Jeg kan godt selv mærke, at i dag desværre er en af den der slags dumme dage, hvor jeg bare ikke rigtigt har det i mig, der skal til, for at jeg kan tage mig sammen til at foretage mig noget bare nogenlunde fornuftigt. Selvfølgelige har jeg haft sat vaskemaskinen i gang og dagens første samt eneste maskinefuld nyvasket tøj hænger lige nu til tørre på vingetørrestativet inde i stuen. Det vil sige, lige bort set fra det, der bliver pænest, når det bliver strøget, imens det er vådt, for det hænger til tørre på det lille tørrestiv på døren ind til soveværelset.

Jeg er sådant lidt nede i dag, for dels driller min ømme højre ankel samt hæl mig, fordi jeg har tilladt mig at udfordre dem i denne uge ved at tage en tur til City 2 i mandags, en tur til Waves i tirsdag samt gå en tur ind til Roskildes centrum for at handle lidt ind i går og dels har jeg en lille snært af svimmelhed igen i dag.

Samtidigt med det er der også sket nogle ting i den nærmeste familie eller rettere nogle af dem, der står mig allernærmest, har været udsat for nogle ting, som jeg finder dyb forkasteligt og som gør mig rigtigt ked af det, men det er alt sammen noget, der er så privat, jeg ikke ønsker at dele det med andre eller at skrive om det her på bloggen i hvert fald ikke lige på nuværende tidspunkt, for måske skriver jeg lidt om det, når det hele er kommet sådant lidt på afstand.

For lige som at komme i gang med et eller andet samt nok mest af alt for at få sat lidt humør samt fut i mig, har jeg så her til formmiddag brugt lidt tid på at læse tilbage i min Skats og mit liv ved at læse de indlæg fra 29. oktober fra de sidste fire år, jeg har skrevet på min blog. Det havde så desværre bare ikke helt den ønskede effekt, for det fik mig også lige til at komme i tanke om nogle ting, jeg hellere end gerne vil have lidt på afstand og derfor skriver jeg nu dette indlæg for lige som at få sat nogle ord på nogle af mine mange tanker …

Den 29. oktober 2009 var en torsdag og jeg startede dagen med at hygge mig med at ajourføre min blog. Læs: jeg tillod mig at bruge lidt tid på at skrive lidt på min blog.

Jeg tillod mig også at bruge mit kamera en hel del den torsdag, fordi jeg sørgede for at nyde dagens solopgang så vel som at nyde dagens solnedgang og om formiddagen gik jeg en god lang hyggelige tur i mit lokalområde, hvorunder jeg nåede at fotografere cirka 250 billeder, som jeg stadigvæk glæder mig til at bruge til et indlæg på min blog om efteråret 2009s mange kønne farver.

Så var det lige, at jeg endnu en gang blev mindet om, hvor rent ud skrevet dårlig jeg altid er til at leve mine behov samt lyster ud, for havde jeg været bare lidt bedre til det, var det nævnte indlæg jo allerede skrevet … jeg mener … i går for eksempel mødte jeg min Skats tante i Kvickly og hun er her på det sidste blevet en rigtigt gammel nedbøjet kone at se på. Hun fortalte mig, at hun føler sig ensom, for der er ikke så mange tilbage af dem, hun har kendt samt besøgt og talt med. Hun forslog, at vi, når nu jeg bare går derhjemme og ikke har så travlt, skulle mødes en formiddag om ugen og så få en kop the samt snakke lidt sammen i nogle timers tid.

Jeg var lige ved at sige: "Ja", men så gik trolden op i mig … for det er altså ikke min skyld, hun føler sig ensom og i bund samt grund burde det vel være hendes for længst voksne, men dog stadigvæk hjemmeboende datter, der tog sig af hende og ikke min Skat samt mig ?

Selvfølgelig kunne jeg næppe tage skade af at misbruge et par tre timer på hende en gang om ugen, men på den anden side hvorfor skulle jeg dog gøre det ?

Personlig ville jeg nok have meget mere glæde af at bruge de timer på at for eksempel hygge mig med at skrive på min blog og hvorfor er det altid mig, der skal tage mig af familiens gamle ? Og hvorfor er der aldrig nogen andre, der kan finde ud af at gøre ?

For at komme tilbage til torsdag den 29. oktober 2009, så var aftens menu .. kogte kartofler, masser af bløde løg, kogte porrer, der var pyntet med lidt friskkværnet peber, stegt svinelever samt nogle skiver rugbrød og pudsigt nok så er det lige præcist det sammen, vi har planlagt til i aften.

Den 29. oktober 2008 var en onsdag og jeg startede dagen med at tænke lidt over, hvorfor jeg eller retter hvor meget jeg skriver på min blog. Resten af dagen blev brugt på oprydning og så nåede jeg at fremstille fjorten lodne edderkopper.

Begge indlæg var positive læsning, for de fortalte mig jo, at jeg havde brugt dagen på at gøre noget, der betyder noget for mig at få lov til at gøre og som jeg havde haft glæde af samtidigt med jeg havde hygget mig med det.

Til gengæld var det ikke lige frem positive minder jeg fik, da jeg læste dagens indlæg fra den 29. oktober 2007, der var en mandag. Godt nok nåede jeg om aften at få færdigmonteret en sort hæklet taske, jeg var gået i gang med at fremstille i løbet af vores sommerferie i det jyske, men de tanke, jeg gjorde mig om morgen samt det faktum, at jeg dagen efter blev nødt til at sygemelde mig og især årsagen til jeg blev sygemeldt, er alt andet end positive.

Da jeg dagen efter sad hos min læge og jeg prøvede på ved at holde mig til de iskolde samt stenhårde faktumer i et desperat forsøg på at fortælle hende, hvordan jeg havde det samt hvad det skyldes, så valgte hun at overhører alle de symptomer, jeg kom med. Faktisk fortalte hun mig ganske lige som min mor, der jo som bekendt var det eneste normalt begravede menneske, der nogensiden har levet på den jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber, at jeg bare skulle tage mig sammen, at jeg skulle lade være med at skabe mig samt at jeg godt kunne arbejdet en del del mere, end jeg allerede gjorde, at jeg rent ud skrevet er den eneste, der ikke har ret til at bestemme, hvad mit liv skal bruges til.

Jeg er udemærket også godt klar over, at hvis jeg ikke var brudt hulkende sammen foran min læge den dag, så havde jeg aldrig nogensiden fået den så hårdt tiltrængte sygemelding, og så havde jeg med 100% sikkerhed heller ikke være i live i dag, for så langt nedkørt var jeg rent faktisk på det tidpunkt.

Det værste ved det er så bare, at min gråd samt mine tåre ikke skyldes fortvielse eller sorg, men derimod en indeklemt vrede, der simpelhen bare ikke kunne komme ud på nogen som helst anden måde.

På en måde kan det vel være ligegyldigt, hvad der var årsagen til mit sammenbrud, jeg fik min sygemelding og jeg kom væk fra den arbejdsplads, der i den grad udnyttede mig til noget nær den allersidste bloddråbe, men personligt har jeg det rigtigt dårligt med det, fordi jeg kom til at bruge en af min mors manipulations metoder … jeg græd mig til at få min vilje.

Den 29. oktober 2006 var en søndag og dagens eneste indlæg handler om nogle af de mange små tegn på det var på, at det var efterår samt at julen var på vej.

Der er stadigvæk næsten tolv timer tilbage af fredag den 29. oktober 2010 og jeg håber, at jeg næste år, hvis jeg læser tilbage på min blog, kommer til at huske dagen som en virkelig dejlig en af slagsen. Nu vil jeg i hvert fald tage mig sammen til at foretage mig noget fornuftigt og jeg vil starte med at aflive opvasken.