I forbindelse med mit indlæg både i går og i forgårs, samt især mit forhold til begge mine forældre så vel som mine følelser omkring samt mine minder fra min barndom, min opvækst og min unddom, som jeg føler, både Far og Mor på hver deres måde fuldstændigt totalt frarøvede mig. Fordi de begge to i deres egne top egoistiske lille bitte verden ikke var i stand til at skue længere væk fra dækningen af samtlige af deres egne behov end til deres egne lille bitte næsetip. Så tillader jeg mig stadigvæk den dag i dag at undre mig over, hvordan det kan være, at dem, der ved allermest om, hvordan tingene sådant rent faktisk forholdte i mit barndomshjem, pudsigt nok også er dem, der aldrig har sat deres ben i det rækkehus eller kun lige har været på besøg i et par tre minutters tid så tidligt på formiddagen, at Mor endnu ikke tilnærmelsesvis var nået bare kvartvejs igennem dagens øller.

Jeg synes, at det er ret så imponerende, at personer, der aldrig har mødt Mor eller kun lige har mødt hende i nogle ganske få minutters tid på et tidspunkt af dagen, hvor hun endnu ikke var vågnet helt op til dåd, langt bedre end mig er i stand til at komme med en både retfærdig og især sandfærdig beskrivelse af hende og den yderste både interessante og spændende hverdag sammen med hende.

Jeg synes især, at det er mere end fascinerende, at personer, der aldrig har mødt den anorektisk dybt alkoholisteret pillemisbrugende psykiske syge kvide, der var min Mor, og dermed aldrig nogen siden har oplevet bare en eneste "normal" dag sammen med hende, er i stand til at fortælle mig, hvor god kærlig og især omsorgsfuld en mor hun rent faktisk har været over for mig samt hvor dybt inderligt taknemmelig jeg den dag i dag stadigvæk skal være over den gode kærlige og især både beskyttende samt trykke barndom, opvækst og ungdom hun har givet mig.

Jeg er især træt af, at jeg stadigvæk den dag i dag skal betale af på en ubetalelig taknemmelighedsgæld, som jeg intet har gjort for at anskaffe mig, til personer, der intet absolut intet har gjort eller for den sags skyld absolute ikke har været noget som helst for mig, fordi de føler, de er gået glip af noget på grund af mig og især min tilstedeværelse i den familie.

For selvfølgelig kan det da slet ikke tænkes, at der måske er den simple årsag til, at jeg er i stand til at beskrive en barndom, en opvækst og en ungdom, som den jeg giver udtryk for i alle mine mange tanker og i alle de mange spørgsmål, som jeg blandt andet har har sat ord på i del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7 og del 8, fordi det rent faktisk er noget, jeg har selv har oplevet på min egen krop samt mit eget sind, og at det er på grund af en eller flere hændelser i min barndom, at jeg altid tæller alt mit vaske- og strygetøj.