Det her …

… er så absolut undtagelsen, der bekræfter reglen … for allerede for lidt over tyve års tid siden, da jeg den allerførste og indtil videre den eneste samt forhåbentligt også den sidste gang prøvede en omgang dobbeltsidig seneskedbetændelse, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig nogensinde mere ville bruge mine hænder til at hverken hækle, strikker eller sy noget for andre.

Dette har jeg så også fuldstændigt overholdt, for hver gang nogen har spurgt mig om jeg ville hækle, strikke eller sy et eller andet til dem, har jeg meget konsekvent svaret: "Nej". Dette har dog i årernes løb ikke forhinderet mig i at fremstille en hel masse til andre, der har så bare være tale om ting, som er blevet brugt som gaver i forskellige anledninger.

I et meget letsindigt øjeblik kom jeg til at love Sister Bonde, at jeg ville lære hende at hækle, og inden jeg fik set mig om, havde dette tilbud taget en noget mere omfattende drejning, da det var endt med, jeg havde lovet at hækle de manglede blondeborter og tungekanter for hende. Nu skal dette ikke læses som om, jeg har fortrudt, at jeg har givet hende dette tilbud, for det har jeg ikke. Jeg har endnu aldrig, og jeg kommer nok heller aldrig nogen sinde til at gøre det, lovet eller tilbudt nogen noget, uden jeg lige fra start af har være villig til at holde det.

At jeg så efterhåndens rigtigt mange gange i løbet af mit liv er blevet tvunget til at udføre diverse arbejdsopgaver for andre, der enten ikke selv kunne eller gad og hvor dem, der så burde havde haft taget over, fuldstændigt har svigte, det er så en hel anden historie, som vi ikke skal ind på lige her og nu.

I går eftermiddags kiggede Sister så forbi mig for at aflevere hendes færdigt strikkede og monterede sommetrøje, opskriften samt garnet og i går eftermiddags begyndte jeg på opgaven. Jeg nåede at hækle blondeborten forned på kroppen og begge ærmer, tungekanten langs med begge forstykkerne og rundt i halen samt hæfte de medfølgende ender i løbet af eftermiddagen samt aften i går. Her til formiddag gik jeg så i gang med at hækle tungekanten på kroppen, men da jeg var nået lidt under halvvejs slap garnet desværre op.

🙁

Derfor har jeg lige måtte sende en sms til Sister, som nu har følgende to muligheder … enten skaffer hun mig et nøgle garn mere og så hækler jeg resten, eller også så undvære hun tungekanten på kroppen samt begge ærmerne og så piller jeg den del af tungekanten på kroppen, som jeg har nået at hækle, op. Så må vi se, hvad hun beslutter sig til.