Humørmæssigt er jeg sådant lidt nede lige for tiden. Det er ikke fordi, jeg er deprimeret, ked af det eller trist, jeg er bare sådant lidt nede.
Når jeg er sådant lidt nede, så trækker jeg mig ind i mig selv, hvilket vil sige, at jeg ikke er lige så socialt anlagt samt udadvendt, som jeg ellers under normale omstændigheder plejer at være. Meget kort skrevet … jeg gør ikke lige så meget for at holde kontakten til mine omgivelser og jeg reagere ikke lige så meget på kontakten fra mine omgivelser.
For eksempel har jeg fået nogle e-mail fra forskellige mennesker, som rent faktisk står mig nær, men som jeg har "spist af" med en meget kort mail, hvor i der bare stod noget i retningen af … Jeg har læst din mail, men jeg har bare ikke lige overskudet til at besvare den lige for tiden, men der skal nok komme et svar på den på et eller andet tidspunkt.
Dem, der kender mig godt og som har kendt mig længe, ved, at der ikke er tale om en afslutning af dette bekendtskab, men at jeg simpelhen bare prøver på at fortælle, at jeg lige for tiden mest af alt har behov for at være alene og derfor giver de mig lov til at være det. For de ved godt, at jeg nok skal vende frygteligt tilbage, når jeg er kommet lidt ovenpå igen og de ved også godt, at hvis de virkeligt har brug for min hjælp, så skal de nok få den lige med det samme.
Jeg ved også godt selv, hvad der er årsagen eller rettere årsagerne til, at jeg lige for tiden er sådant lidt nede. Det er dog ikke dem alle sammen, jeg ønsker at dele med andre, men nogle af dem, vil jeg gerne fortælle lidt mere om …
For det er først og fremmest min højre hæl, der stadigvæk er øm og som desværre stadigvæk brokker sig, når jeg kommer til at støtte lidt for meget på den. I mit stille sind havde jeg jo håbet på, at næste gang jeg skulle til kontrol hos min fysioterapeut, det vil sige i mandags, ville jeg få at vide, at jeg godt måtte begynde at større lidt mere på min højre hæl og at jeg godt måtte begynde at gå nogle små turer igen. Desværre fik jeg det stik modsatte at vide, for nu hvor min højre hæl ikke kan være pakket ind i og dermed blive støtte af sportstape på grund af en kraftig allergisk reaktion, så må jeg bare slet ikke på nogen som helst måde støtte på den.
Når jeg ikke må støtte på min højre hæl, betyder det, at jeg heller ikke på gå, løbe eller stå på den. Det betyder så igen, at jeg ikke kan gå bare en lille bitte tur, at jeg ikke kan stå at stryge og så videre og så videre. Det betyder så også, at jeg forsat er fuldt ud afhængigt af at andre vil køre mig, hvis jeg skal nogen steder.
Det er ikke fordi, min Skat samt Anne ikke har været rigtigt søde til at hjælpe mig samt køre mig, når jeg har har haft en aftale med min fysioterapeut, min læge og så videre. Min Skat har mange dage handlet ind på vej hjem fra arbejdet, lige som han eller Anne har kørt med mig ud at handle ind, men det, at jeg ikke kan komme nogle steder, uden jeg skal bede om at blive kørte og især det, at jeg hele tiden skal have en af dem med "på slæb", er begyndt at gå mig meget på. For jeg har jo fuldstændigt totalt mistet min frihed og jeg er hele tiden under "kontrol".
Selvfølgelig ved jeg inderste inde godt, at hverken min Skat eller Anne ønsker at holde mig fanget eller kontrollerer mig, men igen er det alle de mange dumme minder og især alle de mange dumme psykiske skrammer min Mor – det eneste normalt begavet menneske, der nogen siden har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – har påført mig under min opvækst.
Jeg ved udemærket godt, at ingen, der ikke selv har prøvet en opvækst som min, under nogen som helst omstændigheder vil kunne forstå, hvad det her i virkeligeheden handler om. Lige som jeg udemærket også godt ved, at de heller ikke vil kunne sætte sig ind i det, selv om jeg ville forsætte dem om det og derfor vil jeg ikke uddybe dette emne yderligere lige her og nu.
Så er der den kraftige allergiske reaktion på sportstapen, for det gør, at huden på min højre fod skal været kommet sig fuldstændigt ovenpå den, før vi igen kan prøve at tape min højre hæl ind. Det betyder også, at den fremtidigt indtapening af min højre fod skal foregår med kirurgisktape som undertape.
Min fysioterapeut har allerede forberedt mig på, at det kun vil være et spørgsmål om tid, før jeg så også får en allergisk reaktion på den kirurgisketape og at vi dermed ikke længere kan tape min fod ind.
Desværre betyder det også, at jeg nok fremover slet ikke kan tåle at være pakket ind hverken med sportstape, kirurgisktape eller helt almindeligt hæfteplaster, da det er den samme slags "lim", der bruges til alle tre typer af forbinding. Hvilket jo så nok skal komme til at give nogle mindre spændende oplevelser i resten af mit liv. Nu ved jeg udemærket godt, at man ikke skal tage alle "glæderne" på forskud, og det prøver jeg også på at lade være med, men på den anden side, så er jeg jo nødt til at huske på det.
Det her med min hæl har nu stået på i næsten to måneder og alene udsigten til at det måske kommer til at tage yderligere seks til tolv måneder, før den er hel rask og jeg igen har fået min fulde frihed tilbage, har jeg meget svært ved at forholde mig til. Det bliver ikke spor nemmere for mig at folholde mig positivt til det, når jeg samtidigt godt er klar over, at der er en ikke helt lille mulighed for, at min hæl aldrig nogen sinde bliver hel rask og at jeg derfor bare skal lære at leve med, at jeg aldrig mere kommer til at kunne gå en tur, når jeg har lyst til det, men at jeg raten af mit liv vil være fuldstændigt afhængigt af at andre vil køre mig.
