I onsdags kom jeg jo til at skrive lidt om mit mildt skrevet meget dårlige forhold til alle dem, jeg under et plejer at kalde for altuvidende hvidtekittelklædte orakler. Jeg kom også til at skrive om en episode hos min læge, der fandt sted for tre måneders tid siden, og det har så fået mig til at tænke lidt mere over en episode hos min læge, der fandt sted onsdag den 17. februar i år …

Årsagen til jeg opsøgte hende startede op allerede om lørdagen, for jeg var småsvimmel, da jeg stod op om morgen, men det har jeg været så mange gange før og det plejer at gå over af sig selv igen i løbet af et par tre døgns tid, hvis jeg tager den lidt med ro. Jeg var også svimmel om søndagen samt om mandagen, da jeg stod op.

Det var altså meget langt fra første gang i mit liv, jeg prøvede at være svimmel samt at have kvalme, men alle de andre gange er det som allerede skrevet mere eller mindre gået over af sig selv i løbet af maximalt et par tre døgns tid og jeg har aldrig før prøvet, at jeg i stedet for at få det bedre, kun har fået det være og være i løbet af dagen.

Faktisk har jeg aldrig nogensiden før prøvet at være så svimmel, at jeg slet ikke har været i stand til at rejse mig op fra liggende til siddende stilling og jeg har heller aldrig nogensiden før prøvet at være så svimmel, så selv når jeg lå helt fladt og helt stille på ryggen, føltes det som om, jeg befandt mig i midten af en højhastigheds centrifuge.

I løbet af den mandag, fik jeg det være og være, og til sidste kunne jeg ikke en gang rette øjnene mod min Skat, da han kom hjem fra træning, uden det hele kørte rundt for mig. Så derfor blev vi enige om, at vi nok heller for en sikkerhedsnåls skyld måtte ringe til lægevagten.

Jeg har aldrig nogensiden før i mit liv prøvet at ringe til lægevagten og derfor har jeg heller ikke noget at sammenligne med, men jeg tillade mig nu alligevel at synes, at 24 minutter i en telefonkø er alt for lang tid og især når det drejer sig om en syg person … da jeg endelig kom igennem og jeg havde fortalt den vagthavende læge om mine symptomer, endte det med, jeg fik en tid hos vagtlægen klokken 21:30, for det kunne både være noget helt harmløst, men desværre også noget alt andet end harmløst.

På en eller anden måde lykkedes for mig at komme på højkant samt få noget tøj på, så min Skat og jeg kunne køre hen til lægevagten, og for ikke at komme for sent ankom vi klokken 21:15 og så væbnede vi så ellers med tålmodighed, hvilket også viste sig at være helt nødvendigt, da jeg først blev kaldt ind klokken 22:40 … jeg blev undersøgt og det blev efter udelukkelse metoden, ingen problemer med blodtrykket, hjertet, lungerne og så videre så diagnose blev, at de små krystaller i begge mine ører har forstubbet sig og lige ind til de er kommet på plads igen, vil jeg have "fornøjelse" af svimmelheden. Jeg blev dog trøste med, at for hvert svimmelhedsanfald er jeg lidt tættere på, de små krystaller er kommet på plads.

Jeg fik af vagtlægen besked på, at jeg dagen efter skulle ringe til min egen læge, så jeg kunne få en tid hos hende, så hun kunne vise mig nogle nemme øvelser, der måske kan skubbe de små krystaller i mine ører på plads.

Jeg ringede til mig egen læge under hendes telefontid om tirsdagen, og som altid når jeg ringer til hende, lyd det som om, jeg forstyrrede hende lige midt i noget meget vigtigt. Det endte dog med, jeg fik en tid hos hende om onsdagen klokken 15:15.

Jeg havde godt nok fået det lidt bedre om onsdagen, men jeg havde stadigvæk meget svært ved at holde balancen og min Skat gik derfor med mig til min læge, så han i bogstavelig forstand kunne støtte mig samt holde mig på rette kurs.

Jeg hader at komme for sent samtidigt med jeg mener, at det at komme for sent til en aftale eller et møde er det samme som at udvise manglede respekt over for den eller dem, man har aftalen eller skal holde mødet med, derfor sad min Skat og jeg som de eneste i min læges venteværelse allerede klokken 14:45.

Klokken 15:03, blev døren til min læges konsultation åbnet og der blev sagt "Tine", der er ikke noget med, at lægen går ud til venteværelset og henter patienten. Jeg ved, hun har travlt og at der derfor ikke er nogen grund til at bruge tid på unødvendigheder, så derfor havde jeg mit sundhedskort i hånden. Min Skat samt jeg rejste os og vi gik hen til døren til hendes konsulration. I det min læge så min Skat, sagde hun til ham: "Jeg har ikke tid til det pjat, du bliver her !" hvorefter hun hiv fat i mig samt spækkede døren i lige for næsen af ham.

Lige så snart hun havde kørt mit sundhedskort igennem maskinen og inden jeg havde nået at lægge det ned i min lomme, puffede hun mig ned at side på briksen og så viste hun mig ellers de omtalte øvelser, ved at føre mig som en anden kludedukke. Der var ikke noget med at forklare mig, hvad øvelserne gik ud på, jeg blev simpelhen bare møffet rundt som en anden kludedukke. Der var heller ikke noget med, at jeg lige fik lov til at få balancen, før jeg skulle stille mig op og gå igen. Der var heller ikke noget med at besvare mine spørgsmål om, hvad den slags kommer af og om man kan gøre noget for at forebygge det.

Det hele havde taget under fire minutters tid og det første min Skat sagde til mig, da jeg kom ud, var: "Er hun altid så stresset samt ubehøvlet ?". Jeg må desværre indrømme, at jeg kom til at svare: "Ja !".

Jeg ved udemærket godt, at min læge måske bare endnu en gang har haft en anstrengende dag, men det kan næppe være fordi, hun har været bagud med hensyn til at holde tiden, for så var jeg vel ikke blevet kaldt ind før tid og det kan næppe være personerne ude i venteværelset, der har stresset hende, for der sad ikke en eneste, der skulle til efter mig.

Lige som jeg også skrev i onsdags, så er det nok bare på grund af mit meget dårlige forhold til alle disse altuvidende hvidkittelklædte orakler mig, der er noget galt med, når jeg har svært ved at tolerere den måde, min læge behandler mig på, eller ?