Der er to mænd, der betyder alt simpelhen alt for mig … den ene er min kæreste og den anden er min storebror. Min Skat kom ind i mit liv for små ti års tid siden og jeg havde aldrig nogen sinde end ikke i min allervildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville kunne komme til at elske et andet menneske så højt, som jeg elsker ham. Poul har altid været en meget central samt yderst elsket person i min tilværelse og jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg skulle kunne klare mig uden ham og hans kærlighed samt omsorg, for han har jo altid været der for mig uanset hvad.

Min Skat har jeg boet sammen med i små seks års tid og jeg viste udemærket godt, at når jeg flyttede til Roskilde, ville Poul og jeg ikke komme til at ses lige så tit, som vi havde vandt til at gøre det, imens vi boede kun fem minutters gang fra hinanden, men vi kunne jo stadigvæk tale i telefon sammen lige så tit, vi havde lyst til det.

Poul og jeg taler ikke i telefon samme hver dag, men stort set næsten hver dag og det behøver ikke at være nogen lang samtale, bare den er lige præcist lang nok til, jeg kan få at vide, at alt står vel til hos ham og hans kat, der hedder Sweetheart, samt at de begge to har det godt.

Da Poul og jeg snakkede sammen onsdag aften havde ingen af os rigtigt tid til det, han sad og spillede et computerspil sammen med en af hans nære venner og min Skat samt jeg var på vej ud af døren, da vi skulle til lokalhistorisk aften i den nærliggende kirkes menighedshus. Så Poul og jeg aftalte, at han skulle ringe til mig torsdag aften, når han en gang var nået hjem. Da han endnu ikke havde ringet til mig ved 21:00 tiden, ringede jeg til ham, men da jeg kun fik fat i hans telefonsvarer, gik jeg ud fra, at han nok endnu ikke var nået at komme hjem samt at hans mobiltelefon var løbet tør for strøm, for det er sket før.

Jeg prøvede at ringe til Poul flere gange i løbet af i går aftes og hver gang fik jeg kun fat i hans mobiltelefons telefonsvarer og for hver gang blev jeg mere og mere urolig for, om der mon var sket ham noget. Jeg indrømmer heller end gerne, at jeg ikke har sovet overvælgende godt i nat og at hver gang, jeg har været vågen, har jeg tænk på, hvordan Poul havde det, men jeg beroligede mig selv med, at når jeg ville ringe til ham i løbet af morgen eller formiddagen, ville hans mobiltelefon atter være opladet og jeg ville få fat i ham. Det fik jeg så bare ikke, da jeg ringede til ham ved 7:30 og uden nogen som helst former for betænkningstid, besluttede min Skat og jeg derfor, at nu kører vi altså til Herlev, for at se om der er noget galt hos Poul og om han har brug for vores hjælp.

Vi var inde hos Poul ved 8:05 tiden og allerede da jeg ringede på dørklokken første gang, kunne jeg høre Sweetheart miave, næsten gang jeg ringede på dørklokken, kunne jeg høre, at Poul var på vej ud for at åbne døren og jeg var bare så glad samt endnu mere lettet, da han åbnede hoveddøren og jeg kunne se, at han var helt frisk samt især i live.

Poul var ked af, at han ikke havde ringet til mig hverken i går eller i forgårs, men hans mobiltelefon var løbet tør for strøm torsdag eftermiddag og da han fik den opladet igen, kunne han ikke huske sin pinkode, så efter tre forkerte forsøg var telefoner derfor blevet spæret og han skal så finde sin pukkode, som han ikke lige kan huske, hvor han har lagt. Samtidigt med det, så har han kun alle de vigtigste telefonnummer liggende i mobiltelefonens telefonbog og ikke nogen som helst andre steder, og han kunne derfor ikke bare låne en anden telefon for at ringe til mig og fortælle mig, at hans mobiltelefon er ude af drift.

Først blev Poul ked af, at min Skat og jeg var kørte fra Roskilde til Herlev på grund af ham, men bagefter blev han glad for det. For det kan vel kun siges at være en form for kærlighedserklæring fra han lillesøsters side af, at hun og hende kæret sådan farer ind til ham for at tjekke, hvordan han har det, når de ikke har hørt fra ham og de ikke har kunnet komme i kontakt med ham i nogle dage.