Som jeg også skrev i del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6 og del 7, så skal barndommen være en let, lys og helt sorgfri tid, som man hukser tilbage på med meget stor glæde resten af sit liv, men hvad nu hvis ens barndom har været en mørk, tung og sorgfuld tid, som man kun har dårlige minder fra ?

I barndommens land skal ens forældre lære en, hvem man kan stole på og hvem man ikke kan stole på, men hvad nu hvis man ikke kan stole på sin mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – fordi hun stort set aldrig fortælle sandheden, da hun stort set kun lever i en verden, der er mere eller mindre opbygget af løgn ?

I barndommens land skal ens forældre lære en, at man skal kunne stå inde for, hvad man lover og siger, men hvad nu hvis ens mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – aldrig holder det, hun har lovet en. Fordi hun, der jo kun vejer 65 pund, ikke skal gøre det og man må jo kunne forstå, at når man som hun kun vejer 65 pund, kan man ikke klare at gøre andet end det, man har lyst til og hun har ikke lyst ikke at gøre noget af det, hun har lovet dig, og derfor så skal hun heller ikke gøre det, for hun vejer jo kun 65 pund !

Vil det få en til at forstå, hvorfor man skal holde, det man har lovet ?

Vil det få en til at tro, at man kan stole på andre ?

Og vil det være med til at give en selvværd, for er man overhovedet taget noget værd, når andre ikke behøver at holde det, de har lovet en ?

I barndommens land skal ens forældre lære en at kende forskelig på sandhed og løgn, men hvad nu hvis ens mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – lærer en, at man skal lyve og samtidigt forlanger hun, at man altid skal fortælle den fulde sandhed, men hvis man fortæller sandheden og ikke den løgn, som hun vil have, man skal fortælle, siger hun, at man lyver og at man ikke er til at stole på, fordi man fortæller sandheden og ikke den løgn, hun vil have, man skal fortælle ?

Vil det få en til at kende forskel for sandhed og løgn ?

Og vil det få en til at forstå, hvorfor man skal fortælle sandhenden og ikke en løgn ?

Barndommens land skal være uden nogen som helst former for angst, men hvad nu hvis man vokser op med en mor, der utallige gange dagligt fortæller en, at hun er alvorlig syg og at hun meget snart dør, og at det er ens skyld, fordi man ikke elsker hende – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – også selv om man hele tiden prøver på at bevise sin kærlighed til hende ved at føje hende og opfylde hendes ønsker 100% ?

Hvad nu hvis ens mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt er omgivet af en flok lalleende tumper – hver eneste gang man går fra hende, fordi man for eksempel skal i skole eller til købmanden efter flere øller til hende, altid fortæller en, at hun lige så godt kan tage livet at sig selv, fordi man ikke elsker hende, for hvis man elskede hende, ville man ikke gå fra hende ?

Hvad indvirkning kan disse forhold have haft på et barns fysiske såvel som psykiske udvikling og kan man over hovedet taget forvente, at et barn, der vokser op under sådanne forhold, kommer til at elske sin mor fuldt ud betingelsesløst ?