Da min Skat var kommet hjem fra arbejdet samt han havde spist noget frokost og vi begge to lige havde fået en is, blev vi enige om, at nu var det hvis nok ved at være på tide, at jeg endeligt langt om længe prøvede at udfordre min højre hæl bare en lille bitte smule.

Det skal dog lige skrives, at det er i fuld samråd med min fysioterapeut. For sidste gang jeg var ude hos ham, blev vi enige om, at jeg meget småt skal begynde at gå igen, men jeg må kun gå lige indtil min højre hæl begynder at brokke sig. Det vil sige, jeg må ikke gå lige ind til, jeg føler, at nu gør det så ondt i min højre hæl, at jeg ikke længere kan holde det ud, men derimod kun lige indtil min højre hæl begynder at give lyd fra sig.

Det gør så også, at hvis jeg skulle gå lige indtil, jeg ikke længere kan udholde smerterne i min højre hæl, så vil jeg kunne gå cirka 8 kilometer, men hvis jeg kun må går lige indtil, min højre hæl begynder at brokke sig, så kan jeg kun gå cirka 800 meter og der er jo godt noget af en kæmpestor forskel på de to distancer.

I sidste uge prøvede jeg godt nok at gå en tur over til Fakta i Østervangs Centret et par gange, og begge gange begyndte det at gøre ondt i min højre hæl sådant cirka, når jeg var nået halvdelen af hjemvejen.

I dag ville jeg dog over til skoven. Det vil sige, den lille skønne grønne oase, der ligger klemt godt inde imellem Holbækmotorvejen, et kolonihaveområde samt et parcelhuskvarter. Allerhelst ville jeg være gået helt over til "mine" ænder over ved dammen, for det er ved at være næsten fire måneders tid siden, jeg sidst har hilst på dem, men jeg var udemærket godt klar over, at det ville min højre hæl aldrig nogenside været gået med til. Så derfor nøjes jeg med at gå over til skovens indgang samt et lille stykke hen ad dens sti, men jeg gik ikke længere end til det sted, hvor stien slår det allerførst sving.

Selvfølgelig havde jeg taget mit kamera med og til min store glæde kunne jeg se, at de første små forårsbebuder i form af erantisser …

… samt vintergækker …

… er begyndt at kigge frem. Faktisk stod de noget så smukt flere steder langs med stien. Da vi nåede til det sted, hvor stien slår sit allerførste svinge, kunne vi både høre samt se, at fuglene er begyndt at vende tilbage til deres reder oppe i træerne …

… vi stod stille i et kort øjeblik, hvor vi bare nød synet af de travle fugle, der er ved at klargøre rederne fra de forrige år til dette års kuld af unger, før vi vente om og gik hjemad. Da vi nåede til ungdomsboligerne, begyndte min højre hæl at give lidt lyd fra, men det lykkedes for mig at få den til at tie stille, fordi den lige fik en lille kort pause, imens jeg fotograferede dette billede …

… af den lavhængende sol bag træerne langs med stien. Det var helt dejligt at komme ud at gå en lille bitte tur, men desvære havde det så bare den bivirkning, at jeg nu i endnu højere grad savner at kunne gå mine dejlige lange daglige tur i mit lokalområde.

Jeg er dog udemærket godt klar over, at jeg bliver nødt til at vente med at komme i gang med dem igen, for efter bare denne lille bitte korte tur er min højre hæl nu blevet så sur på mig, at den ikke vil finde sig i at jeg støtter på den, uden den lige skal gøre mig opmærksom på, at det her vil den altså ikke være med til.