Da min Skat og jeg lørdag den 4. august 2007 for allerførste gang besøgte Tivoli samme, var det også den allerførste gang i mit liv, jeg besøgte den hyggelige gamle have. For det var ikke lige frem den slags fornøjelser, der var flest af i min barndom samt ungdom.

Til gengæld har min Skat og jeg så efterhåndens nået at besøge Tivoli en del gang samme og vi har mere eller mindre gjort det til en fast tradition, at vi skal besøge den gamle hyggelige have et par tre gange i løbet af dens sommersæson, en gang i løbet af skolernes efterårsferie samt et par gange ved juletid.

Så ledelse har vi allerede i år nået at besøge Tivoli ikke mindre end tre gange, da vi var et smut derinde både onsdag 4. august, onsdag den 2. september samt i dag lørdag den 16. oktober i år, men nu har vi jo også begge to indvisteret i et årskort til Tivoli og så skal de årskort sørme også bruges eller er det totalt spild af penge.

Min Skat og jeg nok nogle af de meste kedelige besøgende, Tivoli har, for vi nøjes altid med bare at gå rundt i den gamle hyggelige have, imens vi nyder samt især fotografere de mange synsindtryk, og det lykkes da også altid for os begge to at tage et hav af billeder hver gang, vi er i Tivoli. Til gengæld har vi endnu ikke prøvet så meget som bare en eneste af den gamle hyggelige haves mange forlystelser.

Det syntes min Skat så, at vi under dagens besøg skulle ændre på, så derfor så forslog han, at vi skulle prøve lykken i Andedammen. Han mente, at vi ville have en større chance for at vinde, hvis vi købte seks ænder, det vil sige, vi brugte 40,00 kroner på projektet. Han betalte og jeg fiskede ænder, men det var jeg vist nok ikke lige frem særlige god til, for jeg fik kun to ænder med hvid bund og de fire øvrige ænder havde hver deres farve bund.

🙁

Helt tomhændet gik vi dog ikke derfra, for vi fik lov til at vælge en ting på deres hylder med trøstepræmier og mit valg faldt på denne lille søde lysegule plys kanin …

… som barn og teenager havde jeg to hermelin dværgkaniner. Min storebror sørgede for, de kom ind i mit liv, da jeg var ti et halvt år gammel og den sidste af dem døde, da jeg var 21 år, og jeg drømmer stadigvæk om at få en lille kælekanin igen. Denne kanin er ikke den ægte vare, men den kræver så til gengæld heller ikke lige så meget omsorg samt plads, som en levende kanin jo ville gøre.

Så nu er jeg igen på en måde blevet kaninejer.

🙂