne, jeg var tilknyttet, ringede til mig, fordi der var en arbejdsgiver, der skulle bruge mig og især min arbejdskraft samt at jeg helst skulle være mødt for en times tid side.

… at jeg ikke længere skulle deltage i diverse "kloge" møde med en medarbejder i min arbejdsløshedskasse eller på det lokale JobCenter.

… at jeg ikke længere skulle skrive mindst fire jobansøgninger per uge, uanset om jeg rent faktisk ønskede det pågældende job eller ej.

Så var det, at det gik op for mit sind, at det kunne slappe helt af og det gjorde så fuldt ud. Faktisk var det lige som om, min hjerne bare ikke ville være med til udføre de opgaver, jeg gerne ville løse.

Faktisk skete der det nøjagtigt sammen, da jeg blev sygemeldt og det gik op for min krop, at nu kunne den få lidt af al den hvile, ro samt søvn, den så længe havde længest noget så frygteligt efter uden at få det. I stedet for at være glad for den nu fik lidt af det, så begyndte den at kræve helt vildt meget ind og jo mere den fik, jo mere krævede den at få. I de to måneder, jeg var sygemeldt, sov jeg i mindst 15 til 18 timer i døgnet, og selv om jeg blev raskmeldt, så jeg kunne nå at afspadsere noget af alt min optjente flex, før jeg blev ledig, så holdt min krop ikke op med at kræve hvile, ro samt søvn i meget store mængder. Derimod så forsatte den med at kræve ind, lige ind til den havde fået alt det, den maglede, plus lidt mere.

Det sammen gjorde mit sind nu, hvor jeg var begyndte at gå hjemme uden nogen som helst form for tilknytning til arbejdsmarked. Inderst inde ville jeg så gerne aflive så mange både små og store hængepartier som over hovedet taget muligt hver dag, men mit sind ville bare ikke være med til det. For det ville have hvile samt ro, og det gav jeg det så. Faktisk havde jeg en del dage i løbet af sensommeren, efteråret og vinteren 2008, hvor jeg stort set slet ikke fik klaret noget som helt ud over at slappe af og så måske sidde og nusse lidt med en bog, min computer eller et håndarbejde, men det, jeg fik nusset med, skulle hver gang være noget, der ikke krævede nogen alt for stor og allerhelst ingen form for hjernenativitet.

For øvrigt så kræver både min krop og mit sind stadigvæk med jævne mellemrum både hvile, ro samt søvn, og jeg har desværre stadigvæk med jævne mellemrum perioder af varieret længder, hvor jeg stort set ikke har hverken det fysisk eller det psykiske overskud til at foretage mig så forfærdigligt meget mere hver dag end lige præcist det så absolut allermest nødvendige.

Faktisk var vi nået til starten af indeværende år – altså mere end to år efter, jeg blev sygemeldt, før jeg for alvor så småt begyndte at have lidt både fysisk og psykisk overskud nok til, at jeg kunne komme i gang med bare nogle af alle de mange forskellige ting, som jeg havde håbet på, jeg kunne nå i løbet af mine oprindeligt planlagte tre måneder som 100% fuldtidshjemmegående.

Jeg har desværre stadigvæk disse energiløse perioder, hvor jeg ikke har det i mig, der skal til, for at jeg kan nå mere end bare det allermest nødvendige den eller de dage, det hver gang varer, men der bliver til al held lidt længere og længere imellem dem samtidigt med perioderne bliver lidt kortere og kortere. Så måske er jeg så heldig, at disse dårlige perioder på et tidspunkt ude i fremtiden helt holder med at plage mig ?

Jeg håber, at jeg på et eller andet tidspunkt har fået det så godt både fysisk og psykisk, at jeg kan komme i gang med at arbejde igen, men jeg ved også allerede nu, at mit næste job ikke bliver et fast fuldtidsjob, men derimod en eller anden form for vikariat på maximalt 30 timer per uge, hvis det da ikke ender med, jeg starter noget op selv, og helst noget jeg kan klare herhjemmefra.