I hele indeværende uge har jeg igen lidt af en irriterende svimmelhen, der begyndet i søndags, så for både at udfordre min ømme høje ankel samt hæl og min svimmelhed, blev min Skat og jeg enige om, vi ville gå en lille tur i vores lokalområde, og selvfølgeligt havde vi taget hver sit kamera med.

🙂

Vi gik den sædvandelige tur, det vil sige langs blokken, derefter via stamvejen, tværs over Astersvej og så ad stien, der har nogle af ungdomsboligerne og skolen samt dens boldbane på den ene side samt resten af ungdomsboligerne og et parcelhuskvarter på den anden side.

Selv om langt de fleste af de frugttræer, der står langs med stien, nu er mere eller mindre helt afblomstret, er der stadigvæk nogle ganske få af dem, der har helt friske blomster …

… vi forsatte hen ad stien til vi nåede skoven og vi forsatte igennem den, for vi ville hen til dammen og "vores" ænder. Vi lyttede til de mange forskellige fuglestemmer og nogle af dem som for eksempel solsortens kan vi genkende, andre kan vi ikke. Vi nåede forbi dette træ …

… som vi begge to kiggede lidt nærmere på via hvert sit kamera …

… ingen af os ved, hvad disse små larver …

… bliver til, når de en gang har været igennem både larve- samt puppestadiet, så hvis du ved det, må du godt lige fortælle os det.

Nogle ville jo nok mene, at alle disse små laver skal udryddes, for de beskadiger træerne, de bor i, men jeg tænkte bare … hvor dejligt, så er der masser af føde til småfuglenes mange sultne unger.

Vi forsatte igennem skoven og lige som i går, hvor jeg gik turen alene, valgte vi den længst tur, der dog som sådant ikke er en omvej, hen til dammen …

… desværre kunne vi ikke få øje på den lille søde andefamilie, jeg så i går, men de to blishøns og deres unger …

… ville meget gerne hilse på os og de ville især meget gerne have lidt af det brød, vi havde med til dem.

Blishønsenes kyllinger …

… er langt fra lige så søde som for eksempels ællinger, men der er nu alligevel noget nuttet over dem, hvilket måske mest af alt skydes, de er så små.

Selv om de lige som ællinger godt selv kan finde føde, så er deres mødre dog noget mere omsorgsfulde end ællingernes mødre, for de sørger for at fodre de af ungerne …

… der ikke selv kunne nå at snappe noget af det brød, vi smed ned til dem.

Vi gik hjemad via kolonihavehusområdet og da vi gik på stien, der har et parcelhuskvarte samt et plejecenter på den ene side og skolens boldbane samt Jacobskirken på den anden side, kunne vi lige pludseligt høre nogle små "tip tip tip" lyde. Så vi stoppede op for at finde ud af, hvor de kom fra. De kom fra et lille egern …

… der sad på en gren højt oppe i et fyrretræ, der står i skældet imellem skolens boldbane og Jacobskirken. Hvorfor det lille egern skældte ud, fandt vi aldrig ud af, selv om vi stod og betragtede det i nogle minutters tid.

Lige som vi skulle til at forsætte hen ad stien, fik vi øje på en lille humlebi …

… der tilsyneladende lige fik øje på et virkeligt godt tilbud, den simpelhen bare ikke kunne modstå.

😉

Min Skat og jeg forsatte forbi Østervangs Centret og derfra via Astersvej til vi nåede til stamvejen, og da vi kom hjem til os selv, tog vi lige noget hurtigt frokost, før vi gik i gang med at aflive nogle forskellige små hængepartier i vores hjem.