Da jeg for små seks års tid siden flyttede til Roskilde, satte jeg mig for, at jeg ville lære min nye by at kende, og det har jeg så også forsøgt på at gøre blandt andet ved at gå mange lange turer i mit "nye" lokalområde samt ved at besøge de lokale museer og især deres særudstillinger samt deltage i diverse former for byvandringer med mere. Dog undrer det mig, at de alle som en kun handler om livet nord for jernbanen, der kom til Roskilde i 1847, hvor Det Sjællandske Jernbaneselskab anlagde Danmarks første jernbane, der gik mellem København og Roskilde. Det skal dog lige nævnes, at der på Roskilde Museum er en lille montre, hvori der bliver fortalt lidt om Roskilde Festivalen.

Så da jeg i lørdags så i Roskilde Avis, at der ville blive afholdt en lokalhistorisk aften i Jakobskirken på Astersvej i aften i tidrummet fra 19:00 til cirka 21:30, foreslog jeg min skat, at vi skulle prøve at finde ud af, om det var noget, vi ville deltage i.

Vi ville være i god tid og det viste at være godt, at vi ankom allerede ved 18:45 tiden, for på det tidpunkt var alle pladserne stort set optaget og der blev ved med at komme flere og flere, der gerne ville deltage i den lokalhistoriske aften. Arrangørerne var dog forberedte og de fandt bare flere stole samt borde frem, efterhåndens som det blev nødvendigt.

Da arrangement endeligt begyndet, fortale ordføreren os, at de var overvældet over det store fremmøde. For i deres meste optimistiske øjeblik, havde de håbet på, at der måske ville komme maximalt 30 personer, og vi var langt over fire gange så mange.

Bort set fra jeg ikke lige kan forstår, hvorfor vi skulle spilde tiden med at synge tre sange fra "Den Danske Højskole Sangbog" i løbet af den første times tid, så var det et godt arrangement, og jeg håber, at denne aften kun er den første af en lang række arrangementer om historien syd for jernbanen.

Historisk set har jernbanen altid trukket et mentalt skel igennem Roskilde. Der er dem, der bor nord for jernbanen, og der er dem, der bor syd for jernbanen, og det sidstnævnte er ikke så fint. Bydelen syd for jernbanen har heller ikke en lige så lang fortid, som den nord for jernbanen har, men der er alligevel sket meget igenemme de sidste hundrede års tid.

Der begyndte især at ske noget syd for jernbanen efter Domsognet menighedsråd i 1909 fik et hospital, der var begyndelsen til det, der i dag er Roskilde Sygehus. Derefter begyndte der at komme lidt industri i form af blandet andet garverier til denne del af byen og medarbejderne skulle jo have et sted at bo og derfor begyndte man at bygge boliger til dem.

Vi nåede at høre om livet i 1930erne og 1940erne i det gamle villakvarter omkring Knudsvej, om garverierne på Eriksvej, der var arbejdsplads for mange mennesker, og om den gamle dyreskueplads på Køgevej, der blev anlagt så langt væk fra Roskilde bymidte som over hoved taget muligt. Den lå der, hvor der i dag er rådhus.

Vi nåede kun at deltage i aftens første halvdel, for vi var begge to trætte og vi kunne ikke se nogen grund til at spilde en halv times tid med at se de andre drikke kaffe og spise kage, før man ville gå i gang med aftens anden halvdel, der ville være et erindringsværksted, hvor de fremmødte ville have mulighed for at fortælle de historier, som de kan om området syd for jernbanen.

… endte med at blive to forskellige retter, for min Skat fik resten fra i går og jeg fik …

… et par farserede porrer samt nogle skriver rugbrød.

Så er vi sørme allerede nået til onsdag morgen og dermed er i hvert fald min Skat og jeg nået til denne uges tredje arbejdsdag og forhåbentligt også den tredje sidste arbejdsdag i denne uge. Så nu begynder vi så småt at kunne få øje på den hårdt tiltrængte kommende weekend.

Ingen af os er på toppen lige for tiden, min Skat har stadigvæk ondt i halsen og han er mere eller mindre konstant drønhamrende træt på grund af det store arbejdspres, han snart har lidt under i et år tid. Selv hoster jeg stadigvæk på ottende uge, og selv om hosten dog trods alt er på retur, så er det lige som, den bare ikke vil slippe sig tag i mig. Dertil kommer, at jeg stadigvæk er mere eller mindre ufrivilligt spæret inde i vores lejlighed, da jeg helst ikke må hverken gå, stå eller støtte på min højre hæl, og jeg slet ikke på gå mine sædvandelige seks til ti kilometer hver dag, hvis den skal have en mulighed for at blive rask igen.

For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Fabians og Sankt Sebastians dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Fabians og Sankt Sebastians dag.

Ifølge legende blev Sankt Fabian i år 236 udnævnt til pave Fabian den 1., da en flok kristne var forsamlet i Rom for at vægle en ny biskop, pludseligt satte en due sig på Fabians hoved og på trods af at han var en fremmed i byen samt at der var flere kendte mænd imellem kandidaterne til det ledige embede, så tog man det som et tegn på, at han skulle udpeges til det høje embede, hvilket han besad frem til sin død den 20. januar 250.

Det siges, men det vides ikke med sikkerhed, at pave Fabian den 1. døbt kejser Philip Araberen og hans søn, at han stod for byggearbejdet i katakomberne, at han styrkede kirkens organisering i Rom samt at han udnævnte embedsmænd til at registrere martyrernes bedrifter.

Rent faktisk ved man ikke ret meget med sikkerhed om pave Fabian den 1., men der dog tegn på, at hans embedsperiode havde stor betydning i den kristne kirkes tidlige historie samt at han blev højt værdsat af Cyprianus, der var biskop af Karthago.

Pave Fabian den 1. led martyrdøden under kejser Decius' forfølgelser af kristne den 20. januar 250, og han blev begravet i Callistus' katakomber, hvor der er fundet et mindesmærke for ham.

Ifølge legende var Sankt Sebastian officer i kejser Diocletians hær af livvagter samt hemmeligt kristen, men da dette i år 286 blev afsløret, blev han dømt til døden ved skydning og derfor blev han overgivet til mauretanske bueskyttere, der bandt ham til et træ samt efterfølgende gennemborede ham med pile, men på trods af at han blev ramt af adskillige pile, så døde han ikke.

Det siges, at en enke plejede ham tilbage til livet, men at kejser Diocletian endnu en gang dømte ham til døden og denne gang skulle han dræbes af kølleslag. Bagefter blev Sankt Sebastians lig smidt i en kloak, hvor det blev fundet af en from kvinde, der drømte, at Sankt Sebastian bad hende om at begrave hans lig i nærheden af katakomberne.

I gamle dage troede man, at … safterne begynder at stige i alle væksterne på Sankt Fabians og Sankt Sebastians dag … og det er jo dejligt at vide, at på trods af vinternes frost og sne, så er forårets godt nok meget langsomt ved at ankomme til vores breddegrader.