Da jeg stod op i morges, mærkede jeg en lille bitte smule til min svimmelhed, men den var helt forsvundet efter nogle gangske få minutters tid. Resten af morgen mærkede jeg slet ikke noget til den og jeg nåede blandt andet at vaske to maskinefulde tøj, der blev hængt samt lagt til tørre på vingetørrestativet ude på altanen. Det vil sige, det, der bliver pænest, når det bliver strøget, imens det er vådt, blev det. Jeg nåede at hygge mig med at udvælge billederne, der skal ledsage mit indlæg om vores tur til Næstved Familie Zoo i lørdags og jeg nåede også at fotografere pyntegræskarplanternes flotte blomster både før de sprang helt ud og da de var sprunget helt ud.
Anne kom ved 9:30 tiden, for hun havde lovet mig, at hun ville køre min ind til min zoneterapeut, hvilket er enormt sødt af hende. Det er helt sikkert bare mig, men i dag syntes jeg, at Anne var helt samt noget så særdeles frygtelig at være i nærheden af. For hun var negativ lige præcist fra det øjeblik af, hun trådte ind af hoveddøren og hun brokker sig over stort set alt inklusiv over at alle i hendes omgiveler er negative. Det meget korte af det meget lange er, at inden der var gået fem minutter, var jeg ikke kun svimmel, jeg var så svimmel, at jeg havde mere end svært ved at gå ned af trappen, da Anne og jeg kørte her fra, og jeg var så svimmel, da jeg blev sat af inde ved min zoneterapeut, at jeg ikke kan forklare, hvordan det lykkedes for mig at komme op ad trappen til anden sal hos hende.
Jeg giver ikke Anne skylden for min svimmelhed, for faktisk gjorde hun mig en stor tjeneste, da jeg nu er blevet opmærksom på, at min svimmelhed nok skyldes noget stresserelateret, hvilket både min læge og min zoneterapeut allerede har været inde på.
For der sket lige præcist det, der bare ikke må ske, lige pludselig hørte og så jeg ikke Anne, men derimod min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normaltbegavet menneske, der nogenside har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber, der ikke elskede hende, selv om de burde gøre det, fordi hun var så perfekt og for øvrigt vejede hun jo kun 65 pund, og når man kun vejre 65 pund så skal alle hoppe og springe for en samt opvarte en i hoved og bagdel, imens man selv sidder og beskuer sin lille navle indefra.
Det var lige præcist sådant, jeg desværre kom til at opfatte Anne i dag og så kunne jeg mærker, der sket et eller andet inde i mig, der nok ikke burde havde haft sket, for jeg kom til at fortælle hende og helt uden af pakke det ind, hvordan jeg opfattede hende og det blev jeg så ikke lige frem populær på.
Jeg nåede som allerede skrevet rundt om min zoneterapeut og da jeg var færdigt behandlet, gik jeg hjemad via Køgevej, indtil jeg nåede til Østervang, derfra gik jeg via Søvang samt tunnellen under Østre Ringvej, så jeg kom forbi postkassen samt Fakta i Østervangs Centret. Da jeg kom hjem, satte jeg de nyindkøbte varer på plads og derefter smurte jeg min frokost, som jeg spiste, imens jeg sad foran min computer, hvorefter jeg gik i seng samt sov i et par timer.
Jeg havde det lidt bedre, da jeg stod op, så jeg ringede til min veninde i Rønnebærparken for at høre, hvor det møde, hun var til i tirsdag, var gået. Derefter ringede en af mine blog-veninder til mig og da vi havde talte sammen i en halv times tid, fik jeg taget mig sammen til at snitte den grønne del af fyldet til aftens majspandekager, før jeg ryddede til side, vaskede op, tørrede af samt stille på plads efter min Skats og min morgenmad samt min frokost.
Derefter nåede jeg at følge skraldespanden ned, tømme vores postkasse samt se dens indhold igennem, før jeg lige fik strøget resten af tøjet samt putte det på plads og nu vil jeg tage det igangværende hækleprojekt med ud på altanen, så jeg kan komme lidt videre med det, imens jeg venter på, min Skat skal komme hjem fra arbejdet, hvilket i dag nok først sker ved 18:45 tiden eller senere, da han dels skal arbejde over og der dels er kø på Holbækmotorvejen på grund af den "lille" lokale havefest.
