… over den måde, hvorpå min medmennesker prioriterer, hvad der er vigtigt og hvad der ikke er vigtigt, at de bruger deres fritid på. For eksempel …

Her til aften har min Skat og jeg været til husmøde i den boenhed uden på plejecentret, som danner rammen for min Skats farmor samt ni andre ældre medborgers dagligdag, da det er deres hjem og har været det i op til over 3½ år på nuværende tidspunkt. Dem, der var inviteret til at deltage i dette møde, var plejecentret nye daglige leder, den ansvarshavende for de to af plejecentrets fem huse, hvoraf Farmors boenhed udgør en fjerdedel, beboerne og så deres pårørende.

Vi var fire pårørende, der repræsenterede tre beboer, hvilket vil sige, at der var syv beboer, som ikke havde en pårørende med til dette møde.

Nu ved jeg godt, at det er langt fra alle, der har fået børn og dermed børnebørn samt oldebørn. Jeg ved også godt, at der er en risiko for, at selv om de har fået børn og især hvis de har fået deres børn tidligt eller meget tidligt i livet, at disse børn så enten er døde eller selv så gamle, handicappet og syge, at de ikke er i stand til at deltage i et møde som dette, men at deltagelse fra de pårørendes side af var så ringe, det, synes jeg nu alligevel, er for dårligt.

Jeg kan så glæde mig over, at der denne gang deltog pårørende til 30% procent af beboerne. For sidste gang, vi var til et husmøde derude, deltog der kun pårørende til 20% procent af beboerne, men jeg vil så også påstår, at det helt sikkert er mere end 20% eller 30% procent af beboerens pårørende, som helt sikkert sidder klisteret foran fjersynet, hver gang en eller anden dødsyg serie eller sportsbegivenhed kører hen over skærmen, og efter min mening er det altså langt vigtigere at følge med i de levendes hverdag og liv end i diverse fiktive personers hverdag og liv eller diverse sporsudøvers præsentationer.