Jeg har lige modtaget en meget trist mail fra Hannes ældste datter. Den er svaret på den mail, som jeg sendte til hende i morges. Mailens indhold kommer som sådant ikke bag på mig, for inderst inde havde jeg det på fornemmelsen, men jeg ville have vished. Jeg gik i clinch med sandheden lige præcist sådant, som Hanne har lært mig, at man skal gøre.

Hanne døde den 21. maj og hun blev begravet den 24. maj. Dermed har hendes allernærmeste familie mistet deres mor, mormor og svigermor, verden har mistet et helt unikt menneske og jeg har mistet en virkelig nær ven.

Og jeg mener ven, for jeg bruger Hannes difination for, hvad venner og veninder er … venner er dem, der altid uden at tænke på sig selv stiller op for dig – veninder er dem, som kun er der, så længe det gå godt og de kan bruge dig og din arbejdskraft.

Jeg kan ikke helt huske, hvornår jeg lærte Hanne at kende, men det har nok været omkring årsskiftet 1989-1990, da hun var næsten daglig kunde i den købmandsbutik, som jeg var ansat i. Faktisk nåede jeg at lære en hel masse meget forskellige mennesker at kende i løbet af den tid, jeg var hos den købmand, og nogle få af dem kom til at stå mig virkelig nær. I starten talte vi kun sammen om de små løse ting som for eksempel vejr og vind, men det gik meget hurtig over til også at blive om de mere dybere ting her i livet og vi talte rigtigt godt sammen, så godt at vi også begyndte at tale sammen, når vi mødtes på gaden og ingen længe sad jeg for første gang i hendes køkken.

Hanne elskede sit køkken, som hun boede og levede i. Mest af alt kan hendes køkken bedst beskrives som en filial af Hovedbanegården, for der var altid mindst en på besøg og der var altid nogen som enten lige var kommet eller var lige ved at gå. Frejdigt, frimodigt og fuldstændigt uden sammenligning diskuterede, grinede og snakkede hun med alle de mennesker, der dagligt kom i hendes køkken. På en måde vil jeg vove at påstå, at det var fra hendes køkken, at Hanne "styrede" verden omkring hende. Den verden som hun i meget høj grad tog aktiv del i. Dette gjorde hun i hvert fald i al den tid, som jeg nåede at kende hende.

Hos Hanne var det ikke langt fra tanke til handling, de gik nærmest hånd i hånd, og det er der helt sikkert mange, som har nydt godt af i årernes løb. For eksempel kan jeg nævne, at jeg en gang sad og fortalte hende, at vi havde set på nogle troldegrene, da jeg ønskede mig et par stykker til min vase, men da vi fandt ud af, at de kostede 79,00 kroner for to grene, havde vi ikke købt dem, da vi synes, at det var for dyrt. Mindre end ti minutters tid derefter havde Hanne fundet ud af, at hendes yngste datters svigermor havde en troldhassel i sin have og ikke nok med det, men Hanne havde også sørget for, at datterens svigermor ville kigge fordi hende senere på dagen med en buket troldegrene til mig. De omtalte troldegrene står stadigvæk i den vase, som de var ønsket til, den står på en lav reol inde i vores stue og lige for tiden er de pyntet med små søde glas blomster samt små søde polystrone ællinger og ænder.

Hanne elskede kort sagt at tage aktiv del i sine medmenneskers liv og især, hvis hun på ene eller anden måde kunne hjælpe dem og hun var kendt for sit personlige engagement i andres liv såvel i den private som i den offentlige sfære.

Hanne har skrevet en hel del læserbreve i løbet af sit liv. Hun har altid givet sine holdninger til udtryk og handlet derefter, hvis der var en mulighed for det. En af hendes faste sætninger var: "Man skal altid gå til toppen" og det gjorde hun, for byens borgmester samt andre i toppen har fået adskillige telefonopringninger, når der var noget, der kunne blive bedre for borgerne i kommunen.

Hanne var et ret så uimponeret menneske, der også havde et godt blik for det sjove samt skæve i tilværelsen og hendes humoren kunne lyde både bydende og skrap, når man endnu ikke kendte hende helt godt. Altid havde hun en kontant bemærkning om både stort samt småt og dette sammen med masser af viden og handlekraft, strålede ud fra hende både i hendes køkken og i alle andre sammenhænge hun opsøgte, skabte, eller bare tog del i.

At Hannes replikker kunne være skarpe vil jeg gerne komme med et par eksempel på … "I modsætning til dig kan jeg bevise, at jeg har en hjerne" sagde hun en gang til en letter dum person "For ellers havde jeg ikke kunne få en hjerneblødning". En anden gang omtalte hun en ikke særlig kløgtig person med sætningen. "Så meget dumhed samlet på et sted, at det gør ondt at beskue det".

Hanne var rigtigt god til at formulere sig både i skrift og tale. Hun brugte gerne fremmedord og hun havde det også med at finde på nye ord som for eksempel driveren ( læs: drivhuset ), klar-dig-selv-føde ( læs: fastfood ) og varmedimmeren ( læs: varmemesteren ), samt at bruge ordene på en letter utaditionel måde som for eksempel udgangstilladelsen ( læs: den person fra ledsagerordningen, som hjalp hende med at komme for eksempel ud at handle ind eller til lægen ), runddel ( læs: pizza, som hun for øvrigt fandt gudjammelige kedelig ), fødder ( læs: alle former for fodtøj ), dagens ulykker ( læs: TV-avisen, som hun skulle se uforstyret hver aften ) og at hæve mødet ( læs: går fra hinanden / blive skildt ).

Som allerede nævnt var både læserbrevene og telefonen blandt Hannes foretrukne midler, når hun skulle handle på noget, det hele hvilede dog på det snakketøj, som hun var så veludstyret med og gerne brugte ikke kun i sin egen, men også gerne i andres tjeneste.

Hanne plejede at sige: "Jeg lader mig ikke styrer !" og det tror jeg bestemt heller ikke, at hun gjorde. Selv da hun i en alt for tidlige alder blev ramt af en hjerneblødning, som hun godt nok overlevede, men som efterlod hende med et stort handicap ( hun blev lam i hele den ene side af koppen ), gjorde hun ikke, som de fleste nok ville gøre i den samme situation, satte sig ned og gav op. Nej, hun kæmpede en brav kamp for at leve et liv så tæt på det normale så godt som det nu lod sig gøre.

På trods af en aldersforskellig på lidt over 20 år og selv om jeg aldersmæssigt ligger lige midt imellem Hannes to døtre, blev hun aldrig som Emma og især Mie til en erstatnings mor for mig. Vi havde ingen problemer med at tale om alt og jeg mener virkelig alt. Vi blev venner i ordets allermeste positive betydning. Vi blev hinandens fortrolige og jeg tror, at vi og især jeg igennem årene har fortalt hinanden meget, som vi aldrig har fortalt nogen andre.

Hanne var en dame, som altid talte helt ærligt lige ud af posen. Der blev bestemt ikke pakket noget som helst ind og man viste altid, hvor man havde hende og hvad hun mente om det hele. Hun ændrede ikke sin mening. Jeg har i hvert faldt aldrig nogensinde oplevet, at hun har skiftet mening.

Hanne var ikke en, som man kunne lukke munden på og jeg har personligt kun en gang oplevet, at hun blev tavs godt nok kun i nogle få sekunder, men det var også i lang tid, når det galt hende. Det var den eftermiddag, hvor vi "roede rundt imellem tomater og agurker i driveren" og jeg sagde til hende: "Jeg tror, at jeg er forelsket". Da blev hun godt nok tavs. Da hun havde "slugt" min sætning, sagde hun: "Det ved jeg da godt, for ellers ville I ikke ses så meget og så tit, som I gør". Hun tog da også pænt imod min Skat.

En eftermiddag, hvor min Skat og jeg hjalp Hanne med hendes drivhus, sagde hun: "Hvis jeg nu kommer ind, så kan I gå ud", hvortil min Skat svarede: "Ville det ikke være nemmere, hvis vi går ud, før du går ind ?", hvortil Hanne sagde: "Det er jo også det, jeg siger !". Det synes vi godt nok ikke, men vi har begge to hørt den sætning flere gange derefter og vi bruge den tit selv ganske som vi også har taget flere af Hannes andre faste sætninger og vendinger til os.

Efter jeg var holdt op med ar arbejde indenfor butiksfaget og imens jeg stadigvæk boede i Herlev, sås Hanne og jeg næsten dagligt. Det var nemt for mig lige at kigge forbi hende efter arbejdstid og hun viste, at hvis hun ringede til mig enten fordi hun maglede at få købt noget ind eller bare manglede en hjælpende hånd, så stillede jeg gerne op for hende.

I den periode skete det også ind imellem, at vi spise sammen, enten havde Hanne tilberedt "langstidsføde" ( læs: okse- eller kalvehaler, suppe eller noget andet, som bliver bedste, hvis det får lov til at stå på komfuret og småsimre det meste af dagen ) til "mit lille anoreksibarn", som hun kaldte mig, "der spiser mig ud af huset" eller også så fik vi "hurtigt-føde" ( læs = et eller andet, som kunne gå direkte fra fryseren / køleskabet via ovnen og ind på bordet ), det kunne for eksempel være en blomkålgratin, som hyggede sig i ovnen, imens jeg lige fik klaret en lille håndfuld af diverse småting for hende, samtidigt med at vi talte sammen.

Da jeg kom og fortalte Hanne, at jeg ville flytte til Roskilde, var hendes kommentar: "Folks børn, man kan ikke regne med dem !", dermed viste jeg, at hun ikke var glad for, at jeg flyttede så langt væk, men også at hun mente, at det var den bedste beslutning for mig, jeg der havde taget.

Efter jeg flyttede til Roskilde, forsatte vi med at have kontakt med hinanden dog ikke helt så tit som før, men vi forsatte med at tale i telefon sammen og jeg besøgte hende så tit jeg kunne. Desværre blev det ikke helt så tit, som jeg havde lyst til, efterhåndens som jeg blev mere og mere overbelagt med arbejde samt til sidste kørte helt ned på det.

Da jeg besøgte Hanne i slutningen af oktober måned sidste år, kunne jeg både se, mærke og høre, at hun havde fået det dårligere. Jeg kunne også så småt fornemme, at hun var begyndt at trække sig lidt væk fra den verden, som hun ellers normalt plejede at være en så aktiv del af, da hun mere eller mindre havde brudt forbindelsen med nogle af dem, som ellers normalt plejede at komme rigtigt meget hos hende. Hun fortalte mig, at hun ikke gad dem og det undrede mig, for der skulle meget rigtigt meget til, at Hanne ikke gad nogen.

Sidste gang jeg nåede at besøge Hanne var i starten af marts måned i år, da fortalte hun mig, at hun var ved at holde op med at ryge. Dette undrede mig rigtigt meget, for hun har altid fortalt mig, at hun ikke ville holde med at ryge før den dag, hun døde. Jeg kunne også se, at hun var blevet væsentligt dårligere inden for de sidste måneders tid, men jeg slog det hen med, at det nok var fordi, vi ikke længere sås stort set hver dag og at det nok var derfor, at jeg bemærkede det og at derfor nok ikke var nogen grund til at være bekymret.

Vi aftalte, at jeg skulle besøge hende igen lige efter påske, så jeg kunne hjælpe hende med at købe fødselsdagsgaver til hendes to mindste børnebørn, men det blev desværre aldrig til noget. De tre gange jeg ringede til Hanne i løbet af påsken dels for at ønske hende god påske og dels for at aftale nærmere om, hvilken dag jeg skulle komme ind til hende, lå hun og sov, da jeg ringede hende op. Dette undrede mig, for godt nok stod Hanne som reglen ikke op før ved 8:30 -> 9:00 tiden hver dag, men jeg har aldrig før oplevet, at hun har sovet midt på formiddagen eller ved frokosttid. Hun fortalte mig, at hun var faldet og jeg kunne fornemme på hende, at hun var kommet mere til end bare et par tre blå mærker, men da jeg spurgte ind til det, blev hun afvisende.

Jeg nåede at ringe til Hanne yderligere nogle gange og hver gang var det det sammen. Så det endte med, at vi, sidste gang vi talte i telefon sammen, aftalte, at hun skulle ringe til mig, når hun havde fået det lidt bedre og kunne overskue, at jeg kom på besøg.

Dette blev desværre aldrig til noget. Ifølge Hannes ældste datter viste det sig, at hun havde haft et par blodpropper i hjernen, før hun var blevet opereret i lårbenet og derfra startede nedturen. Pludselig gik det hele meget stærkt og i løbet af cirka tre ugers tid stod det klart for hendes nærmeste, hvilken vej det desværre ville komme til at gå.

Det var først efter, jeg var flyttet til Roskilde, at Hanne begyndte at give mig et knus, når jeg havde været på besøg hos hende og jeg skulle til at gå. Det gjorde hun også den sidste gang, jeg nåede at besøge hende, hvor hun gav både min Skat og mig et rigtigt stort knus, lige før vi kørte derfra. Det var så første gang, hun også gav min Skat et knus og på en eller anden måde føltes det lige som om, hun måske ville fortælle mig, at det nok blev sidste gang, vi kom til at ses. Sådant følte jeg det i hvert fald den eftermiddag og det sagde til min Skat, da vi sad i bilen på vej mod Roskilde.

Jeg sendte fødselsdagskort til Hanne igen i år og det var dette kort, som for alvor gav mig mistanke om, at hun nok var enten meget alvorligt syg eller død. For jeg har aldrig lige meget hvad jeg har sendt til hende oplevet, at hun ikke promte efter modtagelse har ringet til mig for at sige: "Tak for det fremsendte". Så i morges sendte jeg en lille mail til hendes ældste datter med ordene: "Hvordan går det med din mor ?".

Jeg er glad for, at Hanne nu har fået fred, for hun har virkeligt lidt meget samt været meget syg her til sidst og udfra hvad jeg kan forstå på det, som hendes ældste datter har fortalt mig, så var hun slet ikke sig selv her til sidst, men jeg sidder lige nu med en underlig tom følelse inden i. For hun er den fjerde ( først Mie, så Eve, derefter Emma og nu Hanne ) af dem, som har stået mig virkeligt nær, som jeg har mistet indenfor atten måneder.

Jeg skal nok komme over det, og jeg vil altid kunne huske de mange gode stunder og glade timer, som vi havde sammen. Det er bare underligt, at vi aldrig kommer til at opleve det igen. At Hanne og jeg aldrig mere kommer til at sidde i hendes køkken, imens vi taler sammen om løst og fast, stort og små, kort sagt om alt imellem himmel og jord samt der ud over. At vi aldrig mere kommer til at ordne verdens-situationen både den globale og den meget lokale, imens vi sidder og hygger os sammen i hendes køkken, hvor vi skiftes til at lytte og tale.

Hanne, jeg vil så gerne fortælle ikke kun dig og dine nærmeste, men hele verden, hvor speciel en person du var, hvordan jeg opfattede dig samt hvad vores venskab er kommet til at betyde for mig og jeg håber, at det er kommet bare lidt til udtryk i dette indlæg. Du har lært mig en masse forskellige ting og især en af disse ting er meget vigtigt for mig: "Man skal kunne holde ud at møde sig selv i døren" og tror mig, det kan jeg lige så godt, som du selv kunne.