Arkiver

Et helt år som 100% fuldtids hjemmegående


Hverdagen.

I går kunne jeg så fejre, at jeg nu har været 100% fuldtids hjemmegående i et helt års tid, og i løbet af den periode har jeg så fundet ud af samt fået at vide, at der er flere af personerne i min Skats og min daglige omgangskreds ( det vil sige i blandt vores familiers medlemmer, vores kollegaer og eks kollegaer, vores venner og veninder ) der har kendskab til en stor del af alle de mange negative ting, som jeg listede op i går. Det er nu ikke lige frem kommet som en stor overraskelse for mig. For det har fremgået og fremgår stadigvæk i al tydelighed, hver gang jeg har kontakt med dem, uanset om det er via skrift eller tale.

Derimod glæder det mig meget, at efter jeg er blevet 100% fuldtids hjemmegående, er der flere af dem i vores daglige omgangskreds, der nu tør står ærligt frem og dermed helt åbent tør indrømme, at de for et kortere eller længere stykke tid gerne valgte den samme livsform, som den min Skat og jeg har valgt lige for tiden, hvis de altså bare kunne få muligheden til det.

Bare et lille eksempel …

Sidste gang jeg var til det kvartårlige eftersyn hos min tandlæge, fortalte den ene af klinikassistenterne mig, at hun hellere end gerne ville bytte med mig, og at den eneste grund til, at hun ikke også er 100% fuldtids hjemmegående, er, at deres økonomi ikke ville kunne bære det.

Til gengæld indrømmede hun så også, at hun er mere end glad for, at hun kan nøjes med at arbejde i 25 timer per uge, også selv om det betyder, at der er mange ting, som hendes lille familie dermed ikke har råd til. Faktisk havde hun fundet ud af, at hendes lille familie havde færre penge imellem hænderne end hvad man som minimum skal have for ikke at komme ned under den fastlagte fattigdomgrænse, men hun føler ikke, at hendes lille familie er fattige, men der imod at de er rige. Fordi de har langt mere tid til at at være sammen, end hvad langt de fleste familier har i det daglige, og hun ville ikke bytte tiden sammen med sin mand og deres barn med diverse statussymboler.

Hun fortalte mig, at hun faktisk sætter det at have tid sammen med sin mand og deres barn langt højere end det at kunne gå i fodtøj og tøj af de helt rigtigt varemærker, at kunne komme ud at spise på de helt rigtige restauranter samt at kunne komme på udenlandsrejser minimum tre gange om året.

Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg, hun er meget langt fra den eneste, der har det sådant, men nu lever vi jo desværre i en verden, hvor det gælder om at kunne "prale" af så mange unødvendige statussynboler som over hovedet taget muligt, og hvis man så vælger ikke at hoppe med på den bølge, så er man unormal eller er man nu også det ?

Jeg er nemlig bange for, at hun og jeg ikke er de eneste, som har det på denne måde, men langt de fleste tør bare ikke indrømme det over for sig selv og da slet ikke over for andre.

Måske er det nok meget "fedt" at bo i et af de helt rigtige postnummer samt at have et stort flot dyrt hus med tilhørende have, der er indrettet efter det sidste nye skrig inden for den slags, men hvad glæde har man af det, hvis man kun opholder sig i det om natten, imens man sover, fordi man skal bruge resten af tiden på at jage og stresse rundt for at kunne tjene nok penge til at holde bare de allermest agarsive af ens kreditorer væk fra sin hoveddør ?