Det ene øjeblik var det tirsdag eftermiddag, min elskede Skat var lige kommet hjem fra arbejdet og han var ved at skifte til træningstøj, så han kunne komme ud på ugens allerførste løbetur, imens vi talte om, hvor dejligt det var, vi nu, altså lige bort set fra vi lige skulle deltage i den yngste og dermed også den sidste af hans tre onklers bisættelse om onsdagen, havde fri de næste fem dages tid. Vi tillod os at håbe på, at fem sammenhængende fridage ville komme til at betyde, at vi måske lige kunne nå at klare bare en enkelt eller to af de mange meget forskellige praktiske opgaver, vi meget gerne meget snart vil havde klaret i vores hjem, men som vi desværre bliver ved med at mangle både det fysikske så vel som det psykiske overskud samt især tiden til at føre ud i livet.

Det næste øjeblik er det mandag morgen, min elskede Skat er lige gået hjemmefra på trods af han nok ville have haft meget bedre af at være blevet i sin seng, da han stadigvæk har lidt feber og ondt i halsen samtidigt med han ligeledelse stadigvæk hoster samt snotter en hel del, og lige om lidt møder han på sit job, hvor han vil gå i gang med de mange arbejdsopgaver med meget korte deadlines, der lige nu ligger og venter på ham og især på han skal løse dem.

Selv sidder jeg endnu en gang foran min computer, hvor jeg skriver lidt på min blog, imens jeg har selskab af min morgenmad samt min morgenthe og lige om lidt vil jeg sætte vaskemaskinen i gang med ugens allerførste maskinefuld finvask og derefter vil jeg vande alle vores små blomsterbabyer- samt børn.

Meget kort skrevet … så er en hel lang ny arbejdsuge med alt hvad sådant en nu en gang har at byde på lige begyndt og lige nu er den eneste formidlende omstændighed, både min Skat og jeg og kan finde ved den kendsgerning, at der "kun" er fem arbejdsdag til det igen er weekend og at den kommende weekend er udvidet med 50% – altså en hel dag – fordi det er pinse.