Ved 6:00 tiden om morgen torsdag den 2. september 1993 døde min mor, der på det tidspunkt var indlagt på medicinsk afdeling på Herlev Hospital, efter hun havde haft en mindre blodprop i hjernen en lille måneds tid tidligere. Det var en sygeplejeske, der lidt efter ringede til mig og fortalte mig det, så jeg kunne fortælle den triste nyhed videre til resten af min familie. For jeg var ikke til stede, da det sket.

Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – var blevet syg allerede i starten af august måned. Min storebror og jeg havde i fællesskab passet samt plejet hende i døgndrift, lige indtil hun fik det væsentlig dårligere i løbet af den 22. august og vi havde derfor valgt at trosse både hende og Far. For vi eller rettere jeg ringede efter en vagtlæge, der efter, han havde set til hende, fik hende indlagt lige med det samme.

Da min mor blev indlagt, viste det sig, at hun havde haft en mindre blodprop i hjernen og at der var opstået endnu en mindre blodprop samt at hele hendes kop inklusiv hende lever og nyrer var så hårdt medtaget af hende mere end usunde livsstil, der blandet andet efter hendes eget udsagn skyldtes, hun var allergisk over for proteiner og stivelse. Derfor spiste Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – en daglig diæt, der består af en rå æggeblommer, der var rørt op i et halvt glas sodavand til morgenmad, to skiver marmorkage eller sandkage med smør og ost eller smørost til frokost, samt to små kogte kartofler, der blev hældt nogle dråber ketchup eller ribs- eller solbærsaft over til middagsmad.

Gjorde denne diæt, at Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – ikke fik nok mad og dermed næringstoffer nok i løbet af dagen, fik hun til gengæld masser af væske. For hun drak minimum otte til ti halv liters øl plus det løse hver dag. Jeg ved det, fordi det var mig, der dagligt, og sådant havde det været siden jeg var cirka otte år gammel, bar alle øllerne hjem til hende.

Det kunne Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – bestemt ikke selv klare at gøre. For hun vejede jo kun 65 pund, og når man kun vejer 65 pund, kan man ikke klare at gøre andet end det, man har lyst til, og hun gad ikke at gå til Brugsen og senere Fakta, købmanden samt butikkerne i Herlev bymidte og så skulle hun heller ikke gøre det, for hun vejede jo kun 65 pund !

End videre havde jeg kun godt af at lære at gøre den slags ting, så jeg kunne klare mig selv uden hendes hjælp, for Mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – skulle ikke spilde sin tid på at hjælpe mig, for jeg var både gammel og stor nok til at klare mig selv.

Faktisk døde Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – helt mutters alene i sin seng på medicinsk afdeling på Herlev Hospital. For både hendes mand, hendes fire børn og hendes tre børnebørn, som hun i den grad i hvert fald efter hendes eget udsagn havde offeret sig fuldstændigt totalt for, havde alle som en valgt ikke at være til stede. For ganske som de altid alle som en havde gjort det, nøjes de med kun at tænke på sig selv og deres egne behov i stedet for på hende og hendes behov.

Da min mor døde, følte jeg ingen form for sorg, men derimod en stor dyb inderlig lettelse. For nu kunne Mor vel ikke længere gøre mig fortræd, styrer og tyranniserer mig ?

Sådant har jeg det desværre stadigvæk den dag i dag 16 år senere med både Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – og den kendsgerning, at hun er død. Jeg føler stadigvæk kun en stor dyb inderlig lettelse.

De tårer, der faldt i forbindelse med min mors død, var ikke fremkaldt af sorg, men derimod af en kæmpe stor inderlig frustration og en virkelig dyb indeklemt vrede. Fordi Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – endnu en gang valgte at løse problemerne ved at ikke ville høre, ikke ville se og bare stikke af.

Denne gang nøjes Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – så bare ikke med, at hun gik i seng og blev der i det nødvendige antal dage, indtil vi alle som en havde lovet både bod og bedring samt gentage gange havde sagt: "Undskyld !", men hun lagde sig til at død. En virkelig både god og især moden måde at løse alle de komfilter og problemer, som hun i årernes løb selv hvad skabt i så rigelige mængder.

Sådant er det desværre stadigvæk med mine tårer den dag i dag 16 år efter min mors død. De skyldes stadigvæk kun en kæmpe stor inderlig frustration og en virkelig stor dyb indeklemt vrede.

Jeg føler stadigvæk ikke nogen som helst form for sorg eller savn over min mors død. Det er ikke fordi, jeg ikke kender til begge former for følelser. For jeg føler stadigvæk sorg over, jeg har miste Emma og især Mie, og jeg svaner stadigvæk Hanne noget så inderligt i det daglige. Jeg kan bare ikke, lige meget hvor meget jeg anstrenger mig, mobilisere de følelser for min mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper.

Det er nok snarer fordi, jeg er en meget dårlig datter. For alle ved jo, at den største og ultimative sorg, en pige / kvide kan blive ramt af, er hendes elskede mors død. Så når jeg ikke føler det, er det, er det vel fordi, Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – havde så evigt ret, når hun altid sagde: "Alle piger og kvinder skal stilles op af den nærmeste mur og skydes ( læs: dræbes ) med lort. For krudt er alt for godt til at blive brugt til noget så fuldstændigt værdiløst !".

Jeg indrømmer heller end gerne, at jeg ikke var nogen særlig god datter overfor min mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – for hun havde jo offerte sig fuldstændigt totalt for mig … for havde hun ikke også sørget for at give mig mad via flaske hver tredje time, da jeg var spænd, og havde hun ikke også sørget for at skifte min ble efter hvert måltid mad ? Det gjorde nu ikke noget, at jeg ikke elskede hende, for hun døde nok snart og det var for øvrigt min skyld, fordi jeg ikke elskede hende !

Den samme "sang" som hendes tre øvrige børn også altid fik lov til at høre igen og igen og igen og igen, hvis de ikke lige føjede hende som minimum 100%.

Jo, det havde Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper, så vidt jeg har fået at vide. For som den dårlige datter jeg var og vel som sådant stadigvæk er, kunne jeg ikke og kan jeg stadigvæk ikke huske det, men er det i grunden noget, som gør, at et barn skal betale af på en stor dyb ubetalelig taknemmelighedegæld resten af sit liv ?

Er det ikke bare en hel naturlig del af det at være mor, at man sørger for at dække sit spæde barns mest basale og livsopretholdende behov ?

Jeg ved godt, at jeg ikke kan og må udtale mig om, hvad det vil sige at være mor. For jeg har aldrig fået børn og jeg får det nok desværre heller aldrig. Dette er ikke et bevist fravalg fra min side af, det er bare blevet sådant blandt andet på grund af min mors ekstreme negative påvirkning af mit liv.

Jeg forbeholder mig dog retten til at udtale mig om min barndom samt min ungdom, og især Mors – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – indvirkning på begge dele. For jeg føler, at Mor intet godt gjorde for at gøre min barndom, opvækst og ungdom til gode og mindeværdige tider af mit liv. Dermed indrømmer jeg også heller end gerne, at jeg nok er verdens allermest utaknemelige datter og det er der så bare ikke noget at gøre ved !

For der er jo nok en årsag til, at jeg har alle de tanker, der er årsagen til alle de spørgsmål, som jeg blandt andet har givet udtryk for i del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7 og del 8 samt at jeg altid tæller mit vaske- og strygetøj.