Arkiver

Valdemarsdag


Hverdagen.

For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Valdemarsdag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Valdemarsdag er en national festdag til minde om den danske konge Valdemar Sejr ( der også er kendt som Valdemar den 2., hans far var for øvrigt kong Valdemar den 1. ), som kæmpede samme med venderne og sejrede over esterne under slaget ved Lyndanisse i Estland i år 1219.

Den folkelige overlevering og senere flere skriftlige beretninger har sat Dannebrog i forbindelse med dette slag. Flagets uventede tilsynekomst i den stærke blæst "som sendt fra himmelen" opilede den hårdt trængte kong Valdemar Sejr til den endelige sejre, og lige siden dette har Dannebrog været danskernes nationale symbol.

Legenden stammer fra Christiern Pedersens danske krønike fra begyndelsen af 1520-erne samt fra franciskaneren Peder Olsen, der i 1527 knytter begivenheden til det ovenfor nævnte slag.

Baggrunden for legendens tilblivelse er formentlig kong Hans nederlag i Ditmarsken i år 1500, hvor flaget gik tabt for senere at blive tilbageerobret af Frederik den 2. i 1559, hvorefter Dannebrog blev ophængt i Slesvig Domkirke.

Det er altså kong Valdemar den 2.s sejre over esterne samt Dannebrog, vi fejer i dag. Dannebrog anses for øvrigt for at være verdens ældste nationalsymbol.

Valdemarsdag kaldes også for Genforeningsdag, hvor man fejre at Sønderjylland blev genforenet med Danmark ved en folkeafstemning i 1920.

Den symbolske indlemmelse af Nordslesvig i Danmark skete med Christian den 10.s ridt over grænsen ved Frederikshøj den 10. juni 1920 og ved den store genforeningsfest på Dybbøl Banke den 11. juni 1920. Den 15. juni 1920 skete den formelle overdragelse af Nordslesvig til Danmark, hvor også den nye grænses forløb tværs over Sønderjylland blev indført. De danske embedsmænd i området tiltrådte deres stillinger dagen efter.