I går morges kom jeg jo helt ærligt og oprindeligt til at indrømme sådant fuldt ud offentligt, at jeg nok er det, man med rette vil kunne kalde for en dårlig datter. For jeg tillod mig at skrive sådant sort på hvidt, at jeg ikke er det mindste ked af, at min mor er død og at jeg slet ikke på nogen som helst måde savner hende, og sådant noget må man jo ikke indrømme og da slet ikke på tryk.

Hver gang snakken falder på barndommen og alle de mange gode minder, man har fra den, så har jeg valget imellem enten at holde mig helt ude af snakken, hvilket man jo desværre ikke altid har mulighed for at gøre, eller at sige min ærlige mening om min egen barndom.

Hvis jeg undlader at deltage i snakken, så er jeg underligt, og hvis jeg tillader mig at være bare lidt ærlig omkring, hvordan min barndom rent faktisk var, så er jeg endnu mere underlig. For så dårlig var den nok heller ikke ! For alle de meget kloge hoveder ved jo udemærket godt, at jeg med 100% sikkerhed kun siger disse helt sikkert rent opdigtede og dermed fuldstændige usande negative ting om min barndom og min opvækst for at gøre mig interessant, hvilket jeg altså ikke er !

Hvis jeg fastholder mine synspunkter, bliver jeg altid mødt med følgende to til tre spørgsmål …

1. Blev du da slået som barn ?

Nej, det blev jeg ikke eller rettere det har jeg ingen erindringer om, at jeg blev, men da jeg samtidigt udemærket godt ved, at Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – var fuldt ud overbevist om … at børn bestemt ikke tager skade af et rap over fingerne samt et klask eller flere i røven nok snare tvært imod fordi det er den eneste form for opdragelse metoder børn forstår, samt at grunden til at hendes fire egne børn var blevet så uopdragen, at de ikke som minimum føjede hende 100% ene og alene kun skyldes, at hun havde været alt for blød samt sød over for os og at hun ikke havde uddelt bank nok til os … så tror jeg, at jeg nok er blevet slået i hvert fald som helt lille og altså før jeg egentligt kan begynde at huske noget om min barndom.

2. Blev du da udsat for incest eller incest lignede overgrab ?

Nej, det blev jeg ikke, med mindre jeg altså kan tillade mig at påstå, at det også er en form for incest lignende overgreb, at man også længe efter man er fuld ud i stand til at klare sig selv skal have sin mor med, hver gang man skal på toilettet eller i bad. For Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – viste jo udemærket godt, at jeg kun gik i bad for at lege og pille ved mig selv, og hun var også udemærket godt klar over, at jeg kun gik på toilettet for at lege og pille ved mig selv, og den slag perverse svineri ville hun bestemt ikke finde sig i.

Hvis det så endeligt lykkedes for mig at snige mig i bad, under at Mor viste noget om det, så kom hun brasende ind i badeværelset til mig, lige så snart hun opdagede, at jeg var gået i bad. For hun – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – viste jo godt, at jeg kun var gået i bad for at lege og pille ved mig selv.

Det samme var tilfældet, hvis jeg havde haft hæld med at snige mig på toilettet, uden Mor havde opdaget det, så kom hun også brasende ind i badeværelset til mig, lige så snart hun havde fundet ud af, at jeg var gået på toilettet. For hun – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – viste jo alt for godt, at jeg kun var gået på toilettet for at lege og pille ved mig selv.

3. Hvorfor låste du ikke bare døren til badeværelset ?

Dertil kan jeg kun svare … hvordan kan man låse en dør, når der ikke findes en nøgle til den ?

Lige som jeg voksede op i et hjem, hvor alle gardiner og persienner altid var fuldstændigt hermestis lukkede til for vinduerne, så man selv på den allemeste solrige dag var nødt til at bruge elektrisk lys for at kunne orienter sig indendørs. Fordi dem, der gik forbi ude på gaden, ikke skulle havde mulighed for at kigge ind og dermed havde mulighed for at se, hvad Mor foretog sig. Fordi hun – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode – ikke skulle udspionere af en flok lalleende tumper.

Og lige som jeg voksede op i et hjem, hvor indeklimaet var luft, der var så tung af cigaret- og tobaksrøg, at den kunne skæres ud i blokke, og vandet løb ned af vinduerne og væggene, fordi der aldrig lige meget hvor meget der blev kogt og lige meget hvor meget vådt vasketøj, der blev hængt til tørre indedørs, måtte lufttes ud. Hvilket bevirkede, at en bladning af mug og skimmesvamp trives på den indvende side af alle ydervægene samt på møblernes bag- og undersider. Fordi hvis vinduerne kom til at stå bare en lille bitte smule på klem så kunne jo dem, der gik forbi ude på vejen, høre, hvad Mor sagde og hun – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode – skulle ikke udspionere af en flok lalleende tumper.

Ja, så skulle alle de indvendige døre altså altid står fuldstændige åbne, for ellers kunne Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – ikke holde øje med alle de perverse og fuldstændige tåbelige ting, som vi andre i husholdningen foretog os.

De eneste to døre i hele rækkehuset, der både blev lukket og især låst, var havedøren og hoveddøren, og de blev det, lige så snart man var gået ud eller ind af dem. Faktisk var de kun ulåste i de få sekunder, det varede, når nogen skulle enten ind eller ud af dem. For øvrigt måtte begge døre kun åbnens i en maximalt 45 graders vinkel. Fordi dem, der gik forbi ude på gaden, ikke skulle havde mulighed for at kigge ind af dem og dermed havde mulighed for at se, hvad Mor foretog sig. Fordi hun – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode – ikke skulle udspionere af en flok lalleende tumper.

Jeg var faktisk næste 20 år gammel, før jeg fik en nøgle til hjemmets hoveddør, hvilket ikke skete med Mors god vilje. Faktisk skete det helt bag hendes ryg og uden hun viste noget om det. For en nøgle til hoveddøren havde jeg efter Mors – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – mening bestemt ikke brug for. Af den helt simple årsag at hun jo altid var hjemme, da hun aldrig gik nogen steder ikke en gang over med en skraldespand eller et smut ud på terssen og derfor kunne hun jo også altid både lukke mig ind og ud af hoveddøren, hver gang jeg kom hjem eller skulle ud.

Når jeg så har besvaret og begrundet de to til tre overfor nævnte spørgsmål, så kommer vedkommen, der har stillet spørgsmålene, altid med sin både meget kloge og især yderst uanvendelige konklusion, der altid bliver leveret med et meget nedladende tonefald … "Nej, hvor er det altså virkeligt synd for dig. Tænk skete det virkeligt en sjælden gang imellem, at den lille smæk hammerende overforkældet efternøgler ikke fik sin vilje ? Det må da godt nok have været en frygtelig traumatisk oplevelse for dig ! Er du helt sikkert på, at du ikke skulle søge professionel hjælp til at komme over det ? Hvad med at gå til din læge og få nogle lykkepiller, så du kan få et noget mere lyst og realistisk syn på livet ?".

Det her handler bare ikke om en lille smæk hammerende overforkældet efternøgler, der en sjælden gang imellem ikke fik sin vilje. Det her handler derimod om et forældrepar – en kvinde og en mand – der fik fire børn og det på trods af at de begge to var fuldstændige ubrugelige som forældre samt at ingen af dem var i afstand til at tage sig af nogen som helst og ikke en gang dem selv !

Det her handler heller ikke om, at jeg var efternøgler. For den måde som Far og Mor var forældre på over for mig, havde de også været forældre på over for mine tre ældre søskende. Den eneste forklaring eller undskyldning, som jeg via Mors alder, kan finde på hendes behandling eller retter spykiste mishandling af mig, er, at jo ældre hun blev og jo længere hun fik lov til at leve med alle sine ubehandlede psykiske diagnoser, jo mere overbevist blev hun om, at hun var det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber, som ene og alene kun skulle indordne samt rette sig som minimum 100% efter hende og alle hendes fuldstændige sindsyge ideer.

Det her handler til gengæld i allerhøjeste grad om, at der ikke var en eneste person hverken indenfor eller udenfor familien, der tillod sig at stille bare et eneste lille bitte spørgsmåltegn ved, hvad der rent faktisk foregik i mit barndomshjem. Ikke en gang de to ældre søstre, der trods alt var vokset op med lige præcist det samme forældrepar og som begge to den dag i dag altid slår mine beskriver af min barndom og min opvækst hen med et "Sådant behandlede Mor også mig, da jeg var barn. Så du er ikke noget specielt". For når de havde haft den samme form for barndom samt opvækst, og de dermed havde det fulde indblik i, hvad der rent faktisk foregik i det hjem samt de er henholdvis 18 og 21½ år ældre end mig. Hvorfor var der så ingen af dem, der gjorde noget ud over rent ud skrevet at klappe bagdelen sammen og holde sig så langt væk fra hjemmet som over hovedet taget muligt ?

Hvis der virkeligt stadigvæk skulle være et meget klogt hoved, der endnu ikke helt har fattet, hvad det her i virkeligheden dejrede sig om, så kan jeg kun skrive til vedkommen … der er jo nok en årsag til, at jeg har alle de mange tanker, der er årsagen til alle de spørgsmål, som jeg blandt andet har givet udtryk for i del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7 og del 8 samt at jeg altid tæller mit vaske- og strygetøj.