Som jeg også skrev i del 1, del 2, del 3 og del 4, så skal barndommen være en let, lys og helt sorgfri tid, som man hukser tilbage på med meget stor glæde resten af sit liv, men hvad nu hvis ens barndom har været en mørk, tung og sorgfuld tid, som man kun har dårlige minder fra ?

I barndommens land hjælper forældrene deres barn med den personlig pleje, lige ind til barnet er i stand til at gøre det selv, men hvad nu hvis man også længe efter, man er blevet stor nok til at klare det selv, stadigvæk skal have sin mor med på badeværeslet, hver gang man går i bad. Fordi hun – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – udemærket godt ved, at den eneste grund til, man går i bad, er fordi, man så kan "lege og pille" ved sig selv, og den slags perverse griseri vil ens mor ikke finde sig i ?

I barndommens land hjælper forældrene deres barn med at gå på toilettet, lige ind til barnet er i stand til at gøre det selv, men hvad nu hvis man også længe efter, man er blevet stor nok til at klare det selv, stadigvæk skal have sin mor med på badeværeslet, hver gang man skal på toilettet. Fordi hun – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – udemærket godt ved, at den eneste grund til, man går på toilettet, er fordi, man så kan "lege og pille" ved sig selv, og den slags perverse griseri vil ens mor ikke finde sig i ?

Hvad nu hvis man aldrig nogensiden får lov til at være alene så meget som bare et eneste enkelt minut hverken på sit værelse, i sin seng eller noget som helst andet sted i hjemmet, fordi ens mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – udemærket godt ved, at den eneste grund til, man gerne vil være alene, er fordi, man så kan "lege og pille" ved sig selv, og den slags perverse griseri vil ens mor ikke finde sig i ?

Er det så barnet eller morderen, der er mest pervers ?

Vil et barn, der vokser op under sådanne nogle forhold, have en bare nogenlunde rimelig chance for at få et naturligt og normalt forhold til sin krop, dens funktioner samt sin seksualitet ?

Barndommens land skal være uden nogen som helst former for angst, men hvad nu hvis man vokser op med en mor, der utallige gange dagligt fortæller en, at hun er alvorlig syg og at hun meget snart dør, og at det er ens skyld, fordi man ikke elsker hende – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – også selv om man hele tiden prøver på at bevise sin kærlighed til hende ved at føje hende og opfylde hendes ønsker 100% ?

Hvad indvirkning kan disse forhold have haft på et barns fysiske såvel som psykiske udvikling og kan man over hovedet taget forvente, at et barn, der vokser op under sådanne forhold, kommer til at elske sin mor fuldt ud betingelsesløst ?