Da jeg kom hjem, åbnede jeg døren ud til vores altan, for selv om ingen af dens vinduer er åbne, så kommer der alligevel lidt frisk luft ind i stuen.

Imens jeg sad foran computerne, hvor jeg skrev lidt på min blog, samtidigt med at jeg spise min frokost, hørte jeg lidt "støj" ude fra vores altan. Jeg gik ud på den for at se, hvad det var … det var denne lille størrelse …

… som sad på kanten under et af altanens vinduer, hvor den prøvede på at komme til kræfter igen.

Hvor længe den har befundet sig på vores altan, ved jeg ikke, men da jeg ikke har haft et eneste af altanens vinduer åbne i dag, og det vindue, som jeg havde åbnet i går, blev lukket ved 19:00 tiden, så kan det godt have været i rigtigt mange timer, den lille musvit har været spæret inde på vores altan.

Det virkede da også som om, den desperat har prøvet på at komme ud i det fri igen og at den gang på gang har fløjet direkte ind i et af altanens vinduer. For den var meget træt, og da jeg prøvede på at fange den – tage den i mine hænder – havde den kun lige kræfter til at flyve ned og sætte sig på en af vores tomatplanters grene …

… da jeg greb ud efter den, fløj den ned og satte sig på jorden …

… i tomatplandtens urtepotte, og der var den så nem at få fat på, at jeg kunne tage den i mine hænder, imens jeg talte meget blidt til den, hvorefter jeg løftede den op, så jeg kunne slippe den ud af et åbent altanvindue.

Det virkede som om, den var meget glad og lettet for endelig langt om længe at være kommet ud i det fri igen, også selv om den kun fløj hen og satte sig på kanten under vinduet til vores arbejdsværelse, hvor den sad og sundere sig i lidt tid, før den fløj sin vej, men ingen den fløj af sted, kom den med nogle små glade pip, imens den så på mig.

Så hvad der kunne have været en meget tragisk historie endte med at ende lykkeligt … for musvitten slap fri, imens den endnu var i live og i fuld stand til at flyve sig vej.