Arkiver

Det er onsdag …


Hverdagen.

… og dermed har min Skat samt jeg lige taget hul på denne uges tredje arbejdsdag, der forhåbentlig og også bliver denne uges tredjesidste arbejdsdag – han på sit arbejde og jeg herhjemme, hvor det er min mening, at jeg vil bruge dagen til at komme godt ned i bunken med tøj, der skal vaskes og stryges samt måske få ryddet lidt mere op samt sorteret i nogle af mine hobbymaterialer. For jo flere af dem jeg får på plads, jo lettere bliver de at få fat på og jo større bliver muligheden for, at jeg kan komme til at bruge dem.

Min Skat er desværre stadigvæk rigtigt sløj og jeg har det meget dårligt med, at han kører på arbejdet, når jeg kan fornemme, at han ville have haft meget bedre af at blive hjemme i sin seng. Noget jeg udemærket godt ved, jeg ikke kan overtale ham til at gøre, for dertil er han alt for pligtopfyldende, men på den anden side jeg kan ikke bebrejde ham det, for jeg har selv alt for mange gange gået på arbejdet i stedet for at passe på mit helbred.

I følge DMI vil dagtemperaturen i dag nå lige over frysepunktet og lige nu er der minus 0,5 grader her i Roskilde. Jeg kan se, at der er is på smeltevandspytterne ned på parkeringspladsen og jeg kan hører, at vores varmemester lige har kørt den store saltbøsse ud af garagen.

Så selv om vi i hvert fald i følge kalenderen nu er tre dage inde i det så efterlængste forår, så er der godt nok ikke ret meget forår i luften, hvis vi altså lige ser bort fra solsortens kønne morgensang, som den har underholdt med siden i søndags.