Jeg har brugt det meste af indeværende uge til at rydde op og sortere i indholdet af en enkelt flyttekasse, der dermed er blevet tømt. Det ser selvfølgeligt ikke ud af så meget, men da den kun indeholdte mange meget små ting som for eksempel knapper, perler og lignende, så er det rent faktisk rigtigt mange små ting, der har været igennem min hænder, før de så forhåbentlig endeligt langt om længe er kommet på plads og de dermed fremover vil være meget nemmere at finde frem samt få fat på, når jeg skal bruge dem.

Jeg håber, at når jeg en gang forhåbentlig ikke så forfærdigligt ret meget længere ude i fremtiden har fået alle mine kreative materialer puttet rigtigt på plads, at jeg så også får mulighed for at komme i gang med at bruge dem.

I mandags fandt jeg to nøgle blåt ( farve nummer 9 ) Bianca ( 100% merceriseret bomuld ) fra Marks & Kattens Garner samt opskriften, der var årsagen til, jeg tillod mig at købe garnet. Ideen er bare aldrig nogenside blevet ført ud i livet, for min mor, der jo i hvert fald efter hendes egen mening, var det eneste normalt begavede menneske, der nogenside har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber, kunne ikke lide garnets farve og hun kunne slet ikke lide modellen, jeg havde tænkt mig at bruge det til. For øvrigt havde jeg heller ikke tid til at fremstille noget til mig selv, for der var altid et eller andet, jeg lige skulle fremstille for eller til hende.

For øvrigt skulle jeg igen efter Mors – det eneste normalt begavede menneske, der nogenside har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – mening heller ikke spille min tid på at hækle det, der var årsagen til, jeg havde købt garnet. For jeg ville aldrig nogenside komme til at bruge det, fordi det kun er billige liderlige tøser, som kun er ude på at bliver voldtaget af så mange mænd som over hovedet taget muligt, der går med kjoler eller nederdele.

Så det kom til at gå med disse to nøgler blåt garn lige som med de sytten nøgler tyndt hvidt garn, jeg i løbet af efteråret hæklede små runde mellemlægsservietter af.

Til al held er min mor – det eneste normalt begavede menneske, der nogenside har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – for længst død, det gjorde hun for 16½ år siden, og selv om jeg jo helst ikke må indrømme det samt udtale mig om min barndom offentligt, så er jeg faktisk glad for det. Om ikke af andre årsager så ene og alene fordi, hun ikke længere kan forhindre mig i udfolde mig kreativt samt i at være den pige, jeg rent faktisk inderinde er.

Så jeg tog granet samt opskriften og så gik jeg ellers i gang med at hækle dette bærestykke …

… der skal bruges som toppen på en kjole, samt dette mellemværk …

… der skal bruges i tallen på den samme kjole. Jeg har dog på fornemmelsen, at jeg omdanner det til et bælte. Det er så meningen af selv kjolen skal sys af et stykke matchende stof. Jeg har bare endnu ikke fundet eller købt stoffet, der skal bruges dertil, for jeg kan ikke helt blive enige med mig selv om, det skal være ensfarvet eller småmønstret.

Bærestykket samt mellemværket er designet af Ellinor Abenth og opskriften har været bragt i Familie Journalen nummer 29. Jeg kan bare ikke finde ud af i hvilket år, for det står der ikke noget om, men jeg vil tror, at det har været en gang i slutningen af 1980erne, og bort set fra jeg endnu en gang har måtte tilpasse en opskrift efter min egen ringe størrelse og at jeg har tilføjet tungekanten forneden, i halsen samt i begge ærmegab, så har jeg ikke foretaget yderligere ændringer.