I går eftermiddags, da min Skat og jeg var i fuld gang med at rydde op, ringede min mobiltelefon. Det var min veninde på Bornholm, som ville høre, om der var en mulighed for, at hun kunne kigge forbi os i løbet af i dag. Så vi aftalte, at hun skulle komme ved cirka 11:00 tiden.
Selv om det lige som de forrige gang, hun har besøgt os, kun blev til et kort lille besøg, så var det nu rigtigt hyggeligt at se hende igen.
🙂
Min veninden fra Bornholm, som faktisk hedder Mette, og jeg lærte hinanden at kende i starten af april 2004. Det skete den første dag, jeg kom for at vikariere i receptionen i det firma, som hun var ansat i. For det var hende, som stod for min oplæring. Vi faldt i snak og på den måde fandt vi ud af, at vi havde mange fælles interesser samt synspunkter på tilværelseden – alt i alt et rigtigt godt udgangspunkt for at kunne tale rigtigt godt sammen.
Jeg kom flere gang som vikar i receptionen i det firma og på et tidspunkt havde jeg rent faktisk været mere på arbejdet end hende, som jeg afløste for, havde været i løbet af de sidste ni måneders tid.
Efter jeg havde "siddet fast" som vikar i firmaets reception i tre måneder – indtil de havde fået ansat en ny receptionist ( firmaets personalechef havde godt nok spurgt mig, om jeg ville have jobbet, men dels følte jeg ikke, at mine fremmedsprogs kundskaber var gode nok til, at jeg kunne sidde i en receptionen i et firma med mange internationale kunder samt samarbejdsparter og dels var der simpelhen bare ikke udfordringer nok i den stilling til mig ), blev jeg tilbudt et fem måneders vikariat som kontorassistent i firmaets journal.
I de fem måneder kom Mette og jeg til at dele kontor, og i løbet af de måneder lærte vi for alvor hinanden rigtigt godt at kende. Hun blev på en eller anden måde min faste daglige fortrolige – hende som jeg fortalte og talte med stort set alt om.
Da min tidsbegrænsede kontrakt udløb. Blev vi enige om, at vi ville forsætte med at holde kontakt med hinanden. Det har vi da også begge to prøvet på både via breve, e-mail, fødselsdag- og julekort, sms samt telefon og vi har da også nået at se hinanden tre gange i løbet af de lidt over tre et halvt år, der er gået siden, vi var daglige kollegaer, men derfor var jeg nu alligevel en lille bitte smule spændt på, om vi stadigvæk ville have noget at sige til hinanden og hvordan det ville blive at ses igen.
Det gik efter min mening over alt forventning. Det føltes som om, vi havde talt sammen på arbejdet i går, da hun kom et lille spurt forbi os i dag. Åh … lille og lille … det endte med at blive i lidt over 3:30 timer.
🙂
Vi sad og hyggesnakkede lige fra hun kom og til hun gik igen, og jeg fik givet hende nogle få gode ideer med hensyn til, hvad hun skal have med i sin bod til årets julemarked i Årsdale Forsamlinghus. Så må vi se, hvor mange af ideerne, hun rent faktisk kan bruge.
