Som jeg også skrev i del 1, del 2, del 3, del 4 og del 5, så skal barndommen være en let, lys og helt sorgfri tid, som man hukser tilbage på med meget stor glæde resten af sit liv, men hvad nu hvis ens barndom har været en mørk, tung og sorgfuld tid, som man kun har dårlige minder fra ?

Barndommens land skal være fuld af glad og uforpligtende leg, men hvad nu hvis man altid får at vide af ens mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – at den slags pjat har man altså ikke tid til. For har man det, er det fordi, man er doven og ikke tænker på andre end sig selv samt ikke hjælpe sin syge og dødende mor nok.

Hvilken indvirkningen har det på en, at man hver gang man leger, hver gang man læser i en bog med mindre man læser op for sin mor eller man sidder med et håndarbejde med mindre det er noget, man skal fremstille til sin mor, fortæller ens mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – en at den slags tidsspild har man altså ikke tid til. For har man det, er det fordi, man er doven og ikke tænker på andre end sig selv samt ikke hjælpe sin syge og dødende mor nok.

I barndommens land skal ens forældre kærligt lære en at klare sig selv, men hvad nu hvis ens mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – forlanger og forventer at man tager det fulde ansvaret for ikke kun sit eget, men også for hendes og resten af husholdningens ve og vel. Fordi hun, der jo kun vejede 65 pund, ikke kan klare det og man må jo kunne forstå, at når man som hun kun vejer 65 pund, kan man ikke klare at gøre andet end det, man har lyst til og hun har ikke lyst ikke at gøre noget af det huslige og derfor så skal hun heller ikke gøre det, for hun vejer jo kun 65 pund !

Hvordan skal man dog kunne forstå, at ens mor, der vejer meget mere end en selv, ikke kan klare de ting, hun godt mener, man skal kunne klare ?

End videre har man jo kun godt af at lære at gøre alle de mange forskelige huslige ting så tidligt som muligt, så man kan klare sigt eget og resten af husholdningens ve og vel uden sin mors hjælp. Fordi ens mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – ikke skal spilde sin tid på at hjælpe en. Fordi man er mere end både gammel og stor nok til at kunne klare sig selv.

Er der ikke en eller anden form for nedre grænse for, hvornår man kan klare at tage det fulde ansvar ikke kun sig selv, men også for rensten af husholdningen ?

Barndommens land skal være uden nogen som helst former for skyldfølelser, men hvad nu hvis man vokser op med en mor, der utallige gange dagligt fortæller en, at alt det onde, der er sket hende i løbet af hele hendes liv, er ens skyld, fordi man ikke elsker hende – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tåber – også selv om man hele tiden prøver på at bevise sin kærlighed til hende ved at føje hende og opfylde hendes ønsker 100% ?

Hvad indvirkning kan disse forhold have haft på et barns fysiske såvel som psykiske udvikling og kan man over hovedet taget forvente, at et barn, der vokser op under sådanne forhold, kommer til at elske sin mor fuldt ud betingelsesløst ?