Det her indlæg kommer til at bevise, at selvom jeg nogen gang er uhyggelige længe om at tage mig sammen til at gøre det, jeg har lovet nogen, så skal jeg nok gøre det på et eller andet tidspunkt.

Det er efterhåndens ved at være et par hvis ikke tre års tid siden, jeg kom til at love Solsikkens Sang, at jeg ville putte et billede af min ynglingsdukke, der for øvrigt også var den allerførste dukke jeg fik, ud på min blog, lige så snart jeg havde genfundet den.

Nu vil jeg ikke ligefrem påstå, at den var blevet væk. For jeg har hele tiden udemærket godt vist i hvilket af de endnu ikke udpakkede flyttekasser, den lå, men jeg viste også godt, at det ville kræve noget af mig og især meget på det psykiske plan at gå i gang med at tømme den pågældende flyttekasse, så jeg kan komme i gang med at rydde op samt sortere i dens indhold. Da langt det meste af flyttekassens indhold stammer fra min barndom og jeg ikke lige har det allerbedste forhold til den.

Godt nok ved jeg udemærket godt, at man ikke må være ærlig og slet ikke hvis det gør, at man tillader sig at give udtryk for, at man ikke lige frem synes, at ens barndom var noget, der er værd at huske, og man må slet ikke være ærlig, hvis det gør, at man udtaler sig negativt om sin mor samt den måde, hun var på. For så er man jo en ualmindelig dårlig samt utaknemmelig datter, men faktum er, at det meget langt fra var lutter gode og positiv minder samt tanker, der kom op i mig i går, hvor jeg endelige langt om længe gik i gang med at tømme den omtalte flyttekasse og jeg dermed blev genforenet med Mikkeline …

… jeg var cirka fire måner gammel eller skulle jeg heller skrive ung, da jeg fik hende, og vi har fulgtes ad i både tyk og tyndt samt delt både stort og småt stort set lige siden. Af en eller anden helt uforklarlig grund, så betyder lige præcist denne lille dukke noget helt specielt for mig og jeg er slet ikke i stand til at definere hvorfor, den gør det.

Ifølge min mors notater var jeg lige præcist fire måned og ni dage gammel eller skal jeg heller skrive ung, da hun gav mig denne dukke, og som det havesyge, topegoistisk samt uforskammede barn jeg allerede på dette tidlige tidspunkt i mit liv var, så undlod jeg at sige: "Tak" for den.

Det undrer mig for øvrigt, at min mor ikke har noteret, hvad dukken kostede, da hun købt den, for hun plejede ellers at være meget nøjeregnende samt nøjagtigt med hensyn til at fortælle, hvor meget de ting, hun gav væk, havde koste.

Nu ved jeg ikke, hvor mange børn der i en alder af lidt over fire måneder har lært at tale, men jeg tror, det er et så absolut mindretal, og selv om jeg utallige gange efter, jeg havde lært at tale, sagde: "Tak" ikke kun for denne dukke, men også for alt det andet, min mor havde givet mig, da jeg var helt lille, så blev hun ved med igen og igen at påpege, at jeg ikke havde sagt: "Tak" for tingene, da jeg fik dem.

Min mor blev også ved med igen og igen at påpege, at hver eneste gang hun havde købt et eller eller andet til mig, havde hun haft de færre penge til at købe noget til sig selv. Dermed havde hun offeret sig samt givet afkald for at jeg kunne få noget, jeg så ikke en gang havde sagt: "Tak" for.

Måske var det derfor, da jeg var blevet lidt ældre og jeg var begyndt at arbejde, at jeg faktisk ikke måtte købe så meget som en eneste lille bitte ting til mig selv, for de penge, jeg selv tjente og som var tilbage, når jeg havde betalt for at bo hjemme og for alle de mange praktiske ting og spørg mig venligt ikke om hvilke praktiske ting, der var tale om, for det ved jeg ikke, Mor gjorde ulønnet for mig, samt jeg havde lånt min fattige mor penge, som hun sjovt nok aldrig betalte tilbage, for det skulle en mor ikke, når hun lånte penge af et barn, hvis jeg ikke havde købt den samme ting til Mor eller jeg ikke havde købt en ting for mindst det samme beløb til Mor, samt hvis ikke Mor havde sagt god for, at jeg måtte foretage købet.

Gjorde jeg det så alligevel, så opfattede Mor det som om, jeg ikke elskede hende og det kunne jeg altså ikke være bekendt, at jeg ikke gjorde. For havde hun – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper – ikke offeret sig fuldstændigt totalt for mig, fordi hun havde sørget for at give mig mad via flaske hver tredje time, da jeg var spænd, og havde hun ikke også sørget for at skifte min ble efter hvert måltid mad ? Det gjorde nu ikke noget, at jeg ikke elskede hende, for hun døde nok snart og det var for øvrigt min skyld, fordi jeg ikke elskede hende !

Som jeg skrev i starten af dette indlæg, så var det desværre meget langt fra kun glade samt positive minder og tanker der væltede op i mig i går formiddags, da jeg genfandt min ynglingsdukke, men derfor gør det mig alligevel lidt ondt, at hun har fået en eller anden form for udslæt, men måske er det kun snavs, der forsvinder, hvis jeg vasker hende, hvilket jeg har tænkt mig at gøre.

Det lille sæt tøj, Mikkeline har på, er for øvrigt det sæt tøj, hun havde på, da jeg fik hende, og både dukkens alder samt den alder, jeg havde, da jeg fik hende, taget i betrækning er det vel rimeligt godt, at det sæt tøj stadigvæk er intakt. Det er nok ikke fordi, jeg ikke har passet på både dukken samt tøjet, at elastikken i trussernes talje er blevet slap.