Nogen kan måske få den opfattelse, hvis de har læst mit indlæg i går og især hvis de har læst min Skat kommentar til det indlæg, at han og jeg har svært ved at snakke sammen … intet kan dog være mere forkert end lige præcist den opfattelse … for vi kommunikere fint sammen både i skrift, tale og tanke … men jeg er bare sådant indrette, at hvis eller retter når jeg har en komflik med en eller anden ( og så er det lige meget om det er i familien, på arbejdet, blandt vennerne og så videre ), så prøver jeg på at løse den selv i stedet for at blande tredje part ind i den.

Derfor fortæller jeg heller ikke altid min Skat eller nogen som helst andre noget som helts om, hvilke diskussioner eller komflikter jeg har haft samt med hvem.

Det kan godt være, at forholdene omkring min Skats farmor er hans og kun hans ansvar, men lige så længe han og jeg danner par, mindst lige så længe er vi også fælles om de opgaver, problemer med mere, som opstår, ikke kun i forbindelse med hans farmor, men i alle de forhold og på alle de område, hvor der kan opstå opgaver, problemer med mere, som der skal tages stilling til og som skal løses.

For danner man par, er man et par og ikke kun når det går godt, men så sandelig og især også når det går dårligt. At elske et andet menneske er efter min opfattelse også at kunne være noget for vedkommen samt støtte op omkring vedkommen, når der er brug for det. Hvilket min Skats selv altid har praktiseret og stadigvæk gør mere end rigeligt og en større kærlighedserklæring, end den han dagligt giver mig, kan ingen simpelhen ingen nogenside få.

Skat, jeg elsker dig af hele mit hjerte og mere end det, hvis det er muligt !