Min Skat og jeg fandt en god parkeringplads til bilen, hvor den kunne hygge sig, imens vi fik en god en på opleveren, og derefter gik vi det meget korte stykke vej, der var hen til Helsingør Bymuseum …

… der siden 1977 har haft til huse i et enestående gammelt købstadhus det forhenværende Karmeliterhuset, der ligger i Sankt Anna Gade nummer 36 i Helsingør.

🙂

Karmeliterhuset har en både lang og spændende historie, der begynder den 11. juli 1516, da Christian Den Anden gav Helsingørs Karmeliterkloster tilladelse til at bygge et stenhus, der skulle bruges som sygehus for "fattige syge udenlandske skibmænd og skibsfolk til ro og lise, hjælp og trøst". Sygehuset blev bygget på klostrets grund syd for klosterkirken på hjørnet af de nuværende Hestemøllestræde samt Buxtehudestræde, og det blev drevet af karmelitermunkene ved økonomisk hjælp via gaver fra "gode mennesker". Sygehuset rummede cirka ti senge, hvor syge søfolk blev behandlet.

Man kan stadigvæk godt genkende Karmeliterhuset første bygning i den nuværende bygning, for husets oprindelige vestlige ende kan ses i muren mod Hestemøllestræde samt i nordvæggen ud mod Bymuseets gård. Sandsynligvis har det oprindelige 15 meter lange og godt 7 meter brede stenhus haft kamtakkede gavle. Fra Hestemøllestræde ses nogle fladbuede nicher og cirkelblændinger, der skyldes den oprindelige en-etages bygnings lave magasinetage under taget. De fladbuede nicher har været små luger og de den gang nok hvidkalkede blændinger har været pynt. På bygningens sydøstlige hjørne er der en lille sandstensniche, hvor der har stået en helgenfigur, der sandsynligvis har været jomfru Maria, da klosteret var indviet til hende. Den nuværende figur er et rekonstruktions forsøg af nyere dato.

Senere blev Karmeliterhuset solgt til rådmand Asgud Mikkelsen, der nok har brugt det til bolig. Han havde flere hestemøller i Helsingør og i 1548 lejede han yderligere en plads på Helliggeisthusets, det vil sige hospitalets, kirkegård op til kirkedøren. Her byggede han et hus til foder og derefter en hestemølle. Da bygningerne var færdige, brugte han kirkegården til at age ud og ind til møllehuset.

Efter reformationen blev hovedparten af Karmeliterklosteret i 1541 omdannet til et hospital for "de arme, syge og sårede mennesker" og i 1550 solgte Asgud Mikkelsen sin gård med grund til den højadelige Herluf Trolle, der i 1544 var blevet høvedmand og lensmand på Krogen Slot, det der senere blev til Kronborg Slot. Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye ejede allerede to haver på Sanden, der var den sandede strækning øst for Sofie Brahesgade og Karmeliterklosteret, altså der hvor jernbanen samt en del af skibsværftet senere kom til at ligge.

I 1554 købte Herluf Trolle endnu et stykke af Hospitalets grund, det var dog bare en jordstrimmel, som var 25 meter lang og 2 til 3 meter bred, der lå langs det nuværende Hestemøllestræde. Herluf Trolle gik i gang med at bygge et fornemt byhus, som formentligt var beregnet til at være bolig til ham selv og hans hustru, da han det samme år ophørte med at være lensmand.

Den nye bygning blev opført i forlængelse af det tidligere hospital, sådan at facaden blev 37 meter lang. Udefra markeredes Herluf Trolles hus med den særegne gavl mod Sankt Anna Gade. Denne gavl var supermoderne i forhold til byens traditionelle senmiddelalderlige kamtakkede gavle. De kamtakkede gavle, som bygningen har i dag, blev opførte ved restaureringen af Karmeliterhuset i 1905.

Man ved det ikke, men måske har det oprindeligt været Herluf Trolles plan at øge husets areal med en vestfløj. Herluf Trolle og Birgitte Gøyes tid i Helsingør blev dog relativt kort, da Herluf Trolle i 1561 blev lensmand på Københavns Slot. Samme år skænkede ægteparret deres gård og de to haver til byens latinskole, som de allerede i 1555 havde oprettet et legat til.

I 1568 blev der for øvrigt opsat en mindetavle i Sankt Olai Kirke. Denne mindetavle fortæller nærmere om Herluf Trolle og Birgitte Gøyes legatstiftelse.

I middelalderen lå Helsingørs by- og latinskole bag Sankt Olai Kirke, der hvor Sophie Brahegade ligger i dag, men efter reformationen flyttede den til Karmeliterklosterets vestfløj. Skolens medarbejderstab bestod foruden rektor kun af en lære eller hører, som det hed dengang. Senere blev lærestaben udvidet og i 1648 var den oppe på fem lærer. For at frigive penge til vedligeholdelse af både hospitalet og latrinskolen blev et stykke af Karmeliterhuset jord frasolgt i 1578, men der var alligevel ikke nok penge, så resultatet blev, at Karmeliterhuset blev solgt i 1587.

Oprindeligt var gade niveauret i Sankt Anna Gade og Hestemøllestræde 126 centimeter lavere, end det er i dag, men i 1584 og 1585 blev gade niveauret hævet til det, det er i dag. Denne terrænhævningen ses tydeligt på Karmeliterhusets kældernedgang i vestgavlen samt i Hestemøllestræde.

Helsingørs bormester og råd fik i 1586 en kongelig bevilling til at sælge latinskolen til giverens slægt samt udsætte pengene på rente til fordel for latinskolen. Køberen blev Peder Brahe, der var gift med Margrethe Gøye, som var Birgitte Gøyes niece. I modsætning til de tidligere ejer var Peder Brahe og Margrethe Gøye ikke barnløse, for det lykkedes for dem at få i alt syv børn.

Peder Brahe og Margrethe Gøye byggede i løbet af 1590erne Karmeliterhusets vestsløj, der var helt tilpasset det nye forhøjede gadeniveau, som også etageinddelingen føjer sig, hvilket forklarer niveauforskellen mellem Trolle-salen og Brahe-længen. Vestfløjen blev bygget direkte til dets sydfløj, lige som den også blev bygget uden en selvstændig gavl og mod nord blev vestfløjen afsluttet med en smukt svunget renæssancegavl.

Peder Brahe døde i 1610 og på det tidspunkt havde han to sønner, den ene nåede dog at dø, så der kun var Otto Brahe tilbage til at overtage gården. Senere blev Otto Brahe stærkt forgældet, og tilsyneladende blev gården overtaget af en af hans kreditorer, der hed Tage Andersen Thott. Det var i hvert fald Tage Andersen Thott, der i 1630 solgte "De Sjællandske Brahers gård" til Helsingør by. Det var borgmester Peder Svendsen, der på Helsingørs vegne købte "De Sjællandske Brahers gård" til de fattige, og gården blev fra da af kaldt Fattiggården.

Det oprindeligt Karmeliterhus blev i 1632 forhøjet, sådant at dets sydfløj fik den samme højde på hele tagryggen, som det hedder i dag. Man kan for øvrigt læse årstallet for byggeriet på husets facade ud mod Hestemøllerstræde, lige som man også kan aflæse forhøjelsen ved murværkets forbandt. Den store port i Karmeliterhusets vestfløj ud mod Sankt Anna Gade, der er det nuværende Bymuseums indgang, var en offentlig indgang til Sankt Mariæ Kirkegård og den blev så også indgangen til Fattighusets gård. Man mener, at kirkegårdsmuren har gået helt op til Karmeliterhusets nordvestgavl helt frem til 1800årerne.

I løbet af 1600- og 1700årene blev der bygget to bindingsværkslænger, den ene mod øst og den anden mod nord, sådant at Karmeliterhuset blev omdannet til et firefløjet anlæg. I 1700- og 1800åerne boede forstanderen for det Almindeligt Hospital i klosterbygningerne samt for Fattighuset i bygningens vestfløjs første sal. I 1761 fandtes der i Karmeliterhusets sydfløjs underetage tre opholdsstuer med tilhørende køkkener, 33 himmelsenge samt en prædikestol, hvor latinskolens øverste diciple holdt prædiken med rektors tilladelse.

Karmileterhuset førstesal blev i 1790 indrettet med stuer, køkkener samt et lille aflukke til afdødes fattige ejendele og i salen stod der 25 himmelsenge. Der var i alt plads til 58 lemmer. Fra 1738 blev der drevet et spinderi i sydfløjens underetage og i 1806 blev endnu et spinderi med to spindestuer oprettet i Fattighusets forstanderlænge, dette spinderi ophørte dog allerede ti år senere. I bygningens sydfløj blev der i 1805 oprettet en fattigskole, hvor der frem til 1841 gik ikke mindre end 90 til 120 elever. Da Fattigskolen i 1841 blev nedlagt, blev der i stedet for indrettet kvistlejligheder til husvilde familier.

Man ved, at der i 1761 boede 71 fattiglemmer i bygningen, deres gennemsnitsalder var 60 år og der var ingen børn imellem dem. Dette antallet steg indtil 1845, hvor der var 96 fattiglemmer. Til at bespise de fattige var der ansat en kogekone, som sammen med sin familie boede på stedet. Der var indkvarteret menige soldater i bygningen i 1872, og i løbet af 1890erne begyndte man så at rømme det efterhåndens ret så forfaldne Fattighus, som i folkemunde blev kaldt for "Skændlenshus". De allersidste fattiglemmer var ude af bygningen i 1902.

Fra 1910 til 1971 fyldtes hele det gamle Karmeliterhus af Helsingørs Folkebiblioteks bøger og i 1977 flyttede Helsingør Bymuseum så ind i bygningen.

🙂

Min Skat og jeg startede med at købe vores billetter, hvilket foregik i museumsbutikken, hvor man blandet andet også kan købe bøger, brugskunst samt dukkehuse …

… og forskellige miniature ting til dukkehuse samt kikkasser.

Vi gik hen til selv udstillingen …

… og vi startede vores besøg på Helsingørs Bymuseum med at studere den flotte og meget dejtaljerede model af Helsingør anno 1801 …

… det har taget cirka 20 år at fremstille modellen, der er bygget af elmetræ i størrelseforholdet 1:300, og den blev opstillet på Helsingørs Bymuseum i 1989. Cirka 75% af dens bygningen kan for øvrigt stadigvæk opleves og ses i Helsingørs gamle bydel.

I starten af 1800årerne var Helsingør en blomstrende handelsby, hvor tusindvis af handelsskibe ankede op på byens red, og når skipperne gik i land for at betale Øresundstolden, benyttede de samtidigt lejligheden til at indkøbe forsyninger til skibenes videre rejse.

Handlen var så absolut Helsingørs borgers indtægtskilde og hele byens livsnerve, og den skabte stor travlhed både i håndværkernes værkstedet, købmandsgårdene, toldkammeret samt værtshusene, hos færgemændene og på skibsbroen samt på torvet.

Helsingørs velstand, som især var betinget af den lange forudgående fredsperiode, skabte en livlig byggeaktivitet over alt i hele byen og det er derfor, at 1700årernes borgerlige bygningskunst stadigvæk præger store del af Helsingør.

Som det også var sket før i Helsingørs historie, blev byen senere ramt af en brat økonomisk nedgang og Napoleonskrigene, der jo bragte Danmark i krig med England, medførte, at år 1801 på mange måder kom til at danne et meget markant skel i byens historie samt udvikling.

Vi fandt også denne planche, som jeg var nødt til at del i to, hvis man skal kunne læse, hvad der står på dem, der oplister, hvor mange virksomheder, der var i Helsingør i 1801 …

… oversigten er udarbejdet efter samtidige bygningsbeskrivelser de såkaldte brandtaksationer. Derfor viser listen kun de erhverv, der har præget de bygninger, som har huset dem, i form af butikslokaler, fabriksvirksomhed eller værksteder.

Det betyder, at alle småudslag fra boder og kælder, det vil for eksempel sige alle byen mange grønthandler, samt erhverv, der blev drevet fra selve boligen, det vil for eksempel sige hjemmesygning, skibsklarering og skrædderi ikke er med i oversigten. Det sammen er tilfældet med blandt andre færgemænd og murere, der jo udførte deres erhverv i det fri.

I 1801 var der udsigt til endnu en krig og derfor reorganiseredes Helsingørs borgervæbning, da man oprettede et artillerikops, er skulle støtte besætningen på Kronborg og Skanseørebatteriet. De tre uniformer i denne montre …

… stammer fra denne tid og det samme gør musikinstrumenter, der har været brugte til at informere byens borger om den igangværende brand, samt medaljer …

… Helsingørs borgervæbning kan for øvrigt spores tilbage til midten af 1500årerne og omkring år 1600 bestod den af cirka 700 mand, som i krigstilfælde skulle gøre tjeneste på Kronborg. En noget mindre styrke holdt hver nat vagt i byen og denne tjeneste blev senere overtaget af vægterne.

Helsingørs brandkorps bestod af flere afdelinger … en afdeling tog sig af den direkte bekæmpelse af selv branden, en anden afdeling tog sig af nedbrydning af de omkringliggende huse for at begrænse brandens omfang, en tredje afdeling sørgede for ro og orden. Endeligt var der reservekorpset, som blev indsat når den første afdelingen havde klaret de første seks timers arbejde.

Den borgerlige værnepligt kunne den gang aftjenes enten i borgenvæbningen eller i brandkorpset og byens vognmænd skulle bringe vand ved ildsvåde, hvilket alt efter årstiden foregik på vogne eller på sælder som den, der kan ses på dette billede …

… Helsingør fik for øvrigt sin første brandsprøjte i 1640.

Vi benyttede os af muligheden for at komme en tur rundt i bymodellen via de opstillede høretelefoner og denne 15 minutter lange rundtur gav os både et spændende historisk tilbageblik samt en rigtigt god introdution til resten af de udstillede genstande i museets underetage.

Vi forlod rummet med bymodellen og gik videre ind til næsten rum …

… der fortæller om sygdomsbekæmpelse samt Øresunds og Helsingørs Sygehospital, og hvor man kan se en udstilling om det nedlagte Svaneapotek …

Både min Skat og jeg var dybt fascineret af denne oppustet pindsvinfisk …

Alle pindsvinfisk tilhøre den samme familie af tropiske saltvandfisk, der er specielle, fordi alle tænder i både over- og undermunden er smelte sammen, så de i reliktenten kun har en tand i henholdsvis over- og undemunden. Pindsvinefisk har et meget kraftig bid, der knuse både krebsdyr samt muslinger. Deres primære føde er skaldyr, men i princippet er de altædende.

Når en pindsvinfisk føler sig truet, puster den sig op, så dens lange pigge stritter ud til alle side på den krop, på den måde kommer den til at ligne et pindsvin og det er derfor, den har fået sit navn. Det gør også, at den bliver meget svær at angribe og næsten umulige at sluge.

Nogle pindsvinefisk er desuden ekstremt giftige takket være et giftstof, der hedder tetradotoxin. Denne nervegift dannes af bakterier i pindsvinenes tarmkanal og overføres blandt andet til deres hud, kønskirtler samt lever.

Selv om pindsvinefisk er ekstremt giftige, er de en yndet spise i Japan, og når de bliver tilberedt korrekt, er de helt ufarlige, men derfor dør der alligevel mere end 50 mennesker årligt som følge af akut forgiftning.

På væggen ud mod Sankt Anna Gade hænger der to spændetrøjer …

… der har været brugt på det gamle Øresunds og Helsingørs Sygehospital, der lå i Fiolgade, når det var nødvendigt at lægge enkelte forstyrrende samt urolige patienter i spændetrøjer, så disse kunne opholde sig på hospitalet uden for megen gene og risiko for de øvrige patienter samt personalet. Den gang havde man nogle ganske små og uhyggelige rum, der blev kaldt for cellerne, hvori man anbragte disse urolige patienter. Ved Øresunds og Helsingørs Sygehospitals udvidelse i 1938 indrettede man to særlige sygestuer i en anden bygning til afløsning af cellerne.

Ingirører fra det nedlagte Svaneapotek …

… samt kirurgiske og medicinsk remedier fra det gamle Øresunds og Helsingørs Sygehospital …

Til højre for den ælde kone i lænestolen står der en såkaldt fødestol …

… der omkring år 1870 har været i brug på Øresunds og Helsingørs Sygehospital, der lå i Fiolgade. De flettede gjorde skulle støtte den fødendes ryg, tømmerne med håndtag var til at trække i og under selve fødselen blev der anbragt et bækken i den udskårne bue.

Dette er en såkaldt portechais …

… altså en form for båre, der blev anvendt ved Øresunds og Helsingørs Sygehospital lige indtil 1907. Patienten lå godt beskyttet mod både vejr, vind samt blikke og hvis det drejede sig om en smitsom sygdom var det jo nok udemærket med en afskærmning for omgivelserne.

Den blev især brugt under koleraepidemiens hærgende i 1850erne til at fragte kolerasyge sømænd fra deres skibe og til de tre karantænestationer. Den ene af dem lå ved det gamle Øresunds Toldkammer og de to andre lå ved Lappen og Svingelport.

På det gamle Øresunds og Helsingørs Sygehospital i Fiolgade havde man denne madvogn …

… der var tilstrækkeligt udstyret til at opfylde de hygiejniske krav, man stillede omkring 1850, som blev brugt til at bringe mad ud til patienterne.

Dette er et spisereglement for både første, anden samt tredje klasse på det gamle Øresunds og Helsingørs Sygehospital …

… og så sent som i 1899 blev en patient udskrevet fordi vedkommen have overtrådt spisereglementet ved at hente mad udenfor hospitalet.

Vi forlod rummet, der handler om det gamle Øresunds og Helsingørs Sygehospital samt det nedlagte Svaneapotek og vi gik ind i det næste rum, der handler om Helsingørs arkæologi …

… her kan man blandt meget andet blive klogere på fænomenet strandvasker samt se nogle af de mange arkæologiske fund …

… man har fundet under udgravninger i Helsingørs by …

Der er også en udstilling om byens kirker og kloster …

… både dem, der nu er nedlagte, og dem, der stadigvæk findes …

Så var vi nået til denne opstilling …

… der fortæller lidt om Godthåb Glasværk, der i 1848 blev anlagt på Godthåb Strandmark nord for Helsingør. Glasværket, der var i skrap konkurrence med glasværket i både Holmegaard og Kastrup, producerede cirka 350.000 flasker det første år.

I 1851 var den årlige prodution nået op på cirka 500.000 flasker og der var 40 medarbejder ansat, men desværre gik glasværket fallit i 1856. Året efter i 1857 blev det overtaget af købmand Mathias Jørgensen og produtionen blev nu solgt igennem Holemgaards Glasudsalg i København.

I 1861 var den årlige prodution nået op på 1.300.000 flasker eller bouteiller, som de også blev kaldt, og efter en sammenslutning med Kastrup Glasværk blev der opført to nye grundmurede glashytter med moderne oven.

Den dag i dag findes der slagger, som stammer fra glasprodutionen, langs med Nordre Strandvej samt i Sommariva Haven.

På væggen over den ovenfor omtalte opstilling om Godthåb Glasværk hænger denne munkestol …

… der er fra omkring år 1500. Den blev under en restaurering i 1900 fundet på Sankt Mariæ Kirkens loft. Den er nok det eneste, der er tilbage af kirkens oprindeligt inventar.

Ikke ret langt fra munkestolen finer man denne håndkværne …

… der var forbundt, hvor i mod peber- og sennepskværne var tilladt. Dette skyldets, at Helsingørs store heste- og vindmøller havde eneret på at male alt mel.

Langt de fleste af disse håndkværne er desværre gået til og mange af dem er nok endt som stengulve i byens kældre eller som sten i gårdenes brolægninger.

Så var vi nået igennem alle udstillingslokalerne i Helsingør Bymuseums underetage og vi var nået til trappeopgangen …

… som min Skat …

… fotograferede på vores vej op ad trappen …

… men inden vi begyndte at gå op af tappen, skulle han lige have et nærbillede af dette skilt …

… samt af selve trappen …

… han forsatte med at fotografere den hele vej op …

I hel trappeopgangen til første sal finder man en udstilling …

… der handler om livet i Helsingør i perioden fra 1940 til 1945 altså under Anden Verdens Krig samt Besættelsen …

… hvor man blandt andet kan se de køkkenredskaber …

… der blev brugt i den periode som for eksempel en høkasse.

Så var vi nået hele vejen op af trappen og vi var blevet meget klogere eller retter vi havde fået et godt indblik i det daglige liv under Anden Verdens Krig samt Besættelsen.

Hvad mon der gemmer sig bag denne dør ? …

Som allerede omtalt så købte lensmand og rigsadmiral Herluf Trolle det tidligere Karmelitersygehus og nuværende Bymuseum i 1550, hvorefter han ombyggede det til en stor præsentabel gård med kamre, kældre, loft, stuen og ikke mindst den store sal …

… som vi trådte ind i. Vi startede med at se nærmere på en kopi af lensmand og rigsadmiral Herluf Trolles rustning fra 1560 …

… den originale rustning står i Herlufholms Kirke ved Herluf Trolle og hans kone Birgitte Gøyes gravmægle. Kopien blev for øvrigt fremstillet i 2007 af plattenslager Martin Leif Andersen fra Holeby.

Det var harniskviskerne, der sørgede for den daglige pasning af adelsmændenes og kogernes rustninger eller harnisker, som de også bliver kaldt, sådant at de altid var vedligeholdte, skinnende samt blanke.

🙂

I over 400 år blev Øresundstolden indkrævet ved Krogen og senere fra Kronborg Slot. I de første cirka hundrede blev afgiften opkrævet fra selve borgen og fra den toldbod, der i 1562 blev opført af lensmand Herluf Trolle.

Helsingør var i flere århundreder verdensberømt eller rettere skrevet verdensberygtet på grund af denne særegnede form for told, der var en afgift, som alle skibe, der passerede Øresund, pænt måtte betale til den danske konges egen pengekasse.

Til at begynde med var Øresundstolden en simpel afgift, hvor alle skibe skulle betale det samme nemlig en guldnobel, men senere fandt man på at opkræve både lastetold og værditold. På den måde var det skibenes last af varer, der var afgørende for, hvor stort et toldpligtigt beløb, der skulle betales.

I hele perioden, hvor Øresundstolden blev opkrævet, var der ingen skibe, der vovede sig forbi Krogen og senere Kronborg uden at stryge topsejlet samt kaste anker.

Man ved ikke med sikkerhed, hvordan den jernbeslåede kiste, hvor de mange opkrævede penge blev opbevaret, så ud, men den kan godt have set ud som denne …

… det var for øvrigt kun kongen samt hans meget betroede folk, der have en nøgle til kisten.

🙂

Vi fik lov til at hilse på Herluf Trolle, der allerede havde sat sig til bords, samt hans hustru Birgitte Gøye …

… Min Skat …

… skulle lige have et god billede af lensmanden samt den skueret …

… de skal til at indtage.

Man brugte de såkaldte skueretter i både middelalderen samt i renæssancen, og ved både Frederiks Den Andens samt Christians Den Fjerdes hoffer var der skueretter på kongens og hans sønners borde hver eneste dag.

En skueret var en ret, der kun var beregnet til at skue og altså ikke kunne spises. De kunne være fremstillet af gibs eller voks og ved de store fester kunne de forestille optrin fra den græske mytologi eller hele jagtscener. De var altså en slags avanceret bordpynt.

Den store pragt smittede også af på de egentlige spiseretter, der også kunne være meget flot pyntede eller "forklædt" som de dyr eller fugle, de havde været, før de blev tilberedt.

I 1500tallet var fasaner for øvrigt ret nye i den danske natur, for de var ført til Danmark ene og alene med henblik på jagt. Før fasanerne kom til Danmark, havde svanerne været yndede til pragtretter, men fasanernes fjer er jo mere prangede end svanernes og så smager fasaner efter sigende også bedre end savner.

Jeg fik hilst på Birgitte Gøye …

… både hendes og hendes mand Herluf Trolles dragter er kopier, der er udført af kulturhistorikeren Casper Andreas Jørgensen.

Inden vi forlod den store dansesal, kom vi lige forbi denne maximillianske pladerustning fra cirka 1560 …

… der er blevet brugt til turneringsbrug samt parader. Den mangler krave, skuldrestykker samt underben.

På museets første sal får man ikke kun bygningen historie som adelsboligen, men også historien om bygningens senere funktion som fattighus i 270 år.

Der blev oprettet en spindeskole for både børn og voksne i fattighuset, denne skole flyttede senere til Stengade. Skolen fungere som en form for børnehus samt opdragelseanstalt for børn, hvis forældre var bundfattige, døde eller moralsk fordærvede.

I skolen var der en arbejdsstue og en lærestue for børnene …

… hvert barn skulle dagligt undervises i kristendommen i tre timer og resten af tiden gik med at lære at spinde samt strikke. Drengene fik dog lov til at lære at regne og skrive, imens pigerne kun skulle lære lige præcist så meget, at de kunne bruges som tjenestepiger.

Nogle af børnene fra fattighuset fik lov til at arbejde på Classens Reberbane, der lå der, hvor Helsingørs Hovedbibliotek ligger i dag.

Inden vi forlod den store sal, så vi lige lidt nærmere på denne opstilling …

… der fortæller lidt om Christians Den Fjerdes Gethus i Helsingør.

Gethuset, der lå på hjørnet af Kongensgade og Sankt Anna Gade, blev bygget i 1600 og det blev fjernet i 1658. Dette sket fordi Kronborgs forsvarer afbrændte de dele af Helsingør, der lå tættest på Kronborgs bastioner, for at gøre det svære for den svenske hærs 3.000 mand at invadere Kronborg, da de nåede til Helsingør den 17. august 1658.

Det imponerede Gethus, der blev brugt til støbning af kongens kanoner, blev opført som en del af en storstillet våbenfabrikkation i Hellebæk samt Helsingør under Kronborg, og det blev bygget under ledelse af kongens bygmester Hans Von Andorff fra Antwerpen.

Om Hans Von Andorff kan jeg fortælle, at han i 1568 var indvaret fra Nederlandene og han fik senere borgerskab i København. Nogle år efter blev han den kongelige majestæts murmester på Kroborg samt Krogen. I årerne 1576 og 1577 stod Hans Von Andorff som Frederiks Den Andens bygmester på Kongens Mølle i Hellebæk og han kom senere til at arbejde for Christian Den Fjerde.

Hans Von Andorff allersidste opgave for Christian Den Fjerde blev det kongelige Gethus i Helsingør i 1600 og han døde det samme år uden at have fuldført det store byggeri.

Vi forlod den store festsal og kom ind i denne entre …

… der rummer montrer, hvori der er udstillet forskelige genstande …

… der har været brugt i Karmeliterhuset igennem hele dets historie lige fra det i 1520 var sygehus for fremmede syge søfolk, over dets tid som fornem adelsbolig samt fattighus og frem til 1973 hvor man begyndte at omdannet det til Helsingør Bymuseum.

Vi forlod første sal og vi gik via trappen ned til stueplanet, i dette trapperum finder man denne montre …

… med dukker, der har cirka 150 år på bagen, samt en dukkeklinik med materialer, reservedele, værktøj samt mange andre ting, som en dukkedoktor arbejdede med. Helsingør Bymuseum fik dukkerne og dukkeklinikken af Else Egedam i 1989.

Det så absolut allersidste, man får øje på, før man forlader Helsingør Bymuseum er dette skilt …

… og både billedet samt dets tekst skal tages 100% bogstaveligt, for man træder rent faktisk direkte fra museets dørtrin og ned på selve kørebanen, og selv om vi befinder os midt inde i Helsingørs bys hjerte og selv om bilerne ikke må køre særligt stærkt her, så kan man stadigvæk godt komme slemt til skade, hvis man ikke lige passer på.

🙂

Man kan læse samt se mere om Helsingør Bymuseum på … www.museerne.helsingor.dk.

Peter har også skrevet om vores besøg på Helsingør Bymuseum og man kan se de allerbedste af de billeder, som han har taget under vores besøg, her.