Da min Skat og jeg havde nydt aftens menu samt vi lige havde nået at aflive dagens samlede opvask, gik min Stak i gang med at potte nogle ganske få af vores små plantepusser om, for de trængte virkeligt til at få et større urtepotte så deres rødder ikke bliver klemte.

Min skats startede med at flytte vores violer …

… fra mikrodrivhuset, hvori de blev sået, til en lille sort plastik altankasse …

… så de dermed har fået noget bedre plads til deres videre vækst.

Så gav han første det ene …

… og bagefter det andet af vores meget små æbletræer hver deres lille sort plastik urtepotte med tilhørende underskål …

… så de også fik lige mere plads til deres rødders videre vækst.

Derefter sørgede han for, at det største af vores ni pyntegræskarplanter fik en meget store sort plastik urtepotte med tilhørende undeskål …

… hvorefter det også fik en 210 centimeter lang grøn plastik plantepind, så den har noget, den kan klamre sig til. Desværre for den betyder det så også, at den nu er kommet til at fylde så meget samt er blevet så uhandy …

… at den ikke længere kan få lov til at overnatte indendørs, men det har den bare endnu ikke fundet ud af.

… frugt- og grønsagssalat ala Tine, kogte kartofler, frikadeller ala Peter med blandt andet knust stegt bacon, knust chili, knust hvidløg samt fint revet grøn peberfrugt, der er pyntet med lidt ketchup, samt nogle skriver rugbrød.

Da min Skat havde sikret sig, at jeg godt selv kunne finde ud af at rense samt indpakke skaderne fra mit lille løbestunt, smuttede han ud af hoveddøren, så han kunne komme ud på sig egen søndagløbetur, men han kom tilbage efter kun nogle få sekunder, hvorefter han fandt sit kamera frem og så smuttede han igen for så at vende tilbage igen efter kun nogle ganske få sekunder.

Dette skyldes, at han havde fået øje på en lille størrelse …

… der kravlede rundt på trappens gelænder ude i vores opgang og den ville han lige have et par tre gode fotografier af, da han synes, dens rygskjold ligner et våbenskjold, før han ville løbe dagens tur.

Jeg har for øvrigt lige via "Danmarks Store Natur Leksikon", der er skrevet af Tommy Dybbro og som blev udgivet af Politikens Håndbøger i 2004, fundet ud af … at det er en almindelig bærtæge …

… der lige som den grønne bredtæge tilhøre gruppen af bredtæger, der også benævnes som stinktæger, hvilket ikke er særligt godt beskrivende, da langt de fleste former for bredtæger, der lever i Danmark, afgiver et ildelugtendesekret, når de føler sig truet.

Den almindelige bærtæge suger saft på mange forskellige planter og den træffes især på læbeblomster, kurveblomster, hindbær samt brombær, hvor den ofte efterlader en irriterende smag.

Efter over halvanden års pause, hvilket skyldes dels en løbeskade, dels min svage højre ankel samt ømme højre hæl og dels min svimmelhed, genoptog jeg min løbetræning den 3. april i år, og da jeg jo havde holdt en meget lang samt højst ufrivillig pause, måtte jeg jo starte helt forfra, hvilket vil sige, at den allerførste løbetur i denne omgang kun var på to minutter altså cirka 250 meter.

Jeg har så lige så stille samt rolig forøget tiden, jeg løber i, og torsdag i sidste uge nåede jeg så op på otter minutter, hvilket vil sige, at jeg løb lidt over en kilometer. Det havde været meningen, at jeg i torsdag skulle have haft løbet i ni minutter, men da jeg var så flad og energiforladt, at jeg følte mig syg af det, hoppede jeg den løbetur over.

Set i bagspejlet – for det er jo altid utroligt nemt at være bagklog – så skulle jeg også havde haft lyttet til min krop samt dens behov igen i dag og dermed skulle jeg havde haft hoppet dagens løbetur over, men det gjorde jeg så ikke. Det gik jo også rigtigt godt de første fire minutters tid, men efter fem minutter begyndte jeg at følge min mere end fald og jeg satte mig for, at jeg ville stoppe ved nogle bestemte pæle, hvilket vil sige, efter seks minutter. Det næsten jeg opfattede var, at jeg lå lige så lang eller rettere lige så kort, som jeg er, på jorden, for jeg var simpelhen gået kold samt faldet.

Selvfølgelig blev min Skat både forskrettet samt urolig, hvilket jeg også var blevet, hvis det havde været ham, der sådant lige pludseligt var faldet, og han blev det især, fordi jeg var ærlige overfor ham og jeg derfor fortalte ham, at det ikke var min højre ankel, der var skyld i, at jeg var faldet, men slet og ret at jeg var gået fuldstændigt kold og at lyset var blevet slukket for mig.

Næste gang og det gælder ikke kun, når jeg er ude at løbe, skal jeg nok ikke prøve på at sætte mig et mål, men simpelhen stoppe lige så snart jeg føler, at jeg ikke kan mere. For det eneste jeg fik ud af dette er … en stor dyb hudafskrabning i begge håndflader samt på begge knæ, der nok også vil kunne fremvise nogle virkelige store "flotte" blå violette mærker i morgen.

Sidste weekend deltog jeg i en stor firmafest inklusiv overnatning, der så absolut alt andet end havde min interesse, for at glæde min Skat ( læs: for at forhindre at han skulle blive sur over, jeg ikke deltog ), og i hele denne uge har min Skat så været sur over, jeg ikke lige var helt så sød, nuttet og medgørlig, som han havde håbet på, jeg ville være.

Min Skats surhed er så til al held blevet mindre og mindre, jo længere væk fra sidste weekend vi er kommet og da vi nåede til denne weekend, var den heldigvis helt væk.

Der er altså godt nok noget om snakken … for uanset hvordan man vender og drejer sig, så vil ens bagdel altid vende bagud !