Om meget kort tid ( faktisk er der kun tale om tre små uger ) er det seks år siden, min Skat og jeg endeligt flyttede sammen.

Faktisk ville vi meget gerne være flyttet samme meget tidligere i vores forhold, nok allerede lige efter det var gået op for os, hvorfor vi sås så tit, som det var tilfældet, men på grund af min fars sygdom samt død og især alt det, der fulgte med, blandet andet at han krævede pasning 24 timer i døgnet, så satte min Skat og jeg vores liv samt især vores drømme og ønsker på standby, så jeg kunne koncentrere mig 100% om min far og hans behov for hjælp samt pleje i den allersidste del af hans liv.

Da min far så endelig fik fred efter et både meget langt og meget strengt sygdoms forløb, var der lige et godt fyldt rækkehus, der skulle tømmes og først derefter kunne min Skat og jeg gå i gang med at sætte min Skats lejlighed i stand ved blandt andet at rive det eksisterende køkken ned og bygge et helt nyt køkken op fra grunden af, før vi så endelige langt om længe kunne flytte sammen.

Lige bort set fra vi købte os til hjælp med de elektriske installationer samt til monteringen af vandrør med mere, så klare vi det hele selv samtidigt med vi lige begge to passede hver vores mere end fuldtidsjob samt min Skat farmor og hendes hus samt have. Så der er nok ikke noget at sige til, at vi følte, at vi manglede tid i den periode af vores liv.

Efter vi var flyttet sammen, forsatte vi med at passe min Skats farmor og hende hus samt have, og i takt med at hun blev dårligere og dårligere, fik vi pålagt flere og flere opgaver, der tog mere og mere af vores i forvejen sparsommelige fritid, for vi skulle jo også lige passe hver vores mere end fuldtids job og for mit vedkommen blev arbejdspresset desværre til sidst så stort, at jeg bukkende under for det, for jeg blev syg, men på den anden side var det ikke sket, havde jeg nok aldrig fået muligheden for at prøve at være fuldtids hjemmegående i en periode af mit liv.

Jeg er for længst holdt op med at prøve på at forklare samt forsvare, at min Skat og jeg stadigvæk ikke er kommet endeligt på plads efter vi er flyttet sammen samt hvorfor vi stadigvæk har en del små og mindre samt større og store hængepartier i vores lejlighed, når nogen kommer med kommentar om det … jeg har nemlig fundet ud af, at alle dem i vores omgangskreds, der er kørt ned med stress, er gjort det på trods af et betydeligt mindre arbejdspres end det, min Skat og jeg har været udsat for, og når andre kan klare mindre end os, så har vi altså ikke noget at stamme os over.

Lige for tiden kan jeg på grund af min ømme hæl ikke komme ud at gå mine daglige ture, men i stedet for at sidde og surmule samt ynke mig selv på den konto, har jeg valgt at bruge den tid, som jeg nu har fået "frigivet", fordi jeg ikke skal ud at gå hver dag, til at koncentrere mig om noget andet … nemlig oprodning … jeg tager det dog i små etaper, for der er jo ingen grund til at overdrive.

😉

Det siges: "At det skal være dårligt, før det bliver godt" og det trøster jeg altid mig selv med, hver gang jeg går i gang med en oprydningopgave. For lige nu ser det ikke ud til at det, jeg har gang i, kommer til at give mere orden eller plads nok snare tvært imod.

Et lille eksempel … næsten lige før vi skulle i seng søndag aften, tømte jeg en af grundmodulerne i vores reolsystem inde i arbejdværeslet og selv om den …

… egentligt ikke er sær stor, da den kun er 80 centimeter bred, 40 centimer dyb samt 80 centimeter høj, så kom dens indhold alligevel til at fylde en af de store klapkasser …

… hele vores sofabord …

… samt hele vores spisebord …

… i går nåede jeg at rydde op samt sortere i alt det, der lå på spisebordet samt halvdelen af det, der lå på vores sofabord og i dag håber jeg på, at jeg kan nå igennem resten af det på sofabordet samt alt det i klapkassen. Jeg håber også på, at når jeg har været det hele igennem, at der så er blevet så meget ledigt plads i det skab, at jeg kan få plads til nogle af mine øvrige ting i det. For så kan jeg måske komme til at tømme om ikke en hel så bare en halv af de endnu ikke udpakkede flyttekasser, vi stadigvæk har stående i vores lejlighed.