Jeg har før både vist fotografier af samt omtalt de små hyperaktive fartstribede fluer, som lige for tiden holder til i en så rigelig mængde ude på vores altan, og som min Skat og jeg startede med at tro, var små bier, men da jeg også her til aften har haft held med at tage nogle få virkelige gode billeder af, må I altså lige bære lidt over med mig og især min træng til at vise dem frem.

😉

Jeg har for øvrigt lige via "Danmarks Store Natur Leksikon", der er skrevet af Tommy Dybbro og som blev udgivet af Politikens Håndbøger i 2004, fundet ud af … at det er sumpsvirrefluer …

… samt at der findes flere forskellige arter af sumpsvirrefluer, der ligner hinanden til for veksling. Da jeg desværre ikke er zoolog, selv om jeg er meget glad for samt interesseret i dyr, kan jeg ikke lige finde ud af, hvilken art af sumpsvirreflue, der er tale om, men der er dog nogle fælles træk ved alle sumpsvirreflue-arternes livsforløb.

Den almindelige sumpsvirreflue er meget almindelig ( det er vel lige som derfor den har fået navnet ? ) og den er udbredt over hele landet, hvor den findes på mange forsekellige typer af levesteder blandt andet på enge, i haver, på marker, i moser samt i skove.

Den almindelige sumpsvirreflue er ganske som andre svirrefluer typiske solskinsdyr, som tager nektar og pollen i blomster og meget gerne af kurve- og skærmblomster.

Når sumpsvirrefluens laver knækkes, falder de ned i vandet, hvor de som en såkaldt rottehalelarve lever af organisk materiale under nedbrydning, det kan for eksempel være jordstængler af dunhammer.

Sumpsvirrefluer ligner til forveksling hvepse, men de har som andre svirrefluer kun et par vinger og de kan holde sin længe svævende på det sammen sted i luften.

Alle former for svirrefluer kaldes også for blomsterfluer eller svævefluer, og de kan varierer meget i både størrelse og udseende. For nogle af dem ligner vingede myrer og andre af dem minder om sandhvepse. Nogle af dem er store som humlebier og de mest kendte af dem ligner gedehamse samt hveps. Ved at have et udseende, der ligner et farligt insekt uden selv at kunne stikke, undgår svirrefluerne i nogen udstrækning at blive ædt af fugle, der tror, at de er farlige.