Så er det blevet tirsdag morgen og dermed er vores dejlige pinseferie desværre allerede vel overstået. Min Skat er lige kørt hjemmefra og han er på vej ind til sit arbejde, hvor der ligger mange tidskrævende arbejdsopgaver med meget korte deadlines, som venter på, han skal gå i gang med dem. Selv er jeg tilbage ved min computer, hvor jeg er i fuld gang med skrive lidt på min blog, imens jeg nyder min morgenmad og min morgenthe samt synet af den opstående sol.
Den eneste formildne omstændighed, ved det er hverdag igen, er, at der kun er tre dage til, det igen er weekend, og at det er en længere en af slagsen, fordi det er Grundlovsdag samt Fars Dag på fredag, og så at vi meget snart kan begynde at se frem til vores sommerferie.
Vi bliver desværre godt nok nødt til at ændre lidt på afholdelsen af vores sommerferie i år i hvert fald i forhold til de første lagte planer, men der gør ikke noget. For lige meget hvornår vi får lov til at holde vores sommerferie i år og lige meget hvor kort eller lang den bliver, så skal vi nok komme til at nyde den, bare vi får lov til at være sammen.
Det har været en virkelig god pinseferie, som vi har haft i år. Vi har selvfølgelig nået lidt af de mange meget forskellige daglige gøremål så som at få aflivet et par af diverse små og mindre hængepartier, handle ind, samt vaske og stryge lidt tøj, men vi har også nået at få en god en på opleveren, da vi alle tre dage var til Fortællerfestival i Sagnlandet Lejre og der skal nok komme et par tre indlæg om de tur.
Jeg har virkeligt nydt, at vi hver morgen og aften i løbet af de sidste tre dages tid har haft tid til at putte os ind til hinanden samt ligger og småsnakke eller bare nyde, at vi har hinanden. At der i løbet af dagene har været tid til imellem de mange praktiske gøremål at stoppe op og give hinanden et kram, et kysse eller slet og ret bare fortælle hinanden at "Jeg elsker dig min Skat !".
Det er jo desværre den slags små ting, som man i den travle hverdag alt for ofte ikke lige nå at finde tid til og det er jo lige præcist disse små ting, som er så vigtige at huske på i det daglige samt som gør, at man lever og ikke bare er i live.