… kogte gulerødder, kogte kartofler, masser af blød løg, oksemedaljoner samt nogle skriver rugbrød.

Tænk at der virkeligt skulle komme til at gå et helt års tid, før jeg i søndags fik taget mig sammen til at udvælge billederne til de tre indlæg, som jeg har skrevet på i løbet af denne uge og jeg så endeligt har postet her til morgen. Det er jo godt nok utroligt, men ikke desto mindre er det sandt.

Faktisk er de ældste af de mange indlæg, jeg stadigvæk mangler at skrive på min blog, fra august 2007, ikke fordi det på nogen som helt måde gør det bedre.

I søndags var det lige præcist et helt års tid siden, min Skat og jeg sørgede for at få en rigtigt god en på opleveren. For vi kørte en tur til Helsingør, hvor vi startede med at besøge Helsingør Bymuseum, derefter gik vi en meget kort lille tur rundt i den gamle hyggelige købstad på egen hånd, før vi kørte op til Øresundsakvariet. Efter et par hyggelige timer der, satte vi atter kursen hjem ad og som man plejer at sige: "Ude er godt, men hjemme er dog bedst".

For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Antonius dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Antonius dag og i følge legenden blev han født i år 251. Hans forældre var anset samt velstillede kristne, der boede i Kome i Mellemegypten. Efter forældrene død samt inspireret af evangeliet om den rige yngling, gav Sankt Antonius alle sine ejedele væk, før han som cirka tyve årig begav sig ud i ørken i nærheden af sin hjemby, hvor han levede som eneboer.

Senere flyttede Sankt Antonius ind i en klippehule i den libyske ørken, hvor han i de sene nattetimer kæmpede imod djævlens mange voldsomme legemlige og sjælelige fristelser samt dæmoniske pinsler, hvilket han dog overvandt gennem årelange kampe samt især bøn.

Igennem sit liv som eneboer opnåede Sankt Antonius en stor berømmelse, der rakte langt udenfor Egypten, så derfor opsøgte folk fra nær og fjern ham for at få svar på spørgsmål, for at blive velsignet eller for ligefrem at blive helbredt.

Man anser Sankt Antonius for at være munkevæsenet fader, da en stor discipelskare med tiden samlede sig omkring ham, og han blev forbillede for flere samfund af eneboere i for eksempel Milano, Rom og Trier. Man ved dog ikke med sikkerhed, om det rent faktisk var Sankt Antonius, der omkring år 305 grundlagde de allerførste kloster i Egypten for de såkaldte antonitter-munke.

Sankt Antonius død i år 356 og han blev derfor angiveligt mere end 100 år gammel.

Sankt Antonius protateres som oftes samme med et svin, hvilket skyldes, at de så kaldte antonitter-munke havde ret til at lade deres svin løbe frit omkring og derfor anset Sankt Antonius for at være svinenes beskytter samt helgen.

I Danmark har Sankt Antonius lagt navn til en særlig fin form for svinekød, de så kaldte antonius-svin og i dag er der for øvrigt 34 år siden, den slags svinekød for allerførste gang blev solgt i en danske butik.

I det gamle bondesamfund ansås Sankt Antonius for øvrigt også for at kunne beskytte mod smertefulde sygdomme og derfor henvendte man sig via bøn til ham, hvis man selv eller en af en nærmeste var plaget at kroniske smerter eller sygdom.

Pudsigt nok så er der mig bekendt ikke nogen som helst former for varsler i forbindelse med Sankt Antonius dag.