Min Skat havde lige nået at spise sin frokost og han var i fuld gang med at ordne noget via hans computer, som han lige skulle være helt færdig med, før han skulle køre til dobbelt træning, og jeg havde lige nået at rydde til side efter vores begge tos morgenmad samt frokost og jeg var i fuld gang med at vaske op, da min Skat kom ud i køkkenet til mig og spurgte: "Er strømmen lige gået ?".

Ja, det var den. Min Skat gjorde sig klar, hvorefter han kørte hjemmefra så han kunne komme til dobbelt træning, og jeg forsatte med at tørre af samt stille på plads. Derefter måtte jeg så lige ændre lidt på mine planer, for jeg kunne jo ikke komme til at stryge dagens maskinefuld finvask, der hang til tørre på vingetørrestativet ude på altanen, når der ikke var nogen elektricitet, så derfor benyttede jeg mig af lejligheden og så ringede jeg til en eks-kollega, der bor i Hvideovre.

Hun var chefsekretær, kreditorbogholder samt personalechef i det firma, hvori jeg i starten af indeværende århundrede samt årtusinde var vikariende receptionist i fjorten måneder. Det var også på denne arbejdsplads, jeg mødte min elskede Skat. Vi talte sammen i lidt over en halv times tid og endnu en gange undres vi begge to over, hvor hurtigt tiden i virkeligheden går … for så lang tid siden er det altså heller ikke, vi sidst har tales ved, og dog var der næsten otte måneder, der lige skulle følges op på.

Jeg var lige blevet færdigt med at tale i mobiltelefon, da strømmen kom tilbage, og derfor gik jeg i gang med at stryge dagens maskinefuld finvaske ( 25 stykker ), så det alt sammen kunne bliver hængt samt lagt på plads i de rigtige skabe samt skuffer, og lige om lidt, når jeg er blevet færdig med at skrive dette indlæg, så vil jeg sætte mig ind i den ene af vores to sofaer, hvor jeg vil hygge mig sammen med den ene af mine hæklenåle, imens vi i fællesskab når lidt længere på det igangværende projekt, der meget gerne skulle ende med at blive en lille sart gul kuverttaske.