I går, da min Skat og jeg var ude at løbe vores sædvandelige fælles torsdags tur, foretog jeg et lille stunt … jeg fik sat venstre fod ned på en lille gren, der gav sig til at trille og da jeg forsøgte at rette mig selv op og dermed forhindrer, at jeg faldt, landede min højre fod på et eller andet, der fik mig til at vrikke om på den … bang … og så lå jeg ellers lige så lang eller rettere kort jeg nu en gang er.
Jeg rastet mig op og jeg løb også resten af turen, og lige så snart jeg var kommet hjem, gav jeg mig til at rense og vanske mine skader. Som altid, når jeg kommer noget til, blødte det meget, men det er ikke lige frem noget, som bekymrer mig, for som allerede skrevet, det gør jeg altid, også hvis jeg stikker mig på en nål eller skærer mig på et stykke papir.
Jeg havde stået et hul, der er på størrelse med en femmer, på mit venstre knæ. Jeg havde slået en hudafskrabning, der måler cirka 2,00 x 2,50 centimeter, på min venstre albue. Jeg havde et rødt mærke på størrelse med en enkrone på min højre albue og så havde jeg slået et hul, der måler cirka 2,00 x 2,00 centimeter, i min højre håndflade lige over håndleddet og lige under tommeltotten.
Jeg rensede det hele godt og jeg blev ved med at vaske det med sæbe og skylde efter med vand, indtil jeg håbede på, at nu havde jeg fået alle urenheder ud af sårene. Jeg pillede den løse hud af og så vaskede jeg det igen med sæbe og skyllede af med vand, før jeg sætte hæfteplaster hen over sået i håndflade, men jeg undlod at pakke de andre skader ind.
Allerede inde jeg gik i seng i går aftes, var det kommet en fin skorpe på både mit venstre knæ samt min venstre albue, men sået i min hånd var stadigvæk helt åbent og jeg gik ud fra, at det var fordi, det imodsætning til de to andre sår, havde været pakket ind. Så jeg tog hæfteplasteret af, ingen jeg gik i seng og så håber jeg på, at der var kommet skorpe på det her til morgen.
Det var der så bare ikke, for såret var stadigvæk helt åbnet. Det små blødte samt væskede og så mente jeg, at det nok var bedst bare sådant for en sikkerhedsnåls skyld at lade min læse se på det.
Nu er jeg ikke lige frem vandt til at bruge medicin og slæt ikke bedøvende midler, måske fordi jeg er barn af en pillemisbruger, og da jeg for fire års tid siden fik trukket en visdomstand ud, fordi den ikke kunne repareres ( det var så den første og indtil videre den eneste gang, jeg har prøvet at blive bedøvet. Da jeg ikke er blevet det, de fire gange jeg har fået ordnet et hul i en tand ) fortalte jeg min tandlæge, at jeg ikke er vandt til at tage nogen som helst former for smertestillende midler og at jeg derfor var mere bange for bedøvelsen end for at få trukket visdomstaden ud uden bedøvelse. Hun valgt derfor kun at give min halv dossig, men det var altså nok til at slå mig næsten helt ud. For det tog over to døgn, hvor jeg havde forgiftnings ligende symptomer, før jeg havde fået bedøvelsen helt ude af kroppen igen.
Min Skat tog derfor en flexfridag i dag, for han mente, at det nok var bedst, at han gik med mig over til min læge, for hvis hun nu var nødt til at ligge en lokalbedøvelse, fordi hun skulle rense såret yderlige. Det viste sig så til al held ikke at være nødvendigt. For min læge mente, at såret så helt fint ud og at der ikke så ud til at være noget unormalt ved det. At grunden til, der endnu ikke er kommet skorpe på det, skyldes, det er lidt dybere end de to andre sår og så at jeg ikke lige frem har holdt hånden i ro samt at såret har været dækket til, for det er også med til at sinke hellingen af det.
Jeg har fået at vide, at jeg skal sidde med hånden i varmt sæbespånevand tre gange fem minutter per dag, indtil såret begynde at hele og at jeg ikke må pakket det ind, men at jeg skal lade det være utildækket og så ellers holde hånden helt i ro … som om at jeg lige kan det ?
Selvfølgelig skal jeg være opmærksom på, hvordan såret har det og begynder det for alvor at væske eller hunden omkring såret begynder at skifte farve eller jeg får meget ondt i det, så skal jeg opsøge en læge, men det, håber jeg ikke, bliver nødvendigt.
Detter indlæg er venstre hånds arbejde. For jeg har ikke brugte begge hænder, sådant som jeg ellers altid gør, når jeg skrive på min computer. Jeg håber virkelig, at min håndflade har det bedre i morgen, for jeg kan hverken strikke, hækle eller brodere før, der er kommet skorpe på såret.
Min læge nåede også lige at tjekke de andre skader og hun benyttede sig af lejligheden til at både bukke og stække mit ventre knæ samt føle godt på det for at finde ud af, om jeg måske har forstuvet det eller brækket en lille flig af knæskalden, hvilket til al held ikke er tilfældet.
Det kan godt være, at min skat synes, han var skadet efter sidste år Erimatageløb, men jeg kunne altså gøre det bedre lige over i skoven. Ikke fordi jeg lige frem er stolt af det.