Min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv, var det eneste normalt begavet menneske, der nogen siden har levet på denne jordklode og som forøvrigt var omgivet af en flok lallende tåber uden hjerner, brugte hver eneste dag en meget stor del af sin tid på at fortælle mig, at jeg var en mere end doven, dum og ugidelig topegoist, der ikke foretog mig noget som helst praktisk, men kun tænke på at spilde min tid på fuldstændige tåbelige ligegyldigheder i stedet for at hjælpe hende. Det var nu ikke kun mig, der ifølge min mor var doven, dum og ugidelig, for det var alle andre end lige præcist min noget så frygtelige hårdt arbejdende mor.
Da jeg blev lidt større og jeg derfor var blevet stor nok til at komme i skole, delte samtlige lærer min mors mening. For jeg var en mere end doven, dum og ugidelig topegoist, der ikke foretog mig noget som helst praktisk, men kun tænke på at spilde min fritid på fuldstændige tåbelige ligegyldigheder. Der er ikke noget, der hedder, at man kan være ordblid med mindre man er kongelig, for ordblidhed findes ikke, det er kun et fint ord, der skal dække over dovne og dumme børns ugidelighed.
Da jeg forlod skolen og jeg kom ud på arbejdsmarkedet, forsatte diverse arbejdsgiver samt chefer med at fortælle mig, at jeg var en mere end doven og ugidelig topegoist, der ikke foretog mig noget som helst praktisk, men kun tænke på at spilde min fritid på fuldstændige tåbelige ligegyldigheder i stedet for at arbejde ulønnet for dem uden for den normale arbejdstid. For efter deres mening kunne jeg godt klare at udføre mindst det dobbelt af, hvad mine normalvægtige kollegaer kunne og gerne mindst tre gange så meget, som mine overvægtige kollegaer kunne. For alle ved jo, at små og tynde mennesker er både dovne, dumme samt ugidelige og derfor skulle jeg også have mindre i løn end mine kollegaer. For ens løn bliver jo bestemt ud fra ens vægt, der jo er lige med ens arbejdsindsats.
Så der er vel næppe noget som helst underligt i, jeg til sidste, selv om jeg efter alle andres mening er meget langsomtopfattede, fattede at jeg er en mere end doven, dum og ugidelig topegoist, der ikke foretager mig noget som helst praktisk, men kun tænker på at spilde min fritid på fuldstændige tåbelige ligegyldigheder i stedet for at hjælpe andre.
Derfor var det helt dejligt, selv om det også kom til at koste min Skat og min mange penge, som vi godt kunne havde haft brugt til noget andet, da jeg sidste år kom i kontakt med en psykolog, som jeg nåede at få 24 virkelige gode samt dybe samtaler med.
Det var cirka midt inde i dette forløb, vi kom ind på min frygtelige dovenskab samt ugidelighed og min psykolog spurgte mig: "Hvor meget nåede din mor i grunden i det daglige ?", hvor til jeg svarede, hvad der for øvrigt er den 100% skinbare sandhed: "Stort set ikke så forfærdeligt meget andet end at drikke otte til ti halv liters øl plus det løse per dag, læse tre aviser per dag samt samtlige ugeblade og månedbalde, der udkom på det tidspunkt, tømme et glas med 50 opkvikkende samt et glas med 50 beroligende piller per uge og så selvfølgelige at følge med i samtlige serier på fjernsynet samt fortælle alle, der var tvangsindlagte til at høre på hende, hvor frygtelige hårdt arbejdende hun var".
Min psykolog forsatte: "Hvem stod for eksempel for de daglige indkøb i det hjem ?", "Det gjorde jeg. Det vil sige, nogle gang hjalp min storbror mig, men han arbejde næsten i døgndrift allerede på dette tidspunkt, så det var ikke så tit, han havde mulighed for at hjælpe mig. Imens jeg gik i skole, klarede jeg det efter skoletid og bagefter, da jeg var begyndt at arbejde, efter arbejdstid. Jeg klarede for øvrigt også at vaske og stryge alt familiens tøj, støvsuge og tørre støv af i rækkehus og så videre, for den slags kunne min mor ikke klare at gøre. Hun vejede jo kun 65 pund og når man kun vejer 65 pund, kan man ikke klare at foretage sig andet end lige præcist det, man har lyst til at gøre, og Mor havde ikke lyst ikke at gøre noget som helst af alt det huslige og derfor så skulle hun heller ikke gøre det, for hun vejede jo kun 65 pund !".
"Hvor meget vejede du selv på det tidspunkt, da du skulle begynde at arbejde som en voksen samt påtage dig en voksens ansvar ?" spurgte min psykolog: "Pænt under 65 pund for jeg var jo barn på det tidspunkt. Det var først, der jeg var omkring de 16-17 år, jeg nåede op på de 37-38 kilo, jeg så har ligget på stort set lige indtil, jeg flyttede sammen med min Skat". "Hvordan kunne du, der vejede mindre end din mor, klare alle de ting, hun ikke kunne klare, fordi hun kun vejede 65 pund ?" forsatte min psykolog, hvortil jeg svarede: "Det blev der ikke spurgt om, for selvfølgelige kunne jeg jo det, for kunne jeg ikke det, så skyldes det kun ene og alene, at jeg var en mere end doven, dum og ugidelig topegoist, der ikke foretog mig noget som helst praktisk, men kun tænke på at spilde min fritid på fuldstændige tåbelige ligegyldigheder i stedet for at hjælpe min mor" svarede jeg, for det var jo lige præcist det, min mor fortalte mig utallige gang hver eneste dag.
Min psykolog var virkelige i spørgehjørnet, så hun forsatte: "Hvor tit lavede du din lektier, imens du gik i skole ?", "Hver eneste dag også selv om det betød, jeg var nødt til at stå op allerede ved 4:00 eller 4:30 tiden om morgen, altså nogle timer før min mor stod op, for ellers kunne jeg ikke få lov til at sidde med den slags. Min mor synes, det var spild af tid at lave lektier og havde jeg tid til at lave lektier, var det fordi, jeg var en mere end doven, dum og ugidelig topegoist, der ikke foretog mig noget som helst praktisk, men kun tænke på at spilde min tid på fuldstændige tåbelige ligegyldigheder i stedet for at hjælpe min mor".
Min psykolog spørgelyst forsatte: "Hvor ofte har dine kollegaer måtte hjælpe dig med at løse dine arbejdsopgaver ?" "Stort set aldrig for har jeg ikke kunne nå at løse mine arbejdsopgaver i løbet af den normale arbejdsdag, er jeg blevet over tid og mødt før tid samt gået på arbejdet i weekendene og på helligdagene for at få dem færdige. Det skulle jo ikke gå ud over mine kollegaer, at jeg var doven og jeg derfor ikke kunne nå at løst opgaveren inden for den normenerede tid. End videre så var det jo mine arbejdsopgaver og derfor var det også mig, der skulle sørge for de blev løst".
Min psykolog forsatte: "Hvor ofte har du hjulpet din kollegaer med at løse deres arbejdsopgaver ?" "Hver gang, der var brug for det, også selv om det så har betydet, at jeg har været nødt til at blive over tid og møde for tidligt samt arbejde i weekenderne og på helligdagene for at kunne nå at løse opgaverne. Alle arbejdsopgaverne skulle jo været klaret til tiden, og så var det vel egentligt lige meget, hvem der udførte dem, bare deadlinen blev overholdt".
Så spurte min psykolog mig: "Hvordan kan det være, at du føler, du er doven og ugidelig, når du reelt set kan klare samt har klaret en hel masse mere end det alle i dine omgivelser kan klare eller har kunnet klare ?". "For jeg er samt var jo doven, når jeg ikke kan eller kunne klare at løse de opgaver, jeg er blevet pålagt, og så var det vel lige meget, om jeg knoglede på fra jeg stod op ved 3:55 tiden om morgen og til jeg trillede i seng ved 23:00 tiden om aften. For havde jeg fået pålagt opgaver, jeg ikke kunne nå at løse og så var det lige meget, om det var min mor, min chef eller hvem ellers, der havde være gavmild med opgaverne, så burde jeg jo havde haft kunne klare at løse dem".
Dertil svarede min psykolog: "Nej, du er ikke doven og ugidelig ! Du har derimod lige siden din tidlige barndom været ved at knogle dig selv mere eller mindre ihjel for at løse alle de opgaver, som alle andre har været for dovne og ugidelige til selv at udføre og hvis man sige, at denne lagkage" hvorefter hun tegnede en cirkel på et stykke papir, der lå på bordet imellem os "svare til alle de arbejdsopgaver, du skal nå at udføre i løbet af hele dit liv også selv om du bliver langt over de 90 år gammel, så mangler du reelt set kun, hvad der svare det dette her" hvorefter hun tegnede en tynd streg, der gik fra cirkel midte og ud til dens kanten "for at have opbrugt hele din kvote af arbejdopgaver. Så det er ved at være på høje tid, at du lære at sig: "Nej !" samt at du især lære at holde fast ved dette nej, hver gang nogle gerne vil pådutte dig den opgave eller de opgaver, de ikke selv gider at udføre".
Derefter forsatte hun, imens hun tegnede endnu en cirkel på papiret: "Denne lagkage viser alt det, du skal nå at gøre for dig selv i løbet af dit liv. Det er altså ting, du gør, fordi du og kun du har lyst til at gøre dem samt fordi det er noget, du føler glæde ved at gøre, og på nuværende tidspunkt af dit liv, har du nået at bruge, hvad der svare til dette" hvorefter hun tegnede en tynd streg, der gik fra cirklens midt og ud til dens kant " af din kvote, så det er vist ved at være på høje tid, du begynder at gøre noget for og være noget for dig selv samt at du lader alle de andre klare at udføre deres egne opgaver selv !", hvorefter hun, samtidigt med hun holdt de to lagkager op mod hinanden, forsatte: "Det skulle jo gerne ende med, der er en rimelige lighed imellem de to cirkler, for ellers har du spildt dit liv med at være noget for andre, der stort ikke har gjort noget som helts for dig ud over at udnytte dig på det groveste".
Det er så lige præcist dette, jeg lige for tiden er i fuld gang med at bruge mit liv på. Så hvis jeg har lyst til at bruge tid på at fryde mig over en smuk solop- eller nedgang, de flotte blomster vores potteplanter sætte, læse i en god bog eller sidde med et spændende håndarbejde, får en god en på opleveren sammen med min Skat samt glæde mig over jeg endeligt langt om længe har nået at løse en lille bitte opgave i vores hjem, så gør jeg det altså.
Så kan det godt være, der er andre, der er så mental underudviklede samt snæversynet, at de ikke er i stand til at dele min begejstring over den flotte solop- eller nedgang, de smukke blomster, de gode bøger, de færdige stykker håndarbejde, de gode nogle på opleveren min Skat og jeg har fået eller de bitte små nyløste opgaver i vores hjem, men så må de altså mest af alt af hensyn til deres eget fremtidige både fysiske samt psykiske velbefindende, der de jo helst ikke skal lide nogen som helst form for overlast, finde en anden blog end min, de kan læse med på og helst en blog, der passer bedre med deres udviklingsstadium.
Jeg har misbrugt størstedelen af mit liv på at behage andre og jeg har lige fra det tidspunkt, hvor jeg skrev det allerførst bogstav på min blog, sat mig for, at det skal min blog aldrig nogensiden under nogen som helst omstændigheder misbruges til. Personligt er jeg fuldstændig lige med om der så aldrig nogen siden kommer så meget som bare en enster læser eller søgemaskine fordi min blog, for jeg har aldrig nogensiden skrevet på min blog af hensyn til nogen som helst andre end mig selv, for så topegoistisk er jeg nemlig.
For lige for tiden tillader jeg mig endeligt langt om længe at bruge mit liv og min tid på at fylde min lagkage med alle de lystbetonede ting op og hvis jeg aldrig nogenside når at fylde den sidste lille bitte tynde streg ud i lagkagen med alle de alt andet end lystbetonede opgaver, jeg skal udføre i løbet af mit liv, fordi andre ikke selv gider at gøre dem, så sker der nok ikke noget ved det. For hvis jeg skal tror på min psykolog og hvorfor skulle hun dog lyve over for mig ? Så vil min lagkage over arbejdsopgaver nok alligevel være fyldt langt mere op end hvad den vil være for langt de allerfleste så kaldte normal menneskers vedkommen også selv om de så når at blive langt over 90 år gammel.
