… var det fredag aften, min Skat var lige kommet hjem fra arbejdet med efterfølgende trædning, og vi glædede os begge to over, at vi lige havde taget hul på weekenden … det næste øjeblik er det mandag morgen, min Skat er på vej til sit arbejde og jeg sidder foran min computer, hvor jeg hygger mig sammen med min morgenmad og min morgenthe, imens jeg skriver lidt på min stadigvæk ufrivilligt billedeløse blog, for en helt ny arbejdsuge er lige begyndt.

Jeg nægter simpelhen at tro … at min Skat og jeg er det eneste par på denne jordkloge, der føler, at vores weekender er alt for korte og at vores arbejdsuger er alt for lange samt at tiden bare flyver af sted fra os, imens vi har mere end svært ved at følge med den samt især at få det ud af den, som vi godt kunne tænkes os at få.

Er der virklige ikke ene eneste af alle jer andre der ude i Blogland, der har det på lige præcist den helt samme måde som os?