Efter min Skat og jeg havde nydt vores middagsmad og vi fællesskab havde aflivet den medfølgende opvask, gik vi en tur ud på vores altan for at nyde den begyndende solnedgang samt alle vores alt andet end små plantepusser derude.

Min Skat undrede sig over, hvorfor jeg ikke havde knækket de nedfaldende kastanier, jeg tog med hjem i gå, før jeg lagde dem ned i en lille skål, der står til hygge og pynt ude på vores altan, og jeg fortalte ham, at det skyldes, at jeg har på fornemmelse, at de endnu ikke er modne nok til at blive knækket, men at de måske vil modne og derefter knække af sig selv.

Det korte af det lange er, at min Skat prøvede at knække en af kastanierne, der indeholdte ikke mindre end tre kastanier …

… der godt nok er lidt blege i det, men som min Skat sagde: "Det skyldes nok, de er næsten albinoer".

😉